Løkke ser ud til at beholde Statsministeriet. Men Samuelsens friske spidskandidater kan nå at gøre megen skade.

Hvis statsministeren og hans regeringsfæller hang noget med skuffen, efter at skattesagen mod den Socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt, blev lagt i graven, livede de gevaldigt op i går, da de hørte om dagens meningsmåling.

At regeringen atter sidder på flertallet, vidner dels om, at Løkkes hestekur måske er ved at glide lidt i baggrunden, og dels om, at Thorning-Schmidts skattesag alligevel ikke er helt glemt.

Målingen gør det en anelse mere interessant at beskæftige sig med Liberal Alliances friske forsyning af spidskandidater til næste valg, som har det til fælles, at de intet aner om politik.

Løkke i baronens seng

Dagens måling kommer totalt bag på regeringen, men det spiller ingen rolle.
Den er for statsministeren den smukkeste baggrundsmusik til weekendens Socialdemokratiske kongres i Aalborg.

Dér, hvor S-leder Thorning-Schmidt endnu engang skal lade sig fejre som en kommende statsminister, vil der nu igen liste sig en tvivl ind om, hvorvidt hun kan levere varen.

I S-ledelsen er man ikke mere naive, end at man imødeser et stenhårdt forløb i næste valgkamp.

Men det er helt afgørende, at de menige partisoldater tror på Thorning-Schmidts muligheder. Målingen er overraskende positiv mod regeringen, men det, den socialdemokratiske top kan frygte, er, at det er den første meningsmåling i en lang rækkeaf målinger, der alle markerer en VK-fremgang.

En serie regeringsvenlige mÃ¥linger kan fÃ¥ opbakningen og troen pÃ¥ Thorning-Schmidts projekt til at smuldre hurtigere, end hun kan nÃ¥ at udtale ordet ‘velfærd’.
Og skal man pege på to årsager til den blå bloks fremgang, er det den stadig længere afstand, som tiden lægger til Genopretningspakken.
Samt det forhold, at mange vælgere mener - rimeligt eller ej - at Thorning-Schmidt og hendes mand har ‘ondt i skatten’.

Endnu værre for de røde er naturligvis nyheden om, at Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard har 16,9 procent af stemmerne. Det beviser, at udlændingepolitikken fortsat er en stor faktor i dansk politik.

Pia Kjærsgaard har fremlagt et aggressivt finanslovsudspil, som sætter tykke hegnspæle ned omkring en 28-års regel, syv års ophold, før man kan få en krone ud af den danske statskasse, og mere i den retning.

Samtidig har Kjærsgaard som ventet udfordret det samlede svenske politiske parnas med sit glødende forsvar for Sverigedemokraterna.
En platform støbt i guld for Dansk Folkeparti. Og det har altså virket. Og vil også virke i en kommende valgkamp.

En dobbelt Jørgen Poulsen?

Midt i begejstringen over fremgangen må statsministeren imidlertid notere sig et forøget trusselsbillede i retning af hans kommende støtteparti, Liberal Alliance.

For ikke så længe siden spiste jeg en herlig frokost med partiets Simon Emil Ammitzbøll. Ved den lejlighed bedyrede han, at der var spændende kandidater på vej i Liberal Alliance.

Simon fik ret. De nye spidskandidater er en blanding af kendte og mediepersoner.
Det fælles træk er helt enkelt, at ingen af dem har erfaring med politik.

SÃ¥ Samuelsen og Ammitzbøll bliver ikke udfordret politisk. Men til gengæld er der lagt i ovnen til en ny ‘Jørgen Poulsen’, som i sidste valgkamp ikke alene ødelagde sit eget renommé, men ogsÃ¥ bidrog til at ødelægge partiet Ny Alliances.

Ole Birk Olesen har nok i høj grad fÃ¥et taletid i diverse elektroniske medier, fordi de tørster efter ‘lidt fræk debat i studiet’.
Joakim B. Olsen er god til kuglestød og dans. Men partiejer Samuelsen mÃ¥tte i gÃ¥r rykke ud og forklare, at han ikke var blevet valgt, fordi han var kendt fra ‘Vild med dans’. Sandheden er, at sÃ¥fremt Liberal Alliance havde opstillet garvede parlamentarikere, ville det have aftvunget mere respekt.

Samuelsen gør klogt i at booke et møde hos Kjærsgaard for at lære, hvordan man diktatorisk styrer et parti fra toppen. Ingen tvivl om, at statsminister Lars Løkke Rasmussen følger udviklingen i Samuelsens butik tæt fra nu af, hvor chancen for at genvinde magten kan anes.

Alt godt,

PEM