S-SF planen ”fair løsning” skal måles på to ting – om den virker økonomisk og om den virker politisk. To ting der ikke nødvendigvis er de samme.

Første økonomiske foslag omkring at arbejde en time ekstra er både originalt og kreativt, men giver regeringen mulighed for at råbe ”funny money” i forhold til den aktuelle nu og her situation.

Tilsvarende har de bebudede skatteindtægter i ”fair-forandring” givet regeringen mulighed for på den ene side at kopiere sundhedskatterne og på den anden delvist at råbe ”funny money” efter millionærskatten. Tilbage står finansieringen som skal komme fra efterlønskontingent, fremtidsjob, effektiviseringer m.m. som regeringen givetvis vil støtte, men samtidig udråbe som fugle på taget.

Specielt set i forhold til de seneste dages udvikling på kapitalmarkederne er det meget vigtigt for S-SF ikke at blive dømt økonomisk uansvarlige. Det vil regeringen forsøge og de har i ”fair løsning” en god platform herfor. Men målt med historiens alen i forhold til tidligere økonomiske udspil fra politiske partier, er fair løsning absolut ikke ringere funderet end så meget andet. Udspillet er høj grad konkurrencedueligt med Claus Hjorths seneste forslag om at spare 10 milliarder i kommunerne.

Alt i alt en økonomisk plan, der lige akkurat befinder sig i den gråzone, hvor den kan forsvares i en politisk debat. På udgiftssiden vil regeringen kunne sable planen ned for yderligere at ville øge de offentlige investeringer, hvilket virker uansvarligt i en tid, hvor opsvinget buldrer afsted og hullet i statskassen er gigantisk. Omvendt vil det være svært for S-SF at gå fuldstændig tilbage på den strategi, der har båret så meget af deres økonomiske politik den sidste tid.

Rent politisk klarer planen sig bedre. Bundlinjen er, at S-SF alternativet med planen illustrerer en modenhed som regeringsalternativ. Forslag om at stramme efterlønnen, arbejde længere og justere dagpengesystemet sender et politisk signal til de radikale, om vilje til også at påtage sig upopulære tiltag, hvorfor det vil binde oppositionen mere sammen.

Den store politiske joker er nu, hvordan vælgerne tager i mod udspillet. Især forslaget om at arbejde mere vil kun falde i god jord, hvis Lars Løkkes kampagne om, at regningen fra krisen skal betales nu, er sunket helt ind hos vælgerne. Er det ikke tilfældet vil S-SF stå tilbage som et ligeså ”sparegalt” alternativ som regeringen og det vil gavne Løkke.

Hvis vælgerne ser ens på S-SF og Løkke i en sparesammenhæng kan de være fristet til at pege på Løkke for at sikre stram udlændingepolitik og skattestop.

S og SF har stået overfor en utrolig vanskelig opgave, som reelt set har været næsten umulig at løse. Den nye plan ”fair løsning” kunne nok ikke have være skrevet meget anderledes, når nu målet er at balancere mellem ansvarlighed og den fortsatte mulighed for at komme i regering.

Alt godt

PEM