Heller ikke i EU flyver S-SF-planens tanker om at brænde flere penge af særlig højt. Men det bliver ikke de ventede krav fra EU om stramninger af finanspolitikken, der vil ændre rød/blå-magtbalancen.

På Finansministeriets hjemmeside reklameres kraftigt for den ventede henstilling fra EU-kommissionen om at stramme op på dansk økonomi i 2011-2013. Det kan man godt forstå.

Regeringens økonomiske hestekur er sÃ¥ uforstÃ¥eligt hÃ¥rd set med vælgernes øjne, at der er brug for alle tænkelige løfteraketter for at argumentere planen hjem. Og EU’s krav er et af dem.

Tre spørgsmål trænger sig på:

1) Er anbefalingen bestilt af Lars Løkke og Claus Hjort Frederiksen?

2) Er Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal nu i problemer?

3) Vil en strammere finanspolitisk koordination i EU ændre dansk politik?

Spørgsmål 1
Selvfølgelig er anbefalingen fra EU bestilt.

Naturligvis har man længe vidst, at EU ville begynde at interessere sig for finanspolitikken i medlemslandene, men det har været helt afgørende for regeringen, at man ikke én gang til i Bruxelles kom til at ‘bytte om pÃ¥ ordene’, som det skete for nogle uger siden.

Dengang gav kommissionens talsmand udtryk for, at Danmark ikke hører til de lande, der skal stramme op. Gennem den tætte kontakt til EU-kommissionen, som både sker på ministerplan og mellem regeringens og kommissionens embedsmænd, har det været uendelig let at sikre, at kravene fra EU præcis passer til Løkke og Hjorts omdiskuterede genopretningsplan.

Spørgsmål 2
Der kan være meget godt at sige om det synspunkt, at de af EU’s medlemslande, som kan undgÃ¥ at stramme op, ogsÃ¥ bør gøre det. For at holde opsvinget i gang.

Det er eksempelvis det amerikanske ønske til EU. Men i en tid, hvor ethvert tegn på manglende vilje til at overholde konvergenskriterierne ubarmhjertigt bliver testet af kapitalmarkederne, er der ikke mange regeringer, som tør gamble med økonomien.

Prisen for at være ‘lidt for venlig ved vælgerne’ kan blive uoverskuelig. Dette mantra gælder dog ikke for S-leder Thorning-Schmidt. Hun kan i opposition ‘fedte’ for vælgerne i næsten uhæmmet grad. Simpelthen fordi hun ikke sidder med ansvaret. Og det er, hvad hun gør med sine 15 milliarders øgede investeringer i offentlig infrastruktur, alt mens hun trods alt holder sig pÃ¥ den rigtige side af det, som kan forsvares fagøkonomisk.

For det bliver aldrig de 15 milliarder kroner, som udgør forskellen på, om Danmark klarer sig gennem krisen eller ej. Læg hertil, at det - hvis vi antager, at det er tordnende uklogt at brænde penge af, når underskuddet er gigantisk - reelt er umuligt for regeringen at dæmonisere S-SF-planens investeringskomponent over for vælgerne.

‘UdÃ¥den’ er simpelthen for uklar og for lille.

Den kolde analyse er, at EU’s krav ikke er den største trussel, som Thorning-Schmidt sÃ¥ langt har mødt pÃ¥ sin vej mod Statsministeriet.

Spørgsmål 3
Kun en tåbe frygter ikke finansmarkederne.

Hele EU-systemet har opført sig som en tåbe, indtil Grækenland kom i klemme. Sandheden er, at vækst- og stabilitetspagten har været grundigt sjoflet i årene, siden euroen blev indført. Underskuddene er rullet ind hos alt for mange lande i alt for mange år.

Og det er i fuld overensstemmelse med økonomisk teori, at slaphed i statsfinanserne koster på tilliden til hele landets økonomi.

Eller hele unionens økonomi.

En korrektion af den måde, hvorpå man sikrer, at eurolandene overholder kravene til orden i økonomien, er yderst tiltrængt, hvis man vil bevare tilliden til euroen, og hvis man vil sikre Europa en fremtid, der kan sammenlignes med den, Asien og USA går i møde.

De hÃ¥rdere krav til finanspolitikken vil give europaskeptikerne vind i sejlene. Herhjemme vil Dansk Folkeparti og Enhedslisten kunne hævde, at meget ondt kommer fra EU. Men den krigsskadeomkostning er tilhængerne nødt til at æde for at undgÃ¥ ‘nærkaos-situationer’ pÃ¥ samlebÃ¥nd.

Derfor vil EU’s stats og regeringschefer stramme kontrollen med eurolandene pÃ¥ deres møde i juli.

Nok kan regeringer præge EU’s ageren - hvad Danmarks regering naturligvis har udnyttet i den konkrete situation - men overordnet kan krisen, og EU’s samlede reaktion, blive euroens og unionens langsigtede redning.

Alt godt,

PEM