Kombinationen af en faldende opbakning, en krig, der kræver stadig flere ofre (stadig større flagdage), og fraværet af en ‘happy end’ i bare et Irakformat, tvinger Løkke til at overveje en kursændring i Afghanistan. Lader han stÃ¥ til, vil han fremstÃ¥ svag og handlingslammet, og det vil ramme ham i en tæt valgkamp.

Flagdagen for veteranerne fra krigen i Afghanistan blev behørigt fejret i søndags med taler på Christiansborgs Slotsplads og en mindegudstjeneste med statsministeren på prædikestolen.

Kynisk betragtet en god politisk spinmulighed, som dog mindskes af, at opbakningen til krigen mindskes dag for dag. Politikerne mÃ¥ med ubehag - som vælgerne tydeligvis har gjort - stille sig selv spørgsmÃ¥let om, hvad der skal ske, hvis der ikke findes en ‘happy end’ a la Irak til krigen i ørkenlandet.

Vi lever stadig efter Anders Foghs mantra om, at krigen i Afghanistan er til for at forhindre terror herhjemme, men Fogh er nu væk sammen med det meste af befolkningens opbakning. Økonomien har krævet sit, men meget snart kan krigen blive det næste punkt, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) skal testes som statsminister. Kan han operere effektivt politisk, skære igennem og træffe svære beslutninger imod Storbritanniens og USA’s ønsker?

Situationen i Afghanistan er ved at eksplodere mellem hænderne på statsministeren.

Sidste krampetrækninger..

Forleden dag kunne man læse i et dagblad, at udenrigsminister Lene Espersen (K) mener, at vi i denne tid er vidne til Talebans sidste krampetrækninger. Samme dag trådte den øverstbefalende amerikanske general i Afghanistan - Irakhelten - David Petraeus frem på tv og talte om, hvor svært Nato-alliancen har det i kampene mod Taleban i den grønne zone. Og generalen mener, at der er lang vej endnu.

Udenrigsministerens udtalelse fremstår som et lidt ubehjælpeligt forsøg på at få vand til at løbe opad. Der foreligger ikke nogen overbevisende dokumentation for, at Taleban er ved at give op, endsige at de ligger med deres sidste krampetrækninger.

Hvorfor er dette vigtigt? Det er vigtigt af blandt andet følgende grund: Når den danske befolkning tjekker ud på vores indsats i Afghanistan, rammer det regeringen, medmindre den agerer i tide og enten trækker vores tropper ud eller kan sandsynliggøre, at der fortsat er en troværdig vej til en happy end. Det sidste er ikke i sigte, hvorfor Løkke må handle nu.

Politikernes mantra

Da Nato’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, gæstede Danmark forleden, mÃ¥tte han (og ikke Løkke) pÃ¥ pressemødet præcisere, at vi ikke skal forlade Afghanistan i 2015 - som briterne vist lidt uklart har antydet - men skifte til en anden, mere rÃ¥dgivende rolle. Og det endda kun sÃ¥fremt det er lykkedes for den afghanske hær og politi at stÃ¥ for sikkerheden.

Det var tydeligt, at Fogh, der selv trak os ud af Irak over natten, ikke længere skal vælges i Danmark. Men det skal manden, der stod ved siden af ham på pressemødet, til gengæld. Løkke må nu iagttage, hvordan opbakningen til krigen er faldet. Og på søndagens vemodige flagdag må det have stået ekstra klart for ham, at det ekstraordinære offer, som

Danmark hidtil har ydet i form af døde og sårede soldater, langt hen ad vejen har bygget på en opbakning til krigen og på, at Fogh som statsminister har brugt sin værdipolitiske pondus på at sikre missionen.

Men Løkkes pondus er ikke, hvad Foghs var. Vi kommer stadig længere væk fra den begivenhed - 11. september 2001 - som udløste begrundelsen for krigen. Og Løkke er langtfra nogen værdikriger som sin forgænger.

Guderne skal vide, at det er hårdt for en statsminister at sende unge mænd og kvinder i krig, ikke mindst når opbakningen er begrænset. For nylig skulle den tidligere britiske premierminister Tony Blair signere sin nye bog i en boghandel i Irland, hvilket skete under et bombardement af rådne æg og krav om, at han skal stilles for en domstol og dømmes som massemorder, fordi han lod briterne gå i krig i Irak.

Og præsident Obama skal inden for et par måneder revurdere sin ellers nagelfaste afghanske strategi om at forlade Afghanistan fra 2011. Kan Løkke i lyset af den udvikling køre helt frem til valget uden at handle og hvis nej, hvad skal han da gøre?

Løkkes muligheder

Krigen i Afghanistan er en politisk mulighed for Løkke, men også en kæmpe risiko.

Det sidste, fordi den kan få ham til at ligne en svag regeringschef, der stadig sidder fast i Foghs skygge og ikke tør agere på den internationale scene - især over for USA. En politisk mulighed, fordi han vil styrke sin politiske profil ved at få Danmark bugseret ind i en ny rolle, nu da folkestemningen er vendt.

Fraværet af en ‘Irakløsning’, der naturligt ender Danmarks deltagelse i krigen, tvinger Løkke til at tænke over en ny dansk position. Han har to muligheder: 1) Han kan slet og ret - som Holland - erklære, at Danmark nu har taget sin del af slæbet.
Det vil han næppe turde.

2) Han kan definere et andet exitpunkt end det nuværende, at ‘vi gÃ¥r, nÃ¥r afghanerne selv kan stÃ¥ for sikkerheden’. Et nyt exitpunkt, uafhængigt af briterne, som han ved, at vi rammer snart, og som kan være anledningen til, at Danmarks rolle i landet skifter. Det vil være en klassisk politisk metode, hvormed man simpelthen definerer sig ud af et problem.

Løkke skal handle nu, hvis han vil undgå at fremstå som en svag statsminister. Og risikere at tabe en tæt valgkamp på grund af Afghanistan.

Alt godt,

PEM