Man kan godt nok undre sig over den storstilede selvkritik, som i disse dage foregår i regeringspartiet Venstre. Fogh-æraen var alt for god ved den offentlige sektor. lyder kritikken. Jens Rohde og Christian Mejdahl (gruppeformand under Fogh) lægger navn til og statsministeren raser naturligvis over deres bidrag.

TÃ¥beligt af tre grunde

Kritikken fra Rohde og Mejdahl er – set med Løkkes øjne – tåbelig af mindst tre grunde. For det første er Fogh-æraen klart defineret som en økonomisk gylden periode før den globale finanskrise bragede løs.

Man gav skattelettelser, lod den offentlige sektor vokse og betalte gæld af på én gang. Hvor meget mere kan man ønske sig? At nedbryde det glansbillede er tindrende ubegavet.

For det andet vandt Venstre tre valg i træk på bl.a. den økonomiske fremgang. Det skete fordi Anders Fogh Rasmussen gik imod sit eget image som hulemand, fordi han klogt erkendte, at man kan ikke blive statsminister i Danmark, såfremt man vil nedlægge velfærdssamfundet.

Derfor er Rohde/Mejdahl kritikken sÃ¥re ubehagelig for Løkke, som i samme erkendelse altid hævder, at han ’stÃ¥r vagt om velfærdssamfundet’. Kritikken giver oppositionen mulighed for at beskrive Venstre som en ulv i fÃ¥reklæder, der grundlæggende vil skære i den offentlige service.
Og nu vi er ved oppositionen – for det tredje – i en tid hvor S-leder Thorning-Schmidt har hele rampelyset for sig selv med sin mands skattesag, flyttes projektøren nu mod egen uformåen.

Det er næsten altid dumt at kritisere sig selv i politik, med mindre man vil skifte standpunkt, men dels har krisen givet Løkke rigeligt alibi til at skifte til kriseøkonomi, og dels er det ekstra dumt, når den blå blok endelig står til at vende nedturen, at skabe frygt og rædsel blandt vælgerne for hvad man kan finde på i fremtiden omkring den offentlige service.

Positionering hvis Løkke taber?

At Jens Rohde hopper over på Søren Pinds liberale frontløberhold kan godt forklares. Løkke kan tabe næste valg og magttoget kører. Skal Rohde være populær i Venstres bagland, er snakken om en for stor offentlig sektor givet en rigtige melding. Præcis som Fogh gjorde, med sin snak om minimalstaten.

Og Mejdahl har tilsyneladende i tankerne, at verden skal huske ham som en ægte venstremand. Men kritikken fremstår kujonagtig, idet de ikke sagde fra i tide, dengang der var penge nok til det hele. Snarere burde de kritisere Fogh–regeringen for, af frygt for vælgerne, ikke at gennemføre de mange reformer, som i den grad mangler nu for sikre finansieringen af netop den offentlige sektor, som Rohde og Mejdahl mener er blevet for stor.