Der er ingen tvivl om, at de 15 milliarder som S-SF skal finde i sÃ¥kaldte trepartsforhandlinger, er planen ‘Fair løsnings’ bÃ¥de stærkeste og svageste punkt. Og alle positive intentioner til trods er trepartsforhandlinger netop ‘forhandlinger’, hvor der skal gives og tages.

AltsÃ¥ et ‘gruppearbejde for slipseknuder’. Derfor svinger Thorning jernnæven.

Der er absolut ikke er nogen garantier for, at trepartsforhandlingerne når de femten milliarder uden truslen om lovgivning i baggrunden. Det er mange penge.

Thorning-Schmidts trussel om at slagte efterlønnen, hvis ikke arbejdsmarkedets parter leverer varen, er derfor helt nødvendig. Men der skal mere end efterlønnen til for at hente 15 milliarder.

De Radikale startede diskussionen om, hvorvidt man kan stole på, at fagbevægelsen kan levere 15 milliarder. S-lederen ved, at såfremt der skabes afgørende tvivl herom, skabes der tvivl om hele hendes økonomiske plan og dermed om, hvorvidt hun kan regere landet.

Derfor er hun tvunget til at true med lovgivning. Ikke for at please de radikale, men for at sikre sig, at fagbevægelsen ikke taler sig væk fra sit commitment. Det vil Børsting og co. ikke gøre med vilje, men de skal jo ud og sælge det glade budskab om at arbejde mere (sikkert uden fuld lønkompensation, hvis det store tal skal hentes, der er lidt usikkerhed herom, afhængig af hvordan man regner).

Og det er ikke kun et godt budskab til fagbevægelsens medlemmer. Læg hertil, at Thorning ikke kan holde til, at De Radikale hele tiden kan undre sig over, hvordan pengene skal komme ind frem til valgdagen. Det vil i den grad slÃ¥ skÃ¥r i S-SF offensiven, som lige nu handler om at sikre, at danskerne tror pÃ¥, at kvaliteten af den ‘rare røde plan’ er lige sÃ¥ høj som i den ‘onde blÃ¥ plan’.

Endelig skal det huskes, at det ikke alene er LO, men også arbejdsgiverne, som indgår i trepartsforhandlinger. Og at DA ikke er bundet op på samme måde. Og slet ikke er imod at afskaffe efterlønnen, tværtimod.

SÃ¥ truslen retter sig ensidigt mod arbejdstagerne.

Det gode ved meldingen er altså:

1) Thorning dokumenterer økonomisk seriøsitet frem for det modsatte, der havde været tilfældet, hvis hun lod det hele sejle i snik snak om 15 plus minus milliarder. Hendes plan står endnu.

2) Debatten kommer nu, hvor der ikke er valg, og derfor forsøger hun at undgå at snakke slagtning af efterløn i valgkampen.

3) De Radikale føler sig imødegÃ¥et. Det er de ikke vant til. En sjælden heldig sideeffekt fra S’s side.

Stopper debatten her? Nej da. Flere faglige ledere er allerede ude at være bekymret over pistolpolitikken fra S-lederens side. Risikoen er, at fagbevægelsens medlemmer pludselig mærker og forstår, hvad der er et givet faktum:

Uanset om det er Thorning eller Løkke som regerer efter næste valg, vil statsministeren være nødt til at gennemføre en stram og ubehagelig politik for at holde Danmark på sporet.

Er man i tvivl herom, ring til vismændene….

Og bare vent, såfremt Thorning står sikrere i forhold til at erobre Statsministeret, og truslen fra Løkke er gledet væk, vil fagbevægelsen automatisk i et stadig større omfang se Thorning som modparten.

Men Thorning må løbe risikoen for at blive afsløret som brutal, ellers taber hun alt seriøsitet. Derfor er hendes melding rettidig og hensigtsmæssig.

Og sÃ¥ en anden lille interessant observation: Det er hvad som skal ske NÃ…R (ikke hvis) hun bliver statsminister, som dansk politik lige nu handler om. Hvad statsministeren foretager sig, er lige nu ikke sÃ¥ vigtigt…

PEM