Østeuropæiske arbejdere giver for tiden anledning til debat om reguleringen af løn på det danske arbejdsmarked. LO-formand Harald Børsting vil ikke afvise, at det i fremtiden kan blive nødvendigt med lovgivning på overenskomstområdet.

Debatten er ophedet, da »lovgivning« og »arbejdsmarked« ikke er to populære ord anvendt i samme sætning, hverken blandt fagfolk eller politikere.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) havde nær fÃ¥et kaffen galt i halsen, da hun forrige onsdag kunne læse i Ekstra Bladet at Børsting leger med tanken om at lovgive pÃ¥ overenskomstomrÃ¥det. Støjberg mener, at det vil bryde med det danske aftalesystem og at det svarer til helt at opgive gode danske arbejdsmarkedstraditioner. » … det er at kaste vrag pÃ¥ hundrede Ã¥rs historie pÃ¥ det danske arbejdsmarked,« siger hun.

Fra regeringens perspektiv altså ikke videre populært. Men Bøsting mener derimod, at det stigende antal østeuropæiske lønmodtagere og firmaer der trykker lønningerne, skaber behov for uprøvede metoder for at tackle de nye udfordringer.

Og her kommer den norske model i billedet. Læs bl.a. mere om denne i Ugebrevet A4.

I Norge ophæver lovgivere elementer af overenskomster til lov, og gør dem på den måde gældende for resten af branchen. Hvilket i følge arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen (FAOS) ikke er uden problemer. Han har undersøgt de norske erfaringer og kan berette om stor frustration og mange diskussioner med hensyn til almengørelse af lovgivning på ovenenskomstområdet.

Men ser vi ud i Europa, er lovgivning om mindsteløn i højere grad reglen end undtagelsen. Enten i form af egentlig lov om mindsteløn eller almengyldige overenskomster. Faktisk er det kun Danmark og Sverige, der ikke har enten lov om mindsteløn eller lovgivning, der kan gøre kollektive overenskomster almengyldige.

Hvis lovgivning – hvorfor så fagforening?

Med i overvejelserne skal man også have det stadigt faldende medlemstal i den danske fagbevægelse. Læs her min tidligere analyse af uroen i LO og hvordan medlemsflugten fra fagforeningen presser Børsting.

Spørgsmålet for Børsting er, om lovgivning på området vil svække vores incitament til at lade os organisere – hvis loven alligevel bestemmer den løn vi skal have?
Hvis arbejdsmarkedets parter ikke i så høj grad som nu kommer til at styre forholdene på arbejdsmarkedet, vil fagbevægelsen så gå hen og miste den opbakning, den har i befolkningen?

Haralds timing

»Det spørgsmål, som Harald Børsting rejser, er vel, om vi for at bevare noget, som vi synes er godt, måske er nødt til at justere nogle ting for at tilpasse det virkeligheden,« påpeger Søren Kaj Andersen.
Men hvorfor rejser Harald spørgsmålet netop nu? Resultaterne af forårets overenskomstforhandlinger, der netop handler om løndumping, har endnu ikke haft lov til at virke. Endvidere kender vi ikke problemets reelle omfang. Vi mangler viden på området, før vi giver os i lag med et så gennemgribende brud på hidtil håndholdte principper på arbejdsmarkedet, som lovgivning vil være.

Man forstår i og for sig godt, hvorfor Støjberg fik kaffen galt i halsen.

Timingen skal dog ikke fjerne opmærksomheden fra, at det er en relevant diskussion. Vi bliver, med Haralds ord, nødt til at finde ud af, hvordan vi kan imødegå det problem, at der sker løndumping på det danske arbejdsmarked.

Skal vi bløde op og åbne for politisk indblanding i overenskomstforhold, efter norsk model? Skal lovgiverne til at blande sig i overenskomster eller er det til stadighed en opgave kun for arbejdsmarkedets parter?

Alt godt,

PEM