Samfundsforskeren Bent Greve har skrevet en mærkelig bog om lykke. Den kunne VKO med fordel studere en anelse, når de skruer deres hestekur sammen. For Løkkes første udspil lå så galt, som det kunne, i forhold til at minimere hans vælgeres tab af lykke.

Gennem flere dage har regeringen siddet og forhandlet med Dansk Folkeparti om indholdet af Løkkes hestekur. Det er svært. For hvem skal bære besparelserne?

Selv den utrænede iagttager har forstået, at rollespillet handler om, at Kjærsgaard skal fremstå som heltinden, der trak de værste tænder ud af hestens store mund. Så de ældre og andre svage klarede frisag.

At sparekataloget er et brud med den massive optur, som vi oplevede herhjemme siden midt i 1990′ erne, stÃ¥r helt klart. Men politikernes valg af indgreb handler i høj grad om at minimere vælgernes tab af lykke i forbindelse med operationen.

I det omfang lykke har noget med penge at gøre, vil vælgernes reaktion være afhængig af, hvordan de bliver ramt. Løkke kan derfor selv gøre noget for ikke at tabe flere vælgere, end godt er.

Ny bog om lykke
Løkke og Kjærsgaard kan mÃ¥ske hente hjælp til udformningen af hestekuren i bogen ‘ Et lykkeligt land? Hvad skal der til og kan velfærdssamfundet bidrage?’, hvor samfundsforsker, professor Bent Greve frygtløst forsøger at kaste sig ud i et studie af, om man kan mÃ¥le lykken.

Danmark siges jo at være blandt de lykkeligste befolkninger på Jorden. Man kan faktisk måle og veje lykken i et videnskabeligt omfang - til en vis grad. Her er nogle af Greves konklusioner:

1) Når vi har nået et vist niveau af indkomst, betyder den yderligere indkomst herfra ikke det store for vores lykke. Det skyldes, at når vores basale behov er opfyldt, aftager glæden ved mere. Men det farlige - og vigtige for Løkke og co. - er konstateringen af, at vi vænner os til det leveniveau, vi har. Med andre ord har vi svært ved at acceptere tilbagegang, hvilket jo præcis er det, som hestekuren vil indebære for visse vælgere.

Greve konkluderer, at de ydelser, som den offentlige sektor udbyder, er en del af det nuværende leveniveau for mange af os, hvorfor tilbageskridt takseres meget negativt. ‘ Pas pÃ¥, pas pÃ¥, Løkke’.

Vælgernes lykke og velfærdsstaten hænger sammen.

2) Danskerne er blevet lykkeligere. Men niveauet for vores lykke har været konstant over de seneste 25-30 år. Vi er muligvis endt i fælden: velstand uden velfærd.

For BNP er jo vokset, på nær i det seneste kriseår. Men eksempelvis indgår fritid, klima, familieliv, tryghed mv. ikke i BNP. Vi kan derfor godt blive rigere, men samtidig mere syge af stress og overarbejde.

Når Løkke og Kjærsgaard går gennem det støvede sparekatalog, vil det muligvis være en idé at undgå at sable de elementer af velfærdsstaten ned, som netop giver os en del af det, som ikke indgår i BNP, eksempelvis gode daginstitutioner til vore børn og gode arbejdsvilkår. S-SF-forslaget om, at vi skal arbejde mere - som regeringen støtter - skal også ses i lyset heraf.

3) Der er en sammenhæng mellem sundhed og lighed, som peger på, at lighed i adgangen til sundhedsydelser har konsekvenser for den samlede sundhed i Danmark. Sagt på en anden måde vil regeringen kunne øge lykken hos os alle, såfremt sundhedsydelserne opfattes som retfærdige alle steder, hvilket ikke just er tilfældet på Aulum-og Gødstrupegnen.

Regeringen prioriterer sundheden højt med penge - hvilken regering tør andet? - men faren er, at såfremt borgerne eksempelvis i Vestjylland, som mener, de får lidt langt til det nye supersygehus, nu får endnu et hug af nedskæringerne fra den aktuelle hestekur, vil selv en middelbegavet politisk strateg omkring statsministeren konkludere, at de vælgere er tabt for altid.

4) Måske den vigtigste konklusion fra Greve i forhold til den aktuelle situation: Det er givet, at en række indkomstoverførsler bidrager direkte til større glæde og lykke grundet sikringen af et økonomisk niveau, som gør det muligt at være en aktiv deltager i samfundslivet. Og Greve kommer frem til, at fastholdelse af en høj grad af økonomisk lighed har en positiv indvirkning på vores grad af tilfredsstillelse.

Her bliver det pludselig klart, hvorfor SSF-planen, der ikke indeholder de store besparelser, kan være en del nemmere at sælge til vælgerne i forhold til Løkkes hestekur.

Vælgerne overlever nok de forestående besparelser, men de frygter måske, hvem der skal rammes næste gang og hvor meget? Så meget, at de sættes helt uden for samfundslivet? I disse dage har der været gang i Løkkes politiske maskinrum. Fra min tid som ansat i Stats-og Finansministeriet husker jeg med sanseløs gru de uendelige overvejelser om, hvem der skulle betale.

Uendelige beregninger - de såkaldte familieeksempler - gjorde det altid klart, at det ville gøre ondt på nogen. Og dermed at regeringen ville blive straffet for det. Hårdt. Den suppe sidder Løkke og Kjærsgaard i nu. Professor Greves bog giver et hint om, hvem det måske er bedst at plage: dem, som kan aflevere mere til statskassen, uden at de kan mærke en nedgang i deres daglige leveniveau.

Med andre ord den højere middelklasse - snarere end dem, som er på overførselsindkomst.

Men det er jo præcis Løkkes egne vælgere - og det er jo ikke så godt, eller er det?

Man kan faktisk måle og veje lykken.

Alt godt,

PEM