Det er klynkeri og en utidig trang til at piske en stemning op, når alle taler om en blodig valgkamp. Skal en valgkamp være blodig? Næ, det interessante er snarere, at kun Søvndal og Kjærsgaard kan siges at være sikre overlevere på lederposten i deres parti efter næste valg.

‘Det bliver en blodig valgkamp’.

Man hører det igen og igen.

Men hvad betyder det? At det bliver personfikseret? Hvornår har en valgkamp ikke været det? At det bliver på alle tænkelige medieplatforme, døgnet rundt? Tja, intet nyt her heller. Denne gang kommer Facebook og nettet måske for alvor i spil? Nej, det blodigste ved valget består i, at en række partiledere ryger ud af politik eller ud til en mere anonym tilværelse, såfremt de taber. Lad og se på dem.

Lars Løkke Rasmussen (V)

Statsministeren kæmper mildt sagt med at komme tilbage i kampen efter en total nedtur i foråret som følge af en økonomisk plan, der er særdeles ambitiøs målt med andre landes ihærdighed.
Eksempelvis Frankrig, som skyder efter at komme under 6 procent af BNP i underskud på de offentlige finanser. Løkke må og skal pinedød under de tre procent.

Han er ansvarlig, men måske så meget, at han har tabt vælgerne? Omvendt vil tiden udviske vælgernes indtryk af hans Genopretningsplan, hvis økonomien arter sig. Taber Løkke stort til S-leder Thorning-Schmidt kan han ikke overbevise sit parti om, at han kan banke hende næste gang. Da må han gå som formand. Taber han snævert, får han en chance mere.

Helle Thorning-Schmidt (S)

Gemalens skattesag lurer - og truer. Dette ligger fast, selv om gruppen af ’sympatisk naive’ politiske iagttageremed lidt flakkende blikke forsøger at tale sagen ned med en vedholdende kritik af dagbladet B. T.s journalistik og kommentatorer som undertegnede. Og fÃ¥r gemalen en blank pÃ¥tegning (hvad det sÃ¥ er?) fra Skat, taler nogen for, at hun vil blive bÃ¥ret frem af en ny velvilje, som bunder i, at det var en unfair behandling af ‘Helle’.

Jeg køber hverken det ene eller det andet. Vælgerne har opdaget, at hun gav forskellige udgaver af sin mands tilknytning til Danmark. Det ville mange af os nok gøre, men kun de færreste af os skal være statsministre. Vi kender endnu ikke vælgernes endelige dom. Grundlæggende er S-SF-alternativet i medvind, fordi Løkke er i modvind.
Taber Thorning-Schmidt valget, må hun gå, og Nick Hækkerup og Nicolai Wammen må slås om ledelsen af partiet.

Lene Espersen (K)

Espersen er hårdt såret og har ikke et klart bud på konservativ politik. Hun har svinget rundt imellem skattelettelser og det private erhvervsliv, hårdere kurs mod udlændinge og at gøre noget mere for de offentligt ansatte. Hun har efter ti år som minister ikke mere i banken, end at hendes troværdighed går fløjten, fordi hun blev væk fra et par møder. Noget, der næppe ville overgå en Mogens Lykketoft.

Espersen er dog ikke helt færdig, og tiden er den vigtigste faktor i hendes politiske helbredelse, samt det faktum at der reelt ikke er andre i K, som kan løfte opgaven efter hende. Taber VK-regeringen magten, og K lander på under ti procent, må hun dog gå. Barfoed og Brian Mikkelsen må da gøre boet og magten op imellem sig, men ingen af dem udgør lovende kandidater. K vil være i permanent lederkrise.

Villy Søvndal (SF)

Kigger man på dåbsattesten blandt partilederne, er Søvndal den sikreste pensionist efter næste valg. Men reelt er Søvndal den eneste, der kan sove trygt om natten. SF går stensikkert frem med 2-5 procent, og det køber ham endnu en periode. Læg hertil, at han har tegnet en ny politisk linje for sit parti, som er mere midtsøgende og borgerlig. Søvndal bliver.

Margrethe Vestager (R)

Lad det være sagt straks, Vestager er det eneste seriøse bud på en leder af Det Radikale Venstre. Resten er enten for grønne eller for gamle. Hun har nu cementeret sit parti på omkring 5 procent, hvilket er so so. Ender hun på under fem procent, og Thorning-Schmidt bliver statsminister, vil hun være fristet til at pakke sit nederlag ind i to ministerposter i en S-SF-R-regering.

Pia Kjærsgaard (DF)

Kjærsgaard bliver uanset hvad. Hvis hun ønsker det. Men spørgsmålet er, om ikke hun skifter Kristian Thulesen Dahl ind på pladsen, hvis S-SF vinder regeringsmagten.

For da ligger der et langt sejt træk forude.

Anders Samuelsen (LA)

Det er nemt nok. Kommer Liberal Alliance ind, styrer Samuelsen imod mindst én periode som leder af partiet. Kommer de ikke ind, lukker han biksen. LA’s succes er endnu ikke ‘i banken’.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL)

Overlever partiet i Folketinget, overlever Johanne som leder. SÃ¥ enkelt er det.

Det bliver et skæbnevalg for mange partiledere og dermed deres partier. Og det er altid en joker, at formandsposten er i spil ved et valg, idet ambitiøse arvtagere potentielt kan blive fristet til at skubbe på en negativ udvikling som led i en magtkamp om fremtiden. Og så bliver det for alvor blodigt.

Alt godt,

PEM