Fogh overreagerer vildt, når han kritiserer Danmark for at spare på det forkerte. Men det skyldes, at signalværdien af Danmarks besparelser – hvor små de end er – svækker ham i rollen som Nato generalsekretær. Og truer hans internationale karriere. For hvad kan han, hvis han ikke kan holde styr på sin egen ’hjemmebane’?

Fuldstændigt usædvanligt er Anders Fogh Rasmussen på besøg i dansk politik. Med en meget hård kritik af de danske forsvarspolitikeres overvejelser om at trække Danmark ud af NATO’s såkaldte ’Allied Ground surveillance’ projekt, forsøgte Fogh at presse regeringen til at finde andre områder at spare de 1,4 milliarder kroner, som forsvaret mangler.

Men den gik ikke. På trods af generalsekretærens opråb, stod Løkke fast og svang sparekniven.

Statsministerens faderopgør var en realitet. For Fogh er beslutningen tæt på katastrofal, idet enhver nu kan se, at han som generalsekretær ikke kan ’svinge sin gamle hjemmebane rundt’, i forhold til indsatsen i Afghanistan.

Et problem i forhold til indsatsen, men så sandelig også i forhold til Foghs egen karriere. Endelig er sparebeslutningen et lille signal om, at NATO og Afghanistan ikke længere er politisk hellig grund.

Løkke stod fast
Nok var det forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, der formelt førte forhandlingerne med partierne bag forsvarsforliget om at gennemføre de nødvendige besparelser. Beslutningen må – med Natos generalsekretær helt oppe i det violette felt – have udvidet luftvejene i statsministerens politisk forpinte krop.

Hvis Løkke har godtet sig fælt over muligheden for at gå imod sin forgænger, som svansede smilende ud af døren lige som regningen for klimaet, økonomien og krigen skulle betales, kan man ikke bebrejde ham. Det har været den yderst USA-venlige og Afghanistan-krigsivrige Anders Fogh Rasmussen, som har lagt linjen for Danmark.

En linje Løkke ikke har kunne ændre før nu.

På militærakademiet West Point gjorde USA’s præsident Obama den 25. november sidste år det klart, at USA’s tilbagetrækning starter om et års tid fra nu. I New York Times kunne man forleden læse en reportage, som må have givet både Obama og resten af Nato-parnasset nervøse trækninger.

Tilbagetrækningsdatoen, som skulle være et spark bag i til den lokale afghanske regering og en trussel til Taleban om at der nu bliver sat turbo på krigen, er måske endt helt modsat. Meget kan tyde på, at præsident Karzai, med NATO’s exit, glæder sig til at blive herre i eget hus.

Og Taleban, er tydeligvis ikke nær nedkæmpet som annonceret, men glæder sig blot til at få endnu bedre vilkår for krigsførelsen. Sagt lige ud: projektet i Afghanistan kører ikke på skinner. Presset stiger på både Løkke og Fogh.

Foghs karriere dingler
Vi starter med Fogh. Sagt lige ud, så må og skal han levere et positivt udfald i Afghanistan. Ikke personligt, men via alle de militære midler, som NATO stiller med.

Det må og skal være på Foghs ’vagt’, at udviklingen vender til det bedre, hvis ikke udsigten til flere internationale job skal forsvinde i det afghanske ørkenstøv.

Uden succes må den politisk fiffige dansker – efter endt tjeneste i Nato – pakke tasken og rejse hjem til Nærum. Hvilket til fulde forklarer, hvorfor Fogh (over-)reagerer i forhold til en sølle dansk besparelse på et perifert Natoprojekt.

Hele karmaen omkring indsatsen i Afghanistan er på spil. Hvis ikke generalsekretæren kan overbevise sit eget land om at holde fanen højt, hvad kan han så?

Hvad har han da at stå på, når han rejser rundt og forsøger at overtale alle andre Nato-lande til at holde indsatsen kørende? Og går der ’mudderskred’ i opbakningen, risikerer det at vende stemningen, og dermed vil USA og Storbritannien stå alene tilbage.

Løkke støtter naturligvis indsatsen i Afghanistan. Men på sin seneste tur til landet kunne han end ikke komme ud til den nu så berømte camp Armadillo. Det var for farligt.

At sælge den situation, som om at det går fremad, er umuligt for regeringschefen. Løkkes politiske boldøje svigtede ham nok i forbindelse med debatten om de økonomiske planer, men han skal jo være helt blind for ikke at fornemme, at krigen i Afghanistan næppe bliver en politisk sællert fremover.

Derfor stod han fast overfor Foghs bastante krav.

Løkke vil ikke trække Danmark ud eller hjem her og nu, men hans indenrigspolitiske interesser er simpelthen ved at diktere et nyt og mere forsigtigt optimistisk syn på Afghanistan. Godt hjulpet af oppositionens øgede krav om en exitdebat.

Løkke er tvunget til at indse, at Afghanistan også handler om en katastrofalt fraværende veteranpolitik (flere bor skandaløst i skovene, som var de ’Rambo’). Og om at stadig flere døde soldater, også kvindelige, sendes hjem.

Løkkes opgør med ’far’ handler om, at fredningen af Afghanistan, som politisk uangribelig, nu er ophævet. Og om at det langstrakte politisk pinagtige ’end-game’ er i gang både herhjemme og i USA.

Foghs internationale karriere eller ej.