Folkeskolen er atter i fokus. En dårlig nyhed må få mange til studse over, hvordan det er gået så galt. Løkkes politiske satsningsområde er truet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ( V) gjorde folkeskolen til sit primære politiske satsningsområde i sin nytårstale. SF-chef Villy Søvndal slog til lyd for samme skole i sin tale på partiets netop overståede landsmøde.
Når det så kommer frem, at man hvert år må sende 12.000 unge tilbage til klasseværelserne, fordi de har fået for lidt ud af deres skolegang, er det storpolitik.
Det gode spørgsmål er nu, om skolens tilsyneladende forfald gavner statsministeren eller Søvndal?

360 grader og lidt til
Løkke har sat sin såkaldte 360 graders undersøgelse af folkeskolen i gang. Gjorde han det, fordi han vidste, at det ikke stod særlig godt til ude i skoleland? Når man sidder med regeringsmagten bliver man opdateret på mangt og meget, og nogle gange er embedsmændene endda så venlige, at de kommer med signaler til deres politiske herrer før, at det går galt. Har Løkke vidst, at han før eller siden vil blive bebrejdet, at regeringen har ladet det folkeskolen sejle agterud? Det får vi ikke at vide.
Men det, vi ved, er, at den aktuelle debat om kvaliteten i folkeskolen ikke er en politisk lækkerbisken for statsministeren.
Det er den til gengæld for oppositionen.
Her kan man både boltre sig i tingenes elendige tilstand og skyde skylden på regeringen, som under Løkkes forgænger rent faktisk havde rigeligt med penge i statskassen og derfor kunne have investeret mere i de unges grunduddannelse.

Er det hele så galt?
Når der kører en mediestorm om kvaliteten af undervisningen, hjemmearbejdsdage for de store børn og vikarvælde, må og skal oppositionen give den gas. Men folkeskolen er - præcis som eksempelvis sundhedsområdet - et mangehovedet uhyre.
I princippet vil der altid være skoler, hvor man kan kritisere kvaliteten af undervisningen.
Præcis som der altid vil være hospitalsafdelinger eller enkelte sygdomsforløb, som ikke fungerer.
Hvordan skiller man lige disse normale problemer, som skal løses, fra en ny megatrend, politikerne skal reagere på? Det sande svar er, at politikerne oftest ikke kan sondre, og at de derfor er nødt til at rykke ud, hvis sagen lander i medierne.

Så dukker tallet 12.000 op i en undersøgelse.
12.000 unge under 25 år uddannes årligt i basale færdigheder, hvilket koster 180 millioner kroner. Det lugter af en dramatisk megatrend. Det er frygtelig mange børn, som må tage deres folkeskoleuddannelse mere eller mindre om. For statsministeren er problemerne: 1) Der er brug for så mange kvalificerede hænder som muligt på arbejdsmarkedet.
Som Løkke selv siger, har Danmark ikke en chance for at konkurrere med kineserne, hvis ikke børn udstyres med basale færdigheder.
Dansk Arbejdsgiverforening, Løkkes eget bagland, som står bag undersøgelsen er rystet.
2) Hvorfor bruger man så mange vikarer, når statsministeren selv begrunder afskedigelsen af lærere med færre børn? Igen er det næppe de samme skoler, men det er svært at forklare den måbende vælger.
3) Hvordan kan det stå så galt til i Danmark 2010? Og ved vi, om det reelt er endnu værre? Eller mindre slemt? Det er enhver regerings lod at påtage sig ansvaret for tingenes tilstand. Når det går godt - og skidt. Men Løkke står nu med en ændret politisk opgave. Før skulle hans indsats med 360 graders eftersynet løfte indtrykket af folkeskolen fra at være god til at blive sublim og international konkurrencedygtig. Nu skal det bruges til at lægge en plan for, hvordan regeringen kan hæve niveauet fra alt for ringe til acceptabelt.

Folkeskolen er en kolossal politisk kampplads. Den gode nyhed for Løkke er, at der trods alt er masser af skoler, som fungerer godt. Den dårlige er, at ikke mange registrerer dette, og at Løkke formentlig må afskrive folkeskolen som scenen for en offensiv, der skal holde ham ved magten.

Alt godt,

PEM