LO har præciseret, hvordan S-SF-planen ‘Fair løsning’s hÃ¥rdt kritiserede trepartselement bliver til virkelighed. Det styrker Thorning og Søvndal i debatten. Men det er næppe nok, og presset for endnu mere afklaring vil bare stige og stige.

SpørgsmÃ¥l: HvornÃ¥r stopper kritikken af S-SF-planen ‘Fair løsning’? Svar: Aldrig.

LO kom i fredags de trængte oppositionspartier - S-SF - til undsætning med et bud pÃ¥ en yderligere præcisering af, hvordan en kommende trepartsforhandling ender med at skrabe de famøse 15 milliarder sammen, som Thorning-Schmidt og Søvndal gÃ¥r til valg pÃ¥. LO’s oplæg er jo - alt andet lige - en god nyhed for ikke mindst Thorning-Schmidt, som i denne tid har brug for al den opbakning, hun kan finde. Men nÃ¥r det er nævnt, svømmer lederne fra S og SF lige nu rundt i en politisk gylletank af værste kaliber og har svært ved at komme op af den af mindst fem følgende grunde:.

1) LO vil regulere adfærd

Egentlig er denne skribent ikke urolig for, at LO’s plan kan blive til virkelighed, men var jeg folkevalgt i den blÃ¥ blok, ville intet være lettere end at mistænkeliggøre de enkelte forslag. LO’s forslag er i et stort omfang indtægter, som følger af ændret adfærd, og den slags indtægter er langt mindre sikre end konkrete besparelser.

Forslagene ‘Flere pÃ¥ fuld tid i det offentlige’, ‘5. ferieuge kan udbetales’, ‘Frivilligt øget arbejdstid’, skal eksempelvis hente fem milliarder. Den blÃ¥ blok vil kunne pÃ¥pege, at der her mere er tale om tro - som i kirken - end kolde danske kontanter i banken. Og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har været helt oppe i det violette felt.

2) Et bud - ikke et resultat

LO’s forslag er i sagens natur et bud/gæt/skitse - kald det, hvad man vil. Den egentlige forhandling skal først gennemføres efter et valg med statsminister Thorning-Schmidt for bordenden.
Derfor er det sagligt set urimeligt at kritisere S og SF, nÃ¥r hele fagbevægelsen har lagt hovedet pÃ¥ blokken og erklæret, at den leverer de 15 milliarder. Men ‘rimelighed’ er ikke gangbar mønt, nÃ¥r det handler om den afgørende strid om magten, og LO’s garanti vil blive dæmoniseret herfra.

3) Thornings aura er væk

Pressemødet efter denne uges sommergruppemøde i S viste, at skattesagen har gjort skade på mange planer. En af de største skader er S-lederens tab af den aura, som man automatisk får, når man står til at blive statsminister. Gennem foråret faldt antallet af kritiske spørgsmål til S og SF i takt med, at deres selvtillid voksede om kap med de sprudlende meningsmålinger.

Sådan har det altid været.

Pressen løber altid efter det sårede dyr i flokken. Vi så det med Anders Fogh Rasmussen (V), der i sin suveræne statsministertid undgik mange kritiske spørgsmål. Og omvendt med Løkke (V), som i foråret, efter det mindre vellykkede klimatopmøde, måtte lide den tort at blive krydsforhørt, hver gang han mødte pressen.

Thorning-Schmidt vil skulle svare pÃ¥ ‘hvis og hvis-spørgsmÃ¥l’, indtil hun atter ligner en kommende statsminister.

4) LO-beskyttelse skal holde et Ã¥r LO’s præciseringer skal yde S-SF beskyttelse i debatten i mere end et Ã¥r, hvor valget senest skal udskrives. Det kan de ikke. Det tryk, som S-SF-ledelsen lige nu er under, svarer til det, som salig Sadam Husseins Republikanske Garde mÃ¥tte mærke under den første Golfkrig, hvor de amerikanske bomber hamrede ned over deres beskyttelsesrum i dage og uger.

Min prognose er, at de inden for kort tid må udkomme med yderligere betryggelse af vælgerne omkring troværdigheden af planen.

5) En fordel at være i opposition?

Normalt er det en fordel at være i opposition, alene af den grund, at kravet til præcisionen i den økonomiske politik ikke er stort, fordi man ikke har magten og ansvaret. Og fordi enhver opposition bruger det meste af tiden pÃ¥ at kritisere regeringen. Løkke har fÃ¥et mange tæsk for sin ‘Genopretningsplan’, og vælgerne er næppe begejstrede fortsat. Men med udmøntningen af hestekuren kombineret med Thorning-Schmidts personlige nedtur, hvor hun har mistet noget af sin ‘jeg bliver snart statsminister-aura’, kan regeringen udnytte forskellen mellem sin meget konkrete plan og ‘ Fair løsning’s - af gode grunde, se punkt 2) - mindre konkrete elementer.

Det er, for at sige det ligeud, et svineheld for Løkke, at hans hestekur ligefrem kan bruges offensivt.
Status er lige nu, at LO’s bidrag - som ogsÃ¥ er i LO’s interesse - er et nyttigt bidrag for den røde blok. Men det er ikke nok til at klare debatten frem til valget.

Sagligt set er det måske ikke helt rimeligt, for målt med historiens alen kan man ikke forlange mere af oppositionen.

Men sådan er politik.

Alt godt,

PEM