Det er et samlet parti, som står bag en S-leder, som kæmper videre. Talen til kongressen viste, at S imødeser en beskidt personfikseret valgkamp.

Som ventet fik S-leder Thorning-Schmidt en stående ovation af kongressen med en varighed der var proportional med tiden i opposition. Meget lang.

Og stemningen var naturligvis i top, efter at skattesagen – til de delegerede berettigede lettelse – er afklaret med et acceptabelt resultat for formanden. Men at personen Helle Thorning-Schmidt kommer til at stå i spidsen for den mest beskidte valgkamp i mands minde, viste disponeringen af hendes tale til fulde.

DF-løjtnant Kristian Thulesen Dahls kritik af hendes tættere relation til den europæiske elite end til den almindelige dansker, bliver i den grad taget alvorligt. Men det er ikke alene personangreb, der truer. Store ændringer af eksempelvis udlændingepolitikken, skal hun kunne svare igen på.

Helles dag i Aalborg

Talen til de regeringshungrende kadrer gav dem hvad de kom efter. En understregning af ønsket om alliancer med alt fra ungdommen, den offentlige sektor over til Dyrene i Hakke bakkeskoven og Peter Pedal.

Giftige angreb på regeringens økonomiske politik og en personkritik af Kjærsgaard, som stadig er og bliver hovedfjenden. I den kommende valgkamp må og skal de lokale socialdemokrater tro på sejr, for at kunne knokle dag og nat.

Og den gyser – som skattesagen udgjorde – var ved at tage pippet fra dem. Nu kan de trods alt se fremad og kæmpe på strøg og hovedgader i de lokale provinsbyer landet over.
Vigtigt er det ligeså at profilere partiformanden som en politisk sværvægter. Talens fokus på den økonomiske politik skulle give tilhørerne en tro på, at hun kan hamle op med statsministeren.

Den borgerlige blok er for tiden godt tilfreds med, at de 12 minutter er blevet latterliggjort. Thorning-Schmidt er simpelthen nødt til at slÃ¥ fast med syvtommersøm, at hun stÃ¥r bag ‘Fair løsning’ helt og fuldt.
Endelig foretog S-ledelsen sig noget overraskende politisk klogt, da hun sendte en venlig hilsen til de radikale, som den radikale Morten Østergaard kvitterede på med den samme. Men der skal mere til.

Der er så meget ondt blod mellem S-SF og den radikale og hvis Sass Larsen atter får lov til at gå agurk på de plagede radikale, er det hele spildt. Denne skribent er forsigtig pessimistisk.

Er der S-SF manøvredygtighed?

Imens Thorning-Schmidt har ladet sig hylde, og S-SF alliancen, som hun har opbygget med succes, prises af enhver nulevende socialdemokrat, lurer der farer forude for alliancen. Hvis regeringen pludselig ændrer politik på afgørende områder, er S-SF nødt til at følge med.

En meget farlig situation kan potentielt opstå, såfremt Birthe Rønn Hornbech får succes med at reformere udlændingepolitikken. Den plan hun overvejer pt., indfører et pointsystem i forhold til familiesammenføringer i stedet for 24-årsreglen og tilknytningskravet.

Vi taler her om en ændring af de udlændingepolitiske kronjuveler, som S-SF ikke kan sidde overhørig. Når Dansk folkeparti har været ind over er det tvivlsomt om de vil acceptere en så voldsom ændring, men sker det, vil det kun være i forhold til en yderligere synlig stramning. Hvad skal S-SF gøre? Problemet er ikke kun om de kan og vil gå længere.

Problemet er, at Thorning-Schmidts og Søvndals møjsommelige forlig om 24-års regel og tilknytningskrav pludselig bliver irrelevant.
Thorning-Schmidt er tilbage for næsten fuld styrke på den politiske scene. Og valgkampen bliver tæt.

Den er ikke hjemme, men Løkke bør se i øjnene, at det lige nu er et samlet parti, som står bag en statsministerkandidat, som stadig står op, på trods af, at hun for længst burde ligge ned. Og det er en god start på valgkampen – for Thorning-Schmidt.