Statsminister Lars Løkke Rasmussen er med i kampen endnu. Med Kjærsgaards hjælp fik han halet sig selv tilbage fra det sikre harakiri med at forringe overførselsindkomsterne. Det er det vigtigste, som er med i den nye hestekur.

Yderligere bliver vinden taget noget ud af dem, som vil kritisere regeringen for at smadre velfærdssamfundet, når Løkke og Pia ikke længere pålægger kommunerne at spare deres andel på 4 mia.kr. og hælder yderligere 5 mia.kr. ud over hospitalerne.

Dernæst er det tydeligt, at fagbevægelsen betaler en kolossal pris for at have givet S-SF planen ‘Fair forandring’  sÃ¥ entydig en opbakning. Man kan ligefrem høre, hvordan Kjærsgaard sidder og ‘jagger’ inde hos finansministeren om, at ‘nu mÃ¥ det være nok med ham Børsting’ imens finansministeren nikker.

Beskæring af dagpengeperioden giver både færre personer på dagpenge, og i det omfang at de ikke ryger hen på andre ordninger, kan regeringen argumentere med, at det tvinger folk til at være yderligere jobsøgende. Well, de ledige ryger i et stort omfang på andre ordninger, der koster ligeså meget, for så massivt er opsvinget heller ikke.

Derfor vil der mangle finansiering i planen, men den bro vælger regeringen altså at krydse med Kjærsgaard, når den passeres.

Dernæst er dét, der hedder ‘harmonisering af krav for genoptjening af dagpengeret’ et fint ord for, at man skal arbejde dobbelt sÃ¥ længe for at fÃ¥ de nu to i stedet for fire Ã¥rs ret til dagpenge. Et krav, der nok vil tvinge mere panik i de ledige, hvilket regeringen ønsker, idet den forudsætter, at der er masser af job om kort tid.

Der er ingen tvivl om, at det rigtigt at kigge pÃ¥ en dagpengereform. Og afstemme systemet til en konjunktur, som atter er i stigning. Men at mase denne igennem uden om LO, er naturligvis ‘tak for sidst’ til formand Børsting, som tog klart parti for S-SF planen.

For Børsting er dette en god nyhed og en dårlig nyhed. Den dårlige først.

Det er grumme svært at se, hvordan fagbevægelsen skal få en konstruktiv relation til regeringen i det fremadrettede. Såfremt Løkke fortsætter, er LO og co. hængt til tørre, idet dagens reform tydeligt viser, at vælgerne - snarere end lønmodtagerne - er det som kan gøre politikerne bekymrede.

Den gode nyhed for Børsting er, at der nu er ved at være så skrabet et sikkerhedsnet under de ledige, at det reelle behov for en fagbevægelse er genskabt. Kun i situationen med fuld beskæftigelse, vil en så skrabet model virke konstruktivt på de ledige.

Det synes ikke sandsynligt, at Børsting kan komme igennem med ‘mere tryghed i ansættelsen’-parolen sÃ¥ længe ledigheden er under 150.000, men nÃ¥r økonomien engang vender til det værre, vil Børsting bliver en superstar i dansk politik - simpelthen fordi hans medlemmer vil gÃ¥ pÃ¥ barrikaderne, nÃ¥r jobbene er væk. Vi fÃ¥r se.

Dansk Folkeparti har næppe fået tildelt så meget indflydelse tidligere. Men det er også en grim satan af en spareøvelse, som hun skal lægge navn til. Ikke mærkeligt, at Kjærsgaard roser forhandlingerne. Udlændingepolitikken er blevet fremhævet en masse gange under selve forløbet og konkret er de hellige køer - ulandsbistanden og børnechecken - blevet slagtet.

Ulandsbistanden giver sig selv, men at sætte loft over børnechecken på 30.000 rammer nok os med tre børn, men ikke mindst indvandrerfamilier med mange børn.

Vurdering
Der er ingen tvivl om, at når nu landets million store garde af ældre ikke længere kan sidde i pensionistklubberne og føle sig kørt over, har Løkke købt sig tid. Om skaden er sket alene ved hans første forslag, får vi at se. Men med det som ligger her, udstyrer VKO til langt bedre at kunne slås med S-SF planen.

VKO vil køre benhårdt på, at planen er detaljeret og præcist finansieret set i forhold til S-SF planen. Det har de ret i, men kan de kommunikere det?

Det bliver djævelsk svært.

Løkke er nu i den situation, som han ønsker sig, at han kan vedtage en pakke, erklære sig selv økonomisk ansvarlig og S-SF uansvarlig og gå videre efter sommeren til at tale om nye dagsordenpunkter, som er mere spændende i forhold til at vinde et valg. Dernæst vil han håbe - og det vil ske - at ikke en sjæl husker disse dramatiske dage om økonomien om et års tid.

Hukommelsen er kort, hvis blot økonomien retter sig. Så husker vælgerne langt bedre møder med Hillary Clinton, som ikke blev til noget.

Meget berettiget ros er i de seneste uger gået til Thorning-Schmidt og Søvndal, for den måde hvorpå de to er vokset med opgaven over de seneste måneder. Overskud og planer er væltet ud.

Ret skal være ret: Da Løkke lancerede et forhandlingsforløb om denne kæmpe pakke, var det ikke helt uden risici, selv om manus atter var skrevet præcis til, at lande hvor vi er nu. Det ER en kæmpe manøvre, som statsministeren har sejlet igennem.

Og han er endt med et langt bedre politisk udgangspunkt for sin politiske kamp end det han kom fra. Jeg tror ikke, det er hans eget boldøje, som har bragt ham der, men snarere Pia Kjærsgaard og Thulesen Dahl. Men det kan landets politiske chef være ligeglad med nu.

Det eneste han skal gå op i er, om den nye plan er nok til, at han kan komme tilbage i dansk politik imod en rød blok, som blæser selvsikkert afsted.

Det er langt fra givet.