Det gÃ¥r skidt med Løkke og Espersens politiske projekt. De to har opereret langt under det forventede niveau. Senest i plankrigen. Hvorfor? Et bud er, at populismen og fraværet af ubehagelige beslutninger under Fogh har efterladt VK’s nye ledelse politisk ude af form.

Der kan kun være én mand, som har det værre end statsminister Lars Løkke Rasmussen i denne uge: topchefen for BP. Med olien fossende ud langt nede i dybet og uden nævneværdig udsigt til at stoppe forureningen minder BP’s anstrengelser ikke sÃ¥ lidt om regeringens situation.

Eneste trøst er gårsdagens Gallupmåling, hvor katastrofen kun var af middelsvær karakter, hvis man sammenligner med den ødelæggende måling, som vi bragte her i avisen i fredags. Her sidst på ugen må statsministeren gøre status og konstatere, at han simpelthen ikke kan slå oppositionen, som det ligger nu. Og det er der flere grunde til.

Blandt andet at han og resten af regeringen ikke er i træning til at udkæmpe den politiske kamp efter de ‘ gamle’ regler, som nu er indført, efter at Fogh har forladt skuden. Og derudover slæber han rundt pÃ¥ en vicestatsminister, som efter sin undskyldning fra i gÃ¥r - i bedste fald - kan omklassificeres fra ‘ dødvægt’ til ‘ ballast’. Læg hertil en opposition, som i den grad sprudler af selvtillid og ligefrem mÃ¥ lægge bÃ¥nd pÃ¥ sig selv. Vil det røde kabinet skræmme vælgerne væk? Tag testen, og fÃ¥ svaret længere nede i teksten.

Ikke rustet til ‘ old school’ politik

Tid til status. For denne neutrale iagttager har de sidste uger været et bizart forløb. Vi har været vidner til tjubang-forhandlinger, reformer og besparelsesbuketter, som vi skal meget langt tilbage for at finde magen til.

Og netop her har vi måske nøglen til forståelsen af det katastrofale forløb og - for regeringen - katastrofale resultat, som anstrengelserne i vælgernes øjne har ført med sig.

Sagen er den, at Anders Fogh Rasmussens i sin statsministertid aldrig tvang uventede reformer eller ubehageligheder ned over hovedet på vælgerne. Når han endelig skulle tage en ubehagelig beslutning, blev den gjort til genstand for et såkaldt kommissionsarbejde for at modne sagen, som han kaldte det.

Under den første valgkamp mod daværende statsminister Nyrup Rasmussen var det ligefrem et slagnummer for Fogh, at nye regler ikke skulle gennemføres som ‘ en tyv om natten’.

De seneste ugers forhandlinger om VKO’s økonomiske plan viser med alt tydelighed, at hans efterfølger i jobbet, Lars Løkke Rasmussen, totalt har forkastet Foghs tyv om natten-doktrin.

Pensionister, studerende, arbejdsløse, børnefamilier - alle har fået lagt løkken om halsen.

VK-regeringens plan landede dugfrisk på bordet spækket med overraskelser, som næsten fik denne skribent til at tabe kaffen. Derefter fulgte et forhandlingsforløb med Dansk Folkeparti, som blev ført, uden at noget slap ud om resultatet, indtil VKO fremlagde hestekuren for den måbende befolkning.

Lars Løkke Rasmussen vil jo nok hævde, at det ikke er noget problem, at han har afskaffet Foghs tyv om natten-doktrin.

Tiden er jo en anden, vil statsministeren hævde. Der er krise, og de ubehagelige beslutninger står i kø. Og den slags beslutninger tages efter politiske forlig, hvor der bliver givet og taget.

Man kan simpelthen ikke have befolkningen med pÃ¥ sidelinjen, og, mÃ¥ske vigtigere endnu, der er heller ikke tid til at ‘ gÃ¥ i grupper’ om indholdet af den økonomiske politik, nÃ¥r gribbene pÃ¥ verdens kapitalmarkeder svæver længselsfulde hen over lille Danmark, ivrige efter at slÃ¥ ned og reducere os til en miniudgave af Grækenland.

Måske har du ret, Løkke. Men det bringer os til din afskaffelse af Foghs anden centrale doktrin, nemlig undervurder aldrig vælgernes vrede-doktrinen.

Sagt lige ud er Løkkes og Kjærsgaards økonomiske plan gennemført fuld af torne ( okay, der er 10 milliarder sat af til sygehuse osv., men det er druknet i snak om arbejdsløse og børnefamilier).

Men vi er nu gået fra Foghs næsten hysteriske populisme, hvor intet ondt måtte ske vælgerne, til en næsten masochistisk økonomisk politik, der økser løs på de vælgergrupper - eksempelvis børnefamilierne - som regeringer før Løkkes så som positive satsningsområder, der kunne sikre et genvalg.

Den skarpsindige læser er allerede nået frem til konklusionen: Løkke kan ikke finde ud at føre den politiske kamp på de præmisser, den blev ført på, i årene før Fogh kom til.

Hvorfor? Bizart nok er den primære årsag hertil netop - Fogh.

Sagen er den, at det kræver hård træning og indsigt at gennemføre ubehagelige beslutninger med succes. Og ingen i Foghs regeringer fik nogen træning heri. For Fogh skar aldrig ned. Derfor har vi - til de borgerlige vælgeres gru - en statsminister, som ( næsten) uforskyldt er tvunget til at benytte learning by doing-metoden, når han gennemfører sin politik. Og det har indtil videre ikke været noget kønt syn.

Espersens undskyldning

Men her stopper de borgerlige trængsler ikke.

Med gru blev de i forgÃ¥rs - igen - mindet om, at det konservative regeringspartis leder ogsÃ¥ har taget skade af de mange Ã¥rs ‘ lette liv’ under Fogh. Endelig kom hun ud med en klar undskyldning for at have byttet Hillaryturen ud med Mallorca-turen.

Virker det? Måske. I alt fald kan hun og Løkke glæde sig over, at de nu har noget at henvise til, når den sag igen og igen vil komme op i den politiske kamp frem mod valget. Men det centrale er koldt at konstatere, at den borgerlige regering er ledet af to personer, som grundet den lette tid med Fogh på hver sit område er udstyret med en anskudt dømmekraft.

Når det kommer til at skrue sparepakker sammen eller til at vurdere, hvad der hører med til at tjene folket som minister. Det er årsagen til, at regeringen endnu ikke er lettet fra den politiske startbane, som den har ræset ud af, siden Løkke og Espersen kom til.

Om de nogensinde kommer i luften, kan betvivles, hvis man skal dømme ud fra de sidste ugers resultater.

Det røde kabinet - læsertest

Med til denne lille politiske weekendstatus hører naturligvis at se på en måske kommende rød regering. I modsætning til VK-regeringen synes den røde blok nu nærmest hærdet af de mange tæsk, som den er blevet tildelt under alle årene med VKO. Hærdet i kamp i modsætning til Løkke og Espersen.

Sidstnævnte kan måske håbe på rød retræte, når ministerlisten optegnes for Thorning-Schmidts første regering. Eller kan de? Nu skal De, kære læser, være med til et lille eksperiment.

Gyser De, eller smiler De, nÃ¥r de læser følgende: statsminister Helle Thorning-Schmidt ( S), finansminister Henrik Sass Larsen ( S), justitsminister Morten Bødskov ( S), forsvarsminister John Dyrby Paulsen ( S), beskæftigelsesminister Carsten Hansen ( S), økonomi-og erhvervsminister Villy Søvndal ( SF), indenrigsminister Ole Sohn ( SF), udenrigsminister Mogens Lykketoft ( S) ( pÃ¥ den plads skal der næppe tages flere chancer), klimaminister Ida Auken ( SF), integrationsminister Astrid Kragh ( SF), miljøminister Anne Grethe Holmsgaard ( SF), kulturminister Holger K. Nielsen ( SF), undervisningsminister Steen Gade ( SF), sundhedsminister Sophie Hæstorp Andersen ( S), socialminister Mette Frederiksen ( S), udviklingsminister Noa Reddington ( S)… osv.

Gjorde læsningen ondt? Tilbage til oliekatastrofen i USA. Mon ikke Løkke - efter ugens begivenheder - gerne for en stund vil bytte job med BP’s topchef. Og fÃ¥ Obama pÃ¥ nakken snarere end de danske vælgere. Sandheden er, at det lige nu er svært at vurdere, hvem af de to som stÃ¥r med den største udfordring..

Alt godt

PEM