Det ansvarlige budskab om dansk økonomi var umuligt at sælge til vælgerne – Løkke overvurderede, som mange regeringschefer før ham, der har tilbragt mange år blandt kloge embedsmænd, vælgernes appetit for de finere nationaløkonomiske detaljer. Og Løkke tog de forkerte gidsler.

Thorning-Schmidt har vundet planslaget. Vælgernes dom er umisforståelig.

Kan være, at det er, fordi hun populistisk er driblet uden om hele nedskæringsdagsordenen, som hendes hovedmodstander – Lars Løkke Rasmussen – har gjort en dyd ud af?

Kan være, at vælgerne ikke sætter sig ind i substansen, og at de som altid bare æder det mindst ubehagelige, fordi de har tillid til, at Thorning-Schmidt som statsministerkandidat for pokker må have tænkt sig grundigt om, inden hun og Søvndal lagde deres forslag frem.

Kan være, at Løkke fra begyndelsen lagde en forkert linje med at skubbe EU foran sig og lade komplicerede internationale økonomiske sammenhænge drive den politiske hestekur her i Danmark.

Kan sågar være, at målingen i dag i høj grad er en protestmåling, ikke bare over hvordan den endelige aftale mellem VK og O endte, men også en velment straf, fordi Løkke kunne finde på – i sit oprindelige udspil – at gå efter pensionisterne og andre overførselsindkomster.

Kan være, kan være. Det er alt sammen lige meget. Thorning-Schmidt vandt slaget hos dem, der bestemmer – vælgerne.

Løkke tog de forkerte gidsler
Det har altid været umuligt at overbevise vælgerne om nedskæringer i megaklassen, når oppositionen mener det modsatte. Netop derfor er traditionen med forlig over midten – om natten – blevet udviklet over tid. Altså lige indtil Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001.

Fogh havde ikke brug for gedulgte nattesæder, hvor vælgernes økonomiske vilkår blev kastet op i luften. Fogh delte næsten kun penge ud. Det var tider.

Selv vil han sige, at det skyldtes hans evne til at holde økonomien på sporet.

Andre vil mene, at netop hans manglende styring rent faktisk kørte økonomien af sporet. Uanset, den eneste gang, hvor Fogh gennemførte noget grimt over for vælgerne, tog han sine gidsler. Det var Velfærdsforliget af 20. juni 2006, hvor efterlønnen blev ændret. Et forlig som blev til efter adskillige døgns forhandlinger i mulm og mørke. Med Thorning-Schmidts velsignelse.

Sagen er den enkle, at når man skal gøre noget grimt, skal der tages gidsler. De rigtige gidsler. Oppositionen skal med. Men det kom den ikke denne gang. Løkkes gidsler hedder Kjærsgaard og Thulesen Dahl, ikke Thorning-Schmidt og Søvndal.

Det kan blive hans fatale fejl.

Det er rimeligt at spørge, om Løkke gjorde det rigtige, men tabte valget på det? Havde nogen økonomer gøet, såfremt han var nået frem til at spare eksempelvis 15 mia.kr. i stedet for 24? Næppe. Og det spørgsmål må præcist være det, som Kjærsgaard, Thulesen Dahl og Skaarup stiller sig selv.

Hvorfor lod de sig lokke ned af den mareridtsagtige kurs, som Løkke havde stukket ud? Nu, efter at de har tabt massivt med stemmer til den røde blok, syntes magien omkring Dansk Folkeparti at være brudt.

Kjærsgaard kan selvfølgelig påstå, at de er ansvarlige, men kan de forklare vælgerne, at de gjorde det rigtige, når deres konkurrenter på den røde side påstår, at Danmark kan klare sig med langt mindre rædsler end det som de lige har vedtaget? Det bliver hundesvært.

Én ting kan Løkke og Kjærsgaard dog lune sig ved: At tro på at hele vælgerkorpset er uddannet nationaløkonomer er en klassisk måde at gå ned med flaget på for regeringer, der har siddet tæt på de kloge embedsmænd gennem mange år.

Helles problemer
Thorning-Schmidt smiler. Og smiler. Det kan man godt forstå. Det er netop nu, at man skal erindre, hvor lang og stenet hendes tid som formand har været.

Men alt er ikke kun godt for Thorning-Schmidt. De Radikale er nu også uenige med hende og Søvndal om arbejdsmarkedspolitikken. Som de er det med skatte- og udlændingepolitikken.

S-lederen mangler stemmer til at levere varen over for et rødglødende LO, der med sin energiske formand – Harald Børsting – er tvunget til kæmpe for de lediges sag. Børsting har nu muligheden for at placere LO i en klar rolle.

Uanset om man er for eller imod regeringen, kan ingen i fagbevægelsen internt kritisere formanden for at kæmpe for de ledige. LO formanden ved, at tiden med Fogh og Løkke ikke ligefrem har øget indflydelsen hos arbejdsmarkedets parter, tværtimod.

Foghs doktrin med, at magten ligger i kontakten med vælgerne, snarere end organisationerne har gjort livet surt for de historisk indflydelsesrige organisationer. Børsting har intet at tabe som sÃ¥dan, men sin støtte til S-SF planen. BÃ¥de S-SF og LO ved, at førstnævnte ikke har flertal til at omgøre VKO’s dagpengeændring, nÃ¥r S-SF kommer til.

Løkkes eneste chance er at håbe på, at den nuværende totale nedtur ikke er et banesår i efterlønsklassen. Det ved han først om nogle måneder, efter at sommerferien har fjernet den klareste erindring om både det han har forslået, det som det endte med og om frygten for det, han herefter kan finde på.

Det sidste vil tage længst tid at reparere på hos en skræmt gruppe midtervælgere. Herfra må han arbejde sig op igen, bl.a. med en kritik af oppositionens uenighed.

Det skal være noget, som vælgerne forstår, i modsætning til hans økonomiske politik.

Løkke må starte forfra.