LO’s kritik af VKO-planen gør alliancen med S-SF blokken sÃ¥ tydelig, at det vil blive et afgørende punkt i valgkampen. Fra nu af vil VKO kunne rÃ¥be ‘ betonsocialisme’ efter Thorning-Schmidt, hver gang et fagforbund ytrer sig lidt for rødt. Børsting og co. skal nu gÃ¥ pÃ¥ samme line som Søvndal for ikke at skræmme midtervælgerne væk fra S-SF.

Man kan sige meget om LO’s formand, Harald Børsting, men bange af sig er han ikke.

Med sine klare protester over for regeringens hestekur har han lige sikret sig selv en hovedrolle i den kommende valgkamp.

S og SF vil slå på, at fagbevægelsen står bag dem. Og det er vigtigt, for den røde spareplan henter 15 milliarder kroner ved at øge arbejdstiden, og det sker kun, hvis Børsting viser velvilje i de programsatte trepartsforhandlinger.

PÃ¥ den anden side vil VKO-blokken fra nu af dæmonisere LO og Børsting i en grad, sÃ¥ man skulle tro, at vi var tilbage i 1950′ erne, hvor fagbevægelsen og Socialdemokraterne var to sider af samme mønt.

Men kan Børsting egentlig gøre andet? Og er det så unormalt, at fagbevægelsen reagerer, når der pludselig ændres markant i arbejdsmarkedspolitikken, uden at den inddrages? Nej, til begge spørgsmål.

Men det er ikke det samme, som at LO’s aktion vil hjælpe Thorning-Schmidt til magten i den sidste ende, idet Haralds støtte kan blive et ufrivilligt tveægget sværd for S-SF pÃ¥ valgdagen.

Medlemmerne skrider

Det handler om den planlagte forkortelse af dagpengeperioden længde fra fire til to år. Det er et kæmpe indgreb. Det handler om fradragsretten for fagligt kontingent. En af de største hellige køer i den del af verden.

Det handler om en flerdobling af den tid, som man skal arbejde for overhovedet at kunne få et klippekort til dagpenge.

Hvis LO og Børsting sidder tilbage med følelsen af at befinde sig i pausen mellem 12. og 13. omgang i en boksekamp mod Mikkel Kessler, kan det ikke undre.

Det er stærk kost. Og det hele er sket, uden at der har været holdt ét eneste møde med fagbevægelsen. Og det er Børstings fundamentale problem. Der har før været gennemført store justeringer af arbejdsmarkedslovgivningen. Men det er altid sket med LO på sidelinjen, eller ligefrem i en hovedrolle.

Børsting ved, at hvis der kan gennemføres den slags forringelser pÃ¥ Christiansborg, uden at fagbevægelsen kommer til orde, hvorfor i himlens navn skal man sÃ¥ være medlem af en fagforening? Hvad skal medlemmerne sÃ¥ med LO og forbundene andet end ved højstemte lejligheder at rose den ‘ danske model’? Børsting og hans venner i LO’s forretningsudvalg kan kun undgÃ¥ øget medlemsflugt, hvis de hyler og skriger over VKO’s seneste indgreb.

Den eneste, som er imod skrigeriet, er FOA-formand Dennis Kristensen, hvis medlemsbase er forholdsvis robust.

VKO’s indgreb er alvorligt for fagbevægelsen, fordi det udstiller dens manglende indflydelse, sÃ¥ selv det mindst engagerede fagforeningsmedlem kan se det. Derfor gik Børsting pÃ¥ alle tv-kanaler.

Med andre ord har fagbevægelsen slet ikke råd til at have fine fornemmelser, i forhold til om det er regeringen eller den røde blok, som de er sure på.

Vil S-SF gøre det samme? Eller vil de rulle VKO’s indgreb tilbage? Indtil nu har man talt sort. Ingen klare svar. Det tror da pokker med den mangel pÃ¥ arbejdskraft herhjemme, som tÃ¥rner sig op forude.

Til Børstings lettelse taler de røde talsmænd dog om at gennemføre en ny reform ved hjælp af trepartsforhandlinger. Og det er det centrale for LO. Inddragelse, deltagelse i lovgivningsprocessen, når det handler om deres medlemmers interesser. De medlemmer, som ikke forstår, at LO ikke får lov at sidde med ved bordet.

LO’s rolle i valgkampen

Det var altsÃ¥ klogt og rigtigt af Harald Børsting og gÃ¥ ud og markere sin store utilfredshed med regeringens indgreb. Om det var klogt ensidigt at støtte S-SF-planen ‘ Fair løsning’, kan diskuteres. Hævnen herfor kom som bekendt prompte med dagpengeindgrebet.

Netto kan Børsting se tilbage på at have placeret LO en del klarere i det politiske billede, end det nogensinde lykkedes hans forgænger Hans Jensen.

SpørgsmÃ¥let er sÃ¥, om det er godt for S-SF? Regeringen vil herfra sætte lighedstegn mellem S-SF og LO. Og pÃ¥ den mÃ¥de forsøge at fjerne indtrykket af et ‘ rødt frisk pust’ og i stedet fremmane et gammeldags, betonsocialdemokratisk regime. Vil det lykkes? Muligvis. Det afhænger nu bl. a. af fagbevægelsens ageren herfra.

De lyserøde vælgere bestemmer

Fra nu af skal Børsting, Poul Erik Skov Christensen ( 3F), Thorkild Jensen ( Dansk Metal) m. fl. gå på line i bedste Villy Søvndalstil og opføre sig som ultramoderne socialister.

Træder de ved siden af, dumper de ned i betonen, vil regeringen straks gøre det til Thorning-Schmidts problem.

Søvndal har bevæget sig mod højre og holdt balancen på linen. Hvad der har været helt afgørende for troværdigheden omkring S-SF-projektet.

Sandheden er, at S-lederen nu ikke kun er afhængig af Søvndals politiske boldøje, hun skal også kunne regne med Børsting og co. s politiske fingerspidsfornemmelse.

Det hele kan derfor stadig nå at ende godt for LO og skidt for Thorning-Schmidt, fordi det også ved næste valg bliver midtervælgerne, som afgør slaget. Og de er i bedste fald kun lyserøde.

Alt godt

PEM