Løkkes plan leverer varen i substansen. Man kan diskutere, hvor hurtigt det skal gå, men Danmark SKAL tilbage på sporet. Men en borgerlig statsminister kan aldrig pille ved velfærdssamfundets grundpiller uden at nærme sig politisk harakiri. Og det er netop, hvad Løkke har gjort ved at pille ved satserne for de ældre, de arbejdsløse og de uddannelsessøgende.

DÉR tabte Løkke vist valget! Jeg stod - næsten - med kaffe ned over skjorten i forgÃ¥rs, da statsministeren, fra sin talerstol i Spejlsalen, havde redegjort for, hvordan han og Lene Espersen vil inddrage pensionister og andre svage grupper - de sÃ¥kaldte overførselsmodtagere - i kredsen af de bidragydere, som skal betale ‘ regningen’. Den regning, som stÃ¥r til betaling, hvis Danmark efter krisen skal finde vejen tilbage til et underskud pÃ¥ de offentlige finanser under de forjættede 3 procent af bruttonationalproduktet. Og dermed tilbage og ind i en sikker havn, i ly for de nervøse kapitalmarkeder, der for tiden - og givet ogsÃ¥ fremover - opfatter Europa som den sygeste del af verdensøkonomien.

Løkke tog med planen århundredets hidtil største politiske gambling, da han sløjfede den historiske kontrakt mellem borgerlige flertal og velfærdssamfundets svageste. Den kontrakt, der bl. a. holdt både Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen ved magten.

Løkkes brud på doktrinen
Løkkes brud med skattestoppet er nok så vigtigt. Men i forhold til den røde blok er der ikke her meget at tabe. De røde koketterer ligefrem med, at de vil hæve skatterne.

Langt vigtigst er, at Løkke, som den første politiker nærmest siden systemskiftet i 1901 og i alt fald i den nyere politiske historie, bryder regel nummer ét i den politiske grønspættebog for borgerlige statsministre og hæver den politiske fredning af de svageste grupper. Dermed bevæger Løkke sig ud på uhyggelig farlig grund. Årsagen til, at Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen i årevis kunne sidde med et flertal af befolkningen bag sig, var alene, at vælgerne troede på, at den borgerlige regering ikke ville angribe velfærdssamfundets grundelementer. I alt fald ikke synligt eller massivt. Derfor påpegede Schlüter, at »Ideologi er noget bras«, og Fogh løb så hurtigt, han kunne, fra sin bog om minimalstaten, i det sekund de to herrer kom i nærheden af Statsministeriet. Løkkes angreb på de svageste er, som minimum, uhyre synligt. Læser man gårsdagens notat fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, står det endda klart, at det er den lavest lønnede halvdel af danskerne, som taber flest penge. Er det pengemæssigt et hårdt indgreb? Egentlig ikke. Vi kan i den grad stadig kalde Danmark et velfærdssamfund, efter at der er sparet 3-6 milliarder kroner i tre år på overførselsgrupperne.

Det er snarere selve dette, at overførselsmodtagerne står for skud, der er det politisk afgørende. Det er tabet af troværdighed, ulven, der nu kommer frem af fåreklæderne, som potentielt kan blive det politisk fatale i regeringens plan. Den første meningsmåling viser, at han har gjort i nælderne. Kun Finansministeriets økonomer, som nu får penge i kassen, har noget at skåle for.

Men Løkke har tænkt over det. Hvad der umiddelbart lignede et valgoplæg pÃ¥ temaet ‘ økonomisk ansvarlighed’, er endnu en gang en færdigbagt kage med Dansk Folkeparti. Planen fremstod uspiselig for de røde, idet sekund ordene kom ud af munden pÃ¥ statsministeren. Men nÃ¥r Dansk Folkeparti skal lægge ryg til økonomiske indgreb, som er virkelig grimme, skal prisen herfor ogsÃ¥ være stor. Og ‘ politisk massemord’ pÃ¥ pensionister er i Kjærsgaards øjne det styggeste, der findes, og fuldstændig pÃ¥ tværs af den Ã¥relange profilering som pensionisterne beskyttere, som Dansk Folkeparti mÃ¥lrettet har tilstræbt.

Derfor skal man nok vente, at Kjærsgaard skal have en markant mindskelse af pensionisternes regning, som betaling for at lægger stemmer til.
Regeringen havde talt med DF og stemt Kjærsgaard af inden Løkkes pressemøde, hvorfor en aftale med DF-lederen hele tiden har været planen. Løkke har hele tiden vidst, at hvis ikke Kjærsgaard står bag planen - når den er forhandlet på plads - må han udskrive valg. For oppositionen er som sagt lodret imod. Og Kjærsgaard har hele tiden vidst, at dette var en såkaldt kabinetssag, hvorfor et nej til Løkke vil udløse et valg, og endda et valg, som totalt splitter VKO-blokken på de vitale økonomispørgsmål.

Et valg af denne art vil ødelægge Kjærsgaards rolle i dansk politik, hvorfor hun alene har haft muligheden for at sige ja til statsministerens plan - mod passende indrømmelser. Og der er vi så nu.

De røde griner uhæmmet
Forløbet med DF bliver, som vi kender det.
Det er vælgernes reaktion på, at Løkke har brudt magien om, at også borgerlige regeringer freder de svageste, vi alle nu venter på. Man skal ikke være særlig årvågen for at få den tanke, at Løkke ikke får ros af pensionisterne.

Derfor måtte Thorning-Schmidt og Søvndal i forgårs kæmpe hårdt for at undertrykke deres smil foran de rullende kameraer. Vi skal tilbage under 3 procent, det har Løkke helt ret i. Men at hente 3-6 milliarder fra de svageste kan blive det klareste politiske harakiri, vi har set i årtier. De ældre og ledige overlever let, men den borgerlige kontrakt med de svageste er nu bristet. Troværdigheden er truet for at sige det på jysk. Så meget, at såfremt Løkke kan vende den nye dårlige stemning hos bl. a. de ældre og dagpengemodtagerne, vil han fortjene at genvinde statsministerposten så meget, at selv Thorning-Schmidt formentlig vil unde ham det.

Alt godt,

PEM