Den amerikanske general McChrystal lover bedring i den synligt pressede indsats i Afghanistan. Men hvis han tager fejl, og danske soldater bliver ved med at dø, alt imens folkestemningen vender, vil Thorning-Schmidt da bryde med regeringen for at vinde næste folketingsvalg? Svaret kan være ja.

‘Søndag sagde min mobil det kendte ‘biiib’. En sms. Et nyt klokketelegram var indløbet. Endnu en soldat er faldet i Afghanistan og fire kammerater sÃ¥ret.

Forfatteren Carsten Jensen er ikke den store tilhænger af krigen. Han mener, at forsvaret og regeringen kun har grund til at lyve om sagen. Filmen ‘ Armadillo’ er heller ikke ligefrem et forsvarsskrift for det, som de danske soldater foretager sig. Men interessant nok er der fortsat stor opbakning til krigen i Afghanistan. Det mÃ¥ undre.

For selv efter at præsident Obama har sendt yderligere tusinder af amerikanske soldater til Helmand, Kandahar m. v., er der kun meldinger om tilbagegang. Taleban er stærkere end ventet. Senest har den øverste amerikanske general i Afghanistan, McChrystal, udtalt, at situationen om et år vil være langt bedre. Det må man håbe, for ellers står ikke alene han og Obama med et problem.

Det gør de øvrige allierede ligeså. For som med den løbske olieboring ud for Louisiana synes de allierede at være ved at løbe tør for optioner til at vende situationen. For Løkke og Thorning-Schmidt kan Danmarks rolle i Afghanistan meget vel blive en af de afgørende politiske armlægninger op til næste valg, selv om de er enige lige nu.

Afghanistan - arven efter Fogh

Lad os lige repetere, hvorfor vi er i Afghanistan: Fordi en udvikling af landet i demokratisk retning - imod Taleban, forstås - er en gardering imod, at også Danmark rammes af terrorisme. Argumentet var tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens og var validt, dengang vi startede ud med krigen, men måske mere uldent i kanten nu.

Her på Rådhuspladsen, hvor disse linjer skrives, skal jeg eksempelvis uden om en hærdebred sikkerhedsvagt og adskillige døre, som kun kan åbnes med mit kodede kort, før jeg endelig lander på mit kontor. Det skyldes, at bygningen ligeså huser Morgenavisen Jyllands-Posten. Som bekendt planlagde terrorister uden for Chicago et attentat mod avisen. Terroristerne i Chicago var styret fra - ikke Afghanistan - men Pakistan. Resten af verden, uden for det land, som vi fører krig i, kan altså også bruges som rugekasse for islamiske terrorister, der vil bombe os i Danmark.

Men hvad så med Afghanistan? To muligheder.

1) Såfremt general McChrystal får ret, og det hele ser mere positivt ud om et år, vil Afghanistan næppe blive en indenrigspolitisk kampplads i Danmark. 2) Såfremt McChrystal ikke får ret, og danske soldater fortsat sendes hjem i kister, kan det blive en politisk varm kartoffel. Vi kigger nærmere på mulighed 2).

Den hollandske model?

Socialdemokraterne støtter op om Danmarks indsats i Afghanistan, som det ligger nu. Men traditionen for politisk enighed om at gå i krig røg, dengang vi gik i krig i Irak. Med andre ord er der et reelt politisk spillerum for at handle politisk i forhold til Danmarks indsats. Således også i Afghanistan, hvis situationen tilsiger det.

Til efteråret skal Helmand 2011-planen forhandles.

S-forhandler Lykketoft har allerede varslet krav om start på afgang. Og så er vi tilbage ved mulighed 2). Vil S-SF-ledelserne tage chancen og starte en krig med regeringen om Afghanistanpolitikken, såfremt der ikke kan spores fremgang i krigen? Det, som taler for, er bl. a., at krigen er endnu en ulykkelig sag, som statsminister Lars Løkke Rasmussen arvede fra sin forgænger.

Og alt, hvad der lugter af Anders Fogh Rasmussen, har ikke hidtil været til gavn for Løkke. Man behøver blot at nævne klimatopmødet.

Holland trækker som planlagt sine 2.000 tropper ud af den afghanske Uruzganprovins begyndende fra august. Argumentet er det simple, at Holland har gjort sit. Beslutningen har skabt massiv turbulens i hollandsk politik, men bundlinjen er, at der er plads til at mene noget andet end synspunktet om, at tilstedeværelsen skal fortsætte i det uendelige. Tilbage til Danmark.

Hvis S-SF-alliancen til næste Ã¥r, 4-6 mÃ¥neder før næste folketingsvalg, fornemmer, at der fortsat er kaos i Afghanistan, og at folkestemningen i Danmark er ved at vende, hvad sÃ¥? Thorning-Schmidt vil skulle tænke over to ting, inden hun bryder alliancen med VKO. For det første forholdet til USA. Danmark har været best in class længe og USA’s nærmeste ven. Men Danmark har ogsÃ¥ taget sin tørn og leveret flest ofre per indbygger. USA vil af den grund ikke kunne slÃ¥ hÃ¥nden af statsminister Thorning-Schmidt, hvis hun kommer til.

For det andet står alternativerne til at blive i Afghanistan ikke i kø. Vil man påtage sig ansvaret for, at Talebans barbari vender tilbage? Kvindeundertrykkelsen osv. Hollænderne mener godt, at de kan leve hermed, allerede nu. Den nye S-SF-regerings position kan eventuelt være, at Danmark har gjort sit, men vil genoverveje et fornyet engagement på et senere tidspunkt.

Det bliver ikke noget kønt syn, hvis flertallet bag den danske Afghanistanpolitik sprænges, men det vil være det mest populære.

Og alt vil blive brugt i den næste valgkamp, hvor bl. a. Thorning-Schmidts politiske liv står på spil. Nogen kan få den tanke, at det bedste vil være, om general McChrystal får ret i, at det hele går langt bedre om et år. Et standpunkt, som det kan være svært at være uenig i.

Alt godt

PEM