Lene Espersen kæmper for at holde fast i drømmen om fremgang.

Det er ikke sjovt at være K-leder Lene Espersen for tiden. Hele projektet med at vælge hende som formand er i den grad nødlidende.

Og selv om alt kan ske i politik, er det lige nu uhyggeligt svært at se hende levere den vare, som hun er ‘ansat’ til: fremgang.
7,2 procent af stemmerne fik de konservative i en af de seneste målinger.

Problemet er egentlig ikke, at nedturen kommer. Det gÃ¥r op og ned i ‘ showbusiness’.

Problemet er, hvorfor nedturen kommer.

Det er umuligt for Lene Espersens omgivelser at overse det faktum, at dømmekraftproblemerne i forbindelse med fravalget af Hillarymødet udgør grundstenen til nedturen. Det er altså den konservative formands skyld, at partiet nu går tilbage, frem for op over de ulidelige ti procent, som Espersens forgænger, Bendt Bendtsen, blev kritiseret så hårdt for.

Det siger sig selv, at alt omkring Espersen gynger og svajer nu. NÃ¥r en partileder mister stemmer, mister hun ogsÃ¥ magt. Og den onde spiral er nu startet, hvor Espersen møder mistro og tvivl i den konservative folketingsgruppe. Den bliver ustyrbar, fordi den frygter at blive decimeret ved næste valg. Man kan kalde det en ‘omvendt Søvndal’.

SF-lederen kan få sine partifæller med på alt, Espersens muligheder for at styre svinder minut for minut.

I det konservative bagland gÃ¥r Espersens modstandere - Connie-fløjen - rundt og godter sig. Dog er den kolde analyse, at deres muligheder for at gennemtvinge et nyt lederskifte inden næste valg er forsvindende smÃ¥. Sporene fra ledelseskrigen i 1990′ erne skræmmer stadig.

Hvad skal hun dog gøre?
Men igen, ryger de konservative ned på eksempelvis 5 procent, vil fanden være løs i Laksegade. Så vil troen på, at Espersen kan rejse sig op af den udenrigsministerielle sump, som hun befinder sig i, være væk.

Da tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen skulle kæmpe sig tilbage efter efterlønssagen, gjorde han alt tænkeligt. Men lige lidt hjalp det.
Vælgerne havde gjort deres stilling op, rimeligt eller ej.

Det samme kan være tilfældet med Espersen.

Hun har valgt samme strategi, så langt, som Nyrup. At arbejde sig ud af krisen. Hun er pinligt klar over, at der vil gå lang tid. Opgaven går ud på at overbevise vælgerne om, at hun er til for dem.

At hun ikke tager sin ministerbil for givet.

Indlysende nok er Espersens plan med at lægge sig i selen som udenrigsminister rigtig. Men hun kan ikke frem til valget nå at blive en ny Uffe Ellemann.
Hun er også partileder, og de kritiske vælgere er nu engang i Danmark.

Espersen må frem til valget sætte halvdelen af sin tid af til en permanent kampagne herhjemme, for sin egen person. For det er formanden selv, som udgør problemet.

Når en partileder mister stemmer, mister hun også magt. Og den onde spiral er nu startet.

Alt godt,

PEM