Ugen viste, at borgerkrigen i K er i udvikling. Og Espersens godt 6 procent af vælgerne lige nu er garantien for mere uro. Selv om Espersen køligt erkender sin situation, kan hun ikke længere kontrollere, hvad der sker i hendes parti. Og dermed er regeringen under pres trods sin fremgang.

Når K-leder Lene Espersen kigger ud ad sit vindue på 6. sal i Udenrigsministeriets fornemme ministerkontor, kan hun se en armada af krigsskibe. Men Espersens egen mulighed for at føre krig er noget ude af trit med de imponerende skibe i havnen.

Regeringsblokken har atter flertal i de seneste meningsmålinger, men Espersen og de konservative ligger historisk ringe. Den krig, som er begyndt at rase i partiet, udvander grundlaget for, at hun kan komme ud af elendigheden, og - endnu værre - at regeringens fremgang kan fortsætte.

VK vinder kun frem i popularitet, fordi Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, er kastet ud i sit livs krise i kølvandet på sin mands skattesag.

Intet, så langt øjet rækker, tyder på, at situationen bedres for Espersen, og dermed for regeringen.

Bliver Espersen kuppet?

Barometeret står igen på krig hos de konservative. De elendige meningsmålinger svækker Espersen, og alle hendes fjender står, med kulturminister Per Stig Møller i spidsen, i kø for at rokke båden.

Møllers såkaldte velmente råd om, at hun skal prioritere sin tid bedre, har i den grad båret ved til indtrykket af en Kleder, der har rod i arbejdsmoralen. Senest har vi hørt om et såkaldt oprør fra de lokale K-formænd, som går ud på at skubbe hende af pinden på det kommende landsråd i Aalborg 2. oktober.

Det skind bliver der ingen bukser af, idet der ikke findes relevante modkandidater til Espersen. Men kuprygterne destabiliserer partiet og udvisker Espersens mulighed for at rette skuden op, fordi hun ikke kan trænge igennem mediemuren med nye politiske initiativer.

De dårlige meningsmålinger vil herfra bidrage til stigende uro i folketingsgruppen, og hendes magt siver hurtigt både internt i regeringen, i den blå blok (over for Kjærsgaard) og naturligvis internt hos K.

Dødsspiralen er i gang.

Politik er ikke noget teselskab, og hun har på mange måder selv bragt sig i den uheldige situation. Hun leverede ikke den ventede vælgerfremgang, da hun kom til magten, og var af den grund et umådeligt let offer at gå løs på for både presse og interne fjender, da sagen om mødet i Arktisk Råd for alvor startede den nuværende nedtur.

Espersen har efter sin tilbagekomst fra ferie strammet bardunerne omkring sin person, i form af uddelegering af beslutningskompetence til Brian Mikkelsen og nedsættelsen af et tæskehold, der skal slå igen, når hun kritiseres. Dette er et klogt træk, men næppe nok, når meningsmålingerne lige nu viser, at næsten halvdelen af folketingsgruppen ikke genvælges.

Hvad skal VK-cheferne gøre?

Løkke og Espersen ved alt for godt, at skal de genvinde magten, skal de slå igennem med egne ideer og politiske resultater.

Nok er Thorning-Schmidts sag dem svært nådig, men de kan ikke basere sig på den alene. Og de har faktisk lagt planer for den kommende sæson. Det handler om, hvordan vi sikrer den økonomiske vækst i fremtiden, efter at krisen har toppet. Mildt sagt ikke en vælgersællert, men et forsøg på at fremstå ansvarlig i kølvandet på bl. a. forårets hestekur - Genopretningspakken.

Især Løkke tror oprigtigt på, at danskerne er snusfornuftige, og at de - som han ser det - kan skelne en populistisk opposition fra en seriøs regering.

Om vælgerne kan leve op til statsministerens tillid, skal man nok ikke spilde tid på at vurdere lige nu. For hans anstrengelser vil være forgæves, så længe hans partner i regeringen kæmper for sit eget og partiets liv.

Løkke kan godt klare et decimeret konservativt parti, men ikke et parti, som er i borgerkrig.

Hvad er Espersens, og dermed Løkkes, muligheder herfra? For det første må Espersen ikke herfra begå én eneste fejl frem til valget.
Hun må acceptere at deltage i diverse møder i udlandet, som ingen udenrigsminister før hende deltaget i. Simpelthen for ikke igen at blive kritiseret for sin dovenskab.

Derefter mÃ¥ hun sikre, at de fÃ¥ virkeligt aggressive partifæller pandes godt og grundigt ned af hendes tro løjtnanter, hvis der er flere tilbage. I erkendelse af, at det hende, som personligt udgør K’s problem, mÃ¥ hun udarbejde klare politiske mÃ¥lsætninger pÃ¥ sit udenrigspolitiske omrÃ¥de, som vælgerne kan forstÃ¥.

Målsætninger, som hun kan nå at indfri inden valget, og som kan lanceres, når og hvis der igen bliver mulighed for at tale politik for hendes vedkommende.

Endelig må hun væbne sig med tålmodighed.

For et år siden troede alle, at Lars Løkke ville surfe igennem et flot klimatopmøde, lande i dansk politik i januar og surfe videre med succes derfra.

Det gik mildt sagt ikke sådan.

Centralt for regeringens muligheder herfra bliver ligeså, om Løkke kan overtale Pia Kjærsgaard til at afstå fra fristelsen til at smadre K med spaden, når nu Espersen ligger ned. Det legendariske fjendskab mellem DF og K er ikke noget, som er let at håndtere.

Vil Kjærsgaard tænke VKO-blokken som en enhed? VK-regeringen er midt i et comeback efter S-SF’s succes i forÃ¥ret. Men den tiltagende krise i K kan forhindre den videre fremgang.

Dansk politik ligner fortsat en tenniskamp, hvor ingen af spillerne holder deres egen serv.

Alt godt,

PEM