… uden at brillere. Det bliver let for regeringen at hamre løs pÃ¥ finansieringen af ‘ En fair løsning’. Men planen holder med historiens alen sÃ¥ langt, at det bliver en ord mod ord-duel over for et vælgerkorps, der ikke læser det med smÃ¥t. Først nu starter valgkampen for alvor. S-SF løste en bunden politisk opgave.

SÃ¥ kom den. Den længe ventede økonomiske plan fra S-SF: ‘ En fair Løsning’.

Lad os bare tage de kyniske briller på med det samme: Planen har den tyngde, som den skal have, for at gennemsnitsvælgeren finder den værdig til at blive sammenlignet med regeringens politiske hestekur. Regeringen vil planmæssigt kaste sig over planen og kalde den uansvarlig.

Spørgsmålet er nu, om vælgerne går i sort over det kreative og dristige forslag om at arbejde mere? S-SF alternativet har sat sit sidste store mærke i træet med henblik på at komme helt ind i ministerkontorerne efter valg.

Selv om planen ikke imponerer, kunne den næppe være skrevet anderledes.

En umulig opgave

Det var en umulig opgave, som Thorning-Schmidt og Villy Søvndal stod over for, da de skulle sætte pennen til papiret. Midt i en krisetid - med tordnende underskud på statsfinanserne og med en lige nu og her buldrende uro på aktiemarkederne efter den græske tragedie - var balancen svær at finde. Balancen mellem at vise en ny vej, en ny vision for Danmark, og samtidig holde en økonomisk ansvarlig linje.

Frygten for at skrive sig selv ud af filmen har fået makkerparret til at vælge det sikre - den ansvarlige vej, forstået således, at der mildt sagt ikke loves guld og grønne skove i planen. Lidt til skolerne og velfærden i kommunerne er det blevet til. Og endelig har S-SF cheferne været nødt til at holde fast i deres hårdt pumpede idé om at gennemføre offentlige investeringer. Næppe ud fra den store økonomiske visdom heri, eftersom økonomien buldrer af sted, og underskuddet er lidt for stort til, at det giver tryghed at brænde endnu flere penge af, men simpelthen, fordi det ville være for stor en indrømmelse at give Løkke ret i hans politik.

Herlighederne skal finansieres, sammen med den regning, som ligger på 24 milliarder kroner, blot for at holde dansk økonomi uden for kapitalmarkedernes overnervøse falkeblikke. Løkke spiste givet en ekstra stor bøf i aftes. Forslaget om at skaffe 15 milliarder ved at kræve arbejdstiden hævet er ikke i kassen. Så langtfra.

Ja, fagbevægelsen har mÃ¥ske sagt o. k., men har alle faglige ledere talt om det samme? Næppe. Og trepartsforhandlinger er ligesÃ¥ en profilering af fagbevægelsen, hvilket udelukker, at den blot gør, som den fÃ¥r besked pÃ¥. De faglige kammerater skal have ‘ noget for det’. SÃ¥ medlemmerne kan se, at de er i live. Og i den verden har alting en pris. Derfor er det kreative forslag med trepartsforhandlinger ikke det samme som sikre penge.

Læg hertil, at det vil tage tid, selv om man skulle have succes med disse forhandlinger. Men pengene skal bruges nu. Endelig skal man påregne, at den borgerlige regering givet vil lægge stemme til, såfremt det virkeligt skete, at en stigning i arbejdstiden kan gennemføres. Og tag forudsætningen i planen om, at en øget produktivitet i den offentlige sektor giver 10 milliarder. Den budgetpost er velkendt fra masser af tidligere planer, men har det nogensinde holdt? Og at mase de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet er en god politik, ikke en sikker besparelse.

Politisk kører det - men

Planen skal ikke kun mÃ¥les pÃ¥ sine fagøkonomiske elementer. ‘ En fair løsning’ er politisk fiffigt skruet sammen. Der er stramninger pÃ¥ arbejdsmarkedet, som de radikale - oppositionens forsømte barn - bed pÃ¥ med det samme. Men er det nu nok til, at Vestager ikke skal have indflydelse pÃ¥ udlændingeomrÃ¥det? Kommunerne sikres penge til den velfærd, som er ved at tage livet af statsministeren. Den sÃ¥kaldte nulløsning, som regeringen kræver af kommunerne, er lig med tab af velfærd. Et kæmpe selvmÃ¥l og en fælde, som S-SF-oplægget dribler uden om. SF’s indtog pÃ¥ erhvervspolitikkens omrÃ¥de fortsætter med fokus pÃ¥ teknologiske landvindinger og iværksættere. Denne borgerlige hjemmebane gør regeringsalternativet ansvarligt.

Selv udkantsområderne får en håndsrækning, hvilke politiker frygter ikke yderområderne.

Summa summarum. Om få dage vil der udkomme et notat fra Finansministeriet, som har regnet på S-SF-planen. Det vil vise, at der kommer til at mangle uendelige mængder af milliarder, hvorfor hullet i statskassen vil gå yderligere grassat. Statsministeren vil melde ud, at Danmark vil blive et nyt Grækenland med Helle Thorning-Schmidt ved roret. Endvidere vil Løkke selv gennemføre en stribe af de forslag, som han synes om, inden næste valg. Endelig vil statsministeren tilbyde fagbevægelsen trepartsforhandlinger, som den vil sige nej til.

Men kan den holde til det? Vi ser. Sidstnævnte vil dog først ske, nÃ¥r det stÃ¥r klart, hvad man mener i vælgerkorpset om det med at arbejde mere. Der er en risiko for, at vælgerne tjekker ud hos S-SF pÃ¥ grund af dette forslag. Ikke fordi de er imod de 38 timer, men fordi at forslaget afslører træk hos S-SF-aksen, som viser, at den kan være lige sÃ¥ hÃ¥rd som Løkke. Thorning-Schmidt og Søvndal ved selvfølgelig godt, at VKO nu vil komme kørende. Men de ved ogsÃ¥, at de i sidste ende ‘ blot’ skulle S-SF-producere en plan, som kan vise vælgerne, at de fremstÃ¥r ansvarlig og mere velfærdsorienteret end Løkke. Den opgave har de to røde ledere løst.