Det radikale krav er ventet.

Det har længe været et undereksponeret problem på venstrefløjen, at de radikale naturligvis ikke kan leve med at få nul indflydelse på deres mærkesag nummer ét: udlændingepolitikken. Og hvis S-SF er klar til at finde et flertal for deres stramme politik med DF, forsvinder de radikales magtinstrument nummer et. Derfor er der ikke andet at gøre, end at true med at gøre vrøvl - og i sidste ende måske lade være med at støtte Thorning-Schmidt som statsminister.

Det sidste er ikke sagt endnu, men dette mÃ¥ nødvendigvis indgÃ¥ i de radikales overvejelser. Hvis alle de radikale mærkesager ryger fløjten - alle de sager som de enten sætter højt moralsk, og dem som de finder absolut nødvendige, in casu de økonomiske reformer - bare bliver vedtaget med DF’s stemmer og de radikales stemmer kun bruges til at sikre at samme DF ikke vælter regeringen, gÃ¥r ligningen for Vestager slet ikke op. Hun kan ikke tage til Nyborg strand og overbevise sit parti om, at de radikale overhovedet har en rolle i dansk politik under en S-SF regering.

Derfor skal man tage den radikale reaktion som andet end et forsøg på at komme i pressen.
Socialdemokraterne kan naturligvis ikke afskrive sig muligheden for at lave forskellige forlig med andre end de radikale, men med hensyn til de afgørende mærkesager er det en anden sag. Hvis ikke der kommer en reel musketered på de afgørende politikområder som udlændinge og økonomi - som ikke betyder at de radikale skal have deres politik vedtaget, men at de skal have mere end nul komma nul af deres politik igennem - forudsiger denne kommentator, at Vestager bliver nødt til at trække sin støtte til Thorning-Schmidts kandidatur til Statsministeriet. Ingen partileder kan bære den ydmygelse, som Vestager så langt bliver budt.

Alt godt,

PEM