Det er tid til finanslovsforhandlinger, og DF har fremlagt et rabiat udlændingeforslag, som bl.a. har den fordel, at vælgerne atter kan se forskel på VKO, men også på rød og blå blok. Og charmen ved nye regler på dette område er endvidere, at de ikke koster en trængt statskasse noget.

Igen i år er det lykkedes Pia Kjærsgaard, at sætte sig på den politiske (vi lader her Espersen og Thorning-Schmidt sagerne definere som personsager) sommerdagsorden.

Dansk Folkepartis (DF) udspil omkring udlændinge har fået alle automatreaktioner frem, hvilket er præcis det, som partiet søger.

At tro, at DF-lederen nu hældes ned af brættet af statsminister Lars Løkke Rasmussen er fejlagtig. Hun skal have sin skive af den kage, som fordeles i de forestående finanslovsforhandlinger, hvor udlændingespørgsmålet, mærkværdigvis, endnu engang ser ud til at blive inddraget.

Kjærsgaard kan ikke igen holde til at stå afpillet tilbage, som det eksempelvis skete i sagen om placeringen af et supersygehus i Midtjylland, hvor Kristian Thulesen Dahl, på sit partis vegne, først gravede sig meterdybt ned i et politisk hul, og bagefter opdagede, at Løkke trak stigen op. Nok får Kjærsgaard ikke det hele igennem, men noget, det får hun.

Udlændinge igen igen

Slaveanalysen i medierne i forhold til DF’s seneste udspil handler om, at nu har Kjærsgaard provokeret én gang for meget, og at det denne gang er en tand for langt ude, nÃ¥r hun kræver et forbud mod indvandring fra ikke-vestlige lande samt en forhøjelse af 24-Ã¥rs reglen til 28 Ã¥r.

Alle automatreaktioner har været i spil og mistanken om taktisk populistisk stemmefiskeri via ‘udlændingekortet’ er massiv i det politiske system.
Alt dette kan Kjærsgaard glæde sig over. Partiet har bevidst valgt at stramme op i en grad, der får enhver jordnær humanist til at snappe efter vejret. Sidste gang, at Dansk Folkeparti spillede ud med et udlændingeforslag var i marts måned.

I en aftale med VK-regeringen, indførtes bl.a. de nye regler om et pointsystem, hvorefter permanent opholdstilladelse nu tildeles efter optjente point, baseret på graden af integration. En aftale, der trods sin samlede stramhed blev en profileringsmæssig helkikser, idet den druknede i den økonomiske debat.

Belært heraf har DF denne gang præsenteret et antal forslag, som ingen kan overhøre, og som atter placerer partiet entydigt, som eneejer af udlændingedagsordenen. Alle andre end DF selv har slået korsets tegn.

Løkke må bide til bolle

Og dog. Flere mediers udlægning af, at statsministeren hældte forslaget rent ned af bordet var forkert. Løkke kan se fem fordele i DF’s forslag.

1) Der er givet stadig stemmer at hente i en klar profil på udlændingeområdet.

2) Udlændingepolitikken er et entydigt hjemmebaneemne for VKO-blokken, og når alle taler herom, bruges tiden ikke på at tale om den rædselsfulde økonomiske hestekur og de kommunale nedskæringer, som buldrer gennem landet i disse måneders budgetlægningsøvelser.

3) NÃ¥r DF markerer sig sÃ¥ ekstremt, giver det bÃ¥de V og K lejlighed til at differentiere sig fra Kjærsgaards politik, hvilke ligesÃ¥ differentierer VKO’s samlede politiske tilbud til vælgerne. Den opskrift har virket siden 2001. Den klare rollefordeling mellem de tre partier genetableres sÃ¥ at sige, efter en tid, hvor de er gÃ¥et i ét, idet de har skulle stÃ¥ sammen om den sÃ¥kaldte økonomiske ‘Genopretningsplan’.

4) Løkke begræder ikke, at det er i hans blok, at der nu er politiske ønsker, som ønsket om 28-års reglen. S og SF vil aldrig vil kunne følge trop, idet selv en Søvndal i sit mest regeringsivrige hjørne, nok må acceptere, at en enighed om 24-års reglen må ventes at være en maxgrænse for enigheden på den kant.

5) Udlændingepolitik koster ikke penge på finansloven, hvilket harmonerer med, at Løkke ikke har nogle penge – han har statsgæld.
Løkke kan ikke holde til at hælde Kjærsgaard rent ned af brættet.

Han kan ikke holde til at hans samarbejdspartnere til begge sider står afpillet, med Espersen frustreret over egen modgang og Kjærsgaard rasende over igen at blive hældt ned af brættet. Derfor åbnede Løkke for en drøftelse af at smidiggøre 24 års reglen, så nogle får et højere tal, andre et mindre.

Ingen aner hvor det ender, men ender det gør det. Og på en måde hvor Kjærsgaard kan notere sig en klar indflydelse på sit politiske favoritområde.