Medierne flyder lige nu over i en heksejagt pÃ¥ de sÃ¥kaldte ‘dovne politikere’. Og det er vel, som sÃ¥dan, o. k. Det er der brug for indimellem. Men der skal sondres skarpt mellem de forskellige politikerjob, hvad folkedomstolen oftest glemmer. En travl ministers arbejdsbyrde kan eksempelvis aldrig sammenlignes med arbejdsbyrden for en ordfører i opposition. Heller ikke, hvis ministeren gÃ¥r lidt ned i tempo…

Nogle gange er et politisk budskab ikke helt, hvad det giver sig ud for at være. Det kaldes spin. Statsrevisor Helge Adam Møller (K) klager over, at folketingsmedlemmer er dovne og hellere vil gøre sig til i pressen end sidde til udvalgsmøder i tinget. En velment bredside til de øvrige folkevalgte kolleger, skulle man mene, fra en erfaren parlamentariker.

Men ak, eftersom tyv tror, at hver mand stjæler, tror jeg, at den gode Helge Adam ikke er blind for, at netop denne bredside rent faktisk bringer ham - om ikke i tv - så i avis og internetspalter. Det er da elegant.

Men er politikerne grundlæggende for dovne, for sløve, for fraværende og for ligeglade med at udøve deres pligt i rigets tjeneste?

Som meget andet her i livet er svaret ikke helt ligetil. Folketingsarbejdets karakter er utroligt varierende og afhænger i høj grad af den rolle, som politikeren har.

Læg hertil, at samfundets - in casu mediernes - udvikling er politikerne nødt til halse efter, om de vil det eller ej, for at få deres vælgere i tale.

I disse uger foregår der, med udgangspunkt i Espersens og Thorning-Schmidts personsager, en moralsk oprydning/heksejagt på dovne og/eller anløbne folkevalgte.

Skal være lidt lad af natur

Kommer man først ned i mediekassen som en sløv og doven politiker, er det næsten umuligt at komme op igen. Det er frygtelig svært at gradbøje doven i den offentlige debat. Enten er man i Ekstra Bladets primitive gabestok, eller også er man det ikke. Præcis som udenrigsminister Lene Espersen har oplevet det gennem de seneste måneder. Og som ikke mindst europapolitikere har oplevet det før hende, når statistikken over deres mødedeltagelse i Europaparlamentet er blevet målt ud med jævne mellemrum.

Når folkedomstolen træder sammen, og udmålingen af straffen falder, er der tre forhold, som spiller ind.

1) De fleste vælgere ved ikke rigtig, hvad der er forskel på flittig og doven i det meget specielle job, det er at være folketingspolitiker. Passer man sit job lige så meget, når man twitter med sine vælgere, som når man studerer et udkast til ny lovtekst fra et ministerium?

2) Manglen pÃ¥ uigennemsigtighed for vælgerne kan udnyttes til at ’smøre’ pÃ¥ hos bÃ¥de pressen og de folkevalgte. En sløv folkevalgt kan længe være ret sløv, før pressen opdager det. Og pressen kan i avissalgsøjemed gøre en politiker langt mere doven, end den pÃ¥gældende er, uden at han eller hun kan trænge igennem med budskabet om det urimelige heri.

3) Det er ens vilkår for alle. Alle aktører i politik kender vilkårene og lever de - især toppolitikerne - et sløvt liv, løber de en større risiko for at komme i mediernes og dermed folkedomstolens unuancerede gabestok end dem, som ikke gør.

Som ved enhver domstol forekommer der justitsmord indimellem, hvad dommen over udenrigsministeren lugter fælt af. Bundlinjen er, at der er politikere, som besidder stillinger, hvor de knokler som gale, og der er politikere, som har stillinger, hvor man ligefrem skal være temmelig lad af natur for at kunne holde det ud. Og jo, det er også i politik normalt de mest arbejdsomme, som kommer til tops.

‘Knokleriets hierarki’ - 6 niveauer

Hvis man inddeler politikerne i grupper, efter hvor meget de arbejder, ser billedet således ud:

1) Topministrene arbejder langt mest.
Stats-og finansministeren er ekstremt hængt op. Faktisk også udenrigsministeren, men denne kan slappe mere af, fordi arbejdet sker uden for landets grænser (og aflyser man møder, falder arbejdspresset selvfølgelig markant). Det ministerium, som har en koalitionsleder som minister - som da Lene Espersen var økonomi-og erhvervsminister - arbejder ligeså en hel del.

2) ‘Mellemstore ministre’ med mellemstore ministerier. Undervisningsministeriet, Indenrigsministeriet, Transportministeriet og Skatteministeriet er blandt disse.

3) Formænd for de ledende oppositionspartier.
Normalt er der et vist krav til arbejdsevnen hos dem, som står forrest, idet de både dagligt skal udkæmpe kampen mod regeringen, udvikle politik og tage sig af baglandet.

4) ‘SmÃ¥ ministre’. AltsÃ¥ dem, som bestyrer de smÃ¥ ministerier, sÃ¥som Kulturministeriet (halvdagsjob), Kirkeministeriet og Videnskabsministeriet.

5) Politiske ordførere i oppositionspartierne.
Disse kan være meget aktive, hvad de var tidligere. Men i dag overlades meget af det hårde arbejde til deres partiformænd, fordi disse nemmere trænger igennem medierne.

6) Ordførere i oppositionen i almindelighed og hos regeringspartierne i særdeleshed.
At bestride disse poster kræver en meget stærk psyke og moral, idet der ikke er meget at se til. Arbejdsomme mennesker kan blive vanvittige af at bestride disse stillinger.

Den kolde analyse er, at det er vigtigt at forstÃ¥ naturen i de enkelte job i politik, nÃ¥r man tolker pressens gabestok. Espersen er mÃ¥ske doven sammenlignet med sine tidligere kolleger i jobbet, men vil fortsat være langt flittigere end utallige politikere lidt længere nede i ‘knokleriets hierarki’.

En nuance, der sjældent bliver plads til, når strafudmålingen ved folkedomstolen udføres.

Alt godt,

PEM