DF’s landsmøde er igen en succes. Men der er skyer i horisonten som aldrig før.

NÃ¥r Pia Kjærsgaard i denne weekend afvikler sit landsmøde i Dansk Folkeparti, mÃ¥ det være i den hidtil mest bekymrende stemning, som partiet endnu har befundet sig i under VKO’s regeringsperiode siden 2001.

Det er med andre ord ikke sjovt at være Pia lige nu.

Sagen er nemlig den, at alt andet lige er chancerne for at fortsætte som støtteparti til en VK-regering blevet en del mindre, efter at Anders Fogh Rasmussen forlod dansk politik. Selv en anskudt S-leder har ikke kunnet levere meningsmålinger, som sikrer regerings-flertallets genvalg. Kjærsgaard ved, at et liv i opposition er et nyt usikkert liv, hvor adgangen til magten er væk, hvilket har været nøglen til partiets synlighed og succes.

Landsmødet skal nok blive den sædvanlige succes. Dansk Folkeparti vil især glæde sig over, at selv svenskerne nu har ’so ein Ding’ som dem. Stuerenheden kan næppe blive mere manifest.

Men nøgternt betragtet er der sorte skyer forude. Lad os se på dem.

Løkke sælger ikke billetter

Den nu afklarede skattesag, som S-leder Thorning-Schmidt har måttet slås med over sommeren, har ikke skabt et flertal til VKO. Jo, de er kommet tilbage i politik efter at have været begravet i juni, men det må bekymre, at opbakningen til regeringen, som har taget ansvar og i egen optik gjort det nødvendige i forhold til økonomien, ikke høster fremgang.

Og det er ikke kun S-lederens sag, der har presset S-SF alternativet. Troen på deres 12 minutter som et mirakelmiddel er i aftagende. Og de radikale er i limbo og totalt imod. Alligevel fører den røde blok. Det fortæller Kjærsgaard, at Løkke ikke trækker nok kunder ind i butikken, eller sagt på en anden måde, politikken og manden betyder, at han fravælges i et skræmmende omfang til fordel for de røde.

Der er ingen tvivl om, at DF-ledelsen vil høste store bifald for at kræve regeringsdeltagelse.

Men det er da også det eneste, som Kjærsgaard kan se frem til af positive udfald.

Ikke mindst de konservative vælgere flygter til den røde blok ved tanken om, at Kjærsgaard skal køre i lang sort ministerbil.

Hvorfor Løkke naturligvis har takket nej. Kjærsgaard selv kan godt se problemerne med sit krav. Dels er det umuligt for hende at sætte hårdt mod hårdt over for Løkke, når han siger nej.

Hvad skal hun true med? At vælte regeringen? Næppe.

Behov for barnlig anerkendelse

Og hvad er logikken i at gå ind i en regering, hvis det fuldstændigt overlader al medieopmærksomheden til Liberal Alliance efter et valg, hvor deres få stemmer skal sikre flertallet? Kjærsgaards krav om regeringsdeltagelse lyder - atypisk for DF - som ren politisk forfængelighed og behov for barnlig anerkendelse.

Ikke at der er noget galt med at ønske sig ministerindflydelse, men mere magt eller opmærksomhed omkring partiet får hun altså ikke.

Der er cirka et år til næste valg. Og VKO har brugt alle de politiske ideer, som der nu engang har været i værktøjskassen.

De kan ikke vifte vælgerne om næsen med nye skattelettelser. Det er der ikke råd til. De kan ikke nå at fremlægge spændstige planer på retsområdet, uddannelsesområdet eller andre centrale områder, som måske kan trække nye vælgere til.

Enhver løsning kræver et problem, og ethvert problem har efter ti år i regering kun én ansvarshavende, VKO-flertallet. Så det er svært at lægge en ny politik frem uden samtidig at indrømme tidligere forsømmelser.

Derfor må Løkke fokusere på at løse et problem, som han kan sige kommer udefra - økonomien. Jagten på økonomisk vækst er gået ind, men det bliver aldrig Kjærsgaards centrale politiske metier. Og hun er klog nok til at forstå, at økonomisk vækst forventer enhver vælger, at enhver regering kæmper for, hvilket betyder få ekstra stemmer i det emne.

Når Kjærsgaard således går rundt og hyggesnakker med de DF-delegerede, kan hun ikke undgå at føle sig en smule som Karius og Baktus, der længe nød livet i strømmen af søde sager, men frygtede så grueligt for deres fremtid, da drengen Jens begyndte at børste tænder.

Spotlys på udlændinge og terror

Kjærsgaard vil nødvendigvis komme til den erkendelse, at hun kun kan gøre sin del af arbejdet så godt som muligt og håbe på, at økonomien retter sig sammen med statsministerens popularitet og de konservatives formkurve i almindelighed.

Og nÃ¥r Kjærsgaard og co. skal gøre det, som de er bedst til, falder spotlyset pÃ¥ udlændinge og terror. Derfor undrer det ikke, at DF’s finanslovsforslag, i en grad som aldrig før, handler om stramninger af udlændingelovgivningen, og vi har næppe set det sidste forslag i kølvandet pÃ¥ den aktuelle terrorsag. Om det er nok til at ’skaffe mere wienerbrød’, fÃ¥r vi svaret pÃ¥ om cirka et Ã¥r.

Alt godt,

PEM