Det, som burde handle om seriøse planer for at skabe bedre vilkår for Danmarks virksomheder, handler reelt om almindelig overordnet politisk profilering og skyttegravskrig. Denne skribent kom for skade at læse teksten fra blå og rød blok igennem i anledning af et foredrag på sit gamle økonomistudium i den forgangne weekend.

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og S-leder Helle Thorning-Schmidt taler om behovet for økonomisk vækst, handler det i høj grad om virksomhedernes forbedrede muligheder? Men er der overhovedet kød på benet? Lever den politiske handlekraft op til de fine ord, som skal sikre Danmarks overlevelse på længere sigt og atter få de gode vækstrater frem i dansk økonomi?

På Christiansborg har Løkke satset hele butikken på, at han kan skabe den fornødne vækst, og så sent som på weekendens S-kongres gav Thorning-Schmidt erhvervslivet håndslag på, at en ny regering vil give virksomhederne prioritet. Sagt ligeud er økonomien og erhvervslivets vilkår atter blevet en afgørende del af den politiske kamp og kan blive den udslagsgivende faktor ved næste valg.

Lørdagen bød på en spændende diskussion på mit gamle studium - oecon.-studiet på Aarhus Universitet. Indkaldt til at holde oplæg i år var - ud over undertegnede - professor Torben M. Andersen og Mærskboss Nils Smedegaard Andersen. Alle cand. oecon. er. Debatten afslørede, at det bliver svært at levere den fornødne politiske beslutningskraft til de reformer, som bør gennemføres i Danmark, hvis vi skal finansiere velfærden fremover. Og at den vækstpolitik for dansk erhvervsliv, som alle mener er så central, ikke er synderlig prioriteret i de planer, der er lagt frem af både blå og rød blok.

Christiansborg forstår det ikke

Problemet for Løkke Rasmussen og Thorning-Schmidt, nÃ¥r de sætter vækst i erhvervslivet øverst pÃ¥ dagsordenen, er, at der ikke er stor prestige i eller tradition for at levere varen pÃ¥ dette politikomrÃ¥de. Det er ofte Folketingets ‘bundpropper’, der arbejder med emnet. Af bl. a. følgende grunde: 1) Der er ingen vælgere, som interesserer sig for virksomhedernes situation. Alene af den grund befinder erhvervspolitikken sig i bunden af prestigetræet pÃ¥ Christiansborg.

2) Indsigten i, hvad der udgør de vigtige rammebetingelser for erhvervslivet, er tæt på nul. Det er kompliceret stof, og virksomheder omfatter alt fra forskellige andele af produktudvikling, brug af teknologi, arbejdskraftintensitet osv. Det er svært at diskutere emnet i de sædvanlige generelle vendinger.

3) Moderne politisk kommunikation tillader kun de simpleste sammenhænge. Det er næsten umuligt at forklare vælgerne noget så simpelt, som at der er en direkte sammenhæng mellem virksomhedernes succes, antallet af medarbejdere og skattekroner til velfærdsydelser.

Sandheden er, at en politik, som skaber vækst i landets virksomheder, normalt kun formuleres så generelt, at skåltalerne akkurat kan holdes over for vælgerne. Men nu er der krise, og det er alvor. Statsministeren har sat sit politiske liv ind på at skabe vækst i virksomhederne.

Vækstforum flopper nok

Inden vi kort kigger på Vækstforum, er det værd at studere de to blokkes politik for virksomhederne så langt. Løkke har i sit 2020-program formuleret sig, men der er alene tale om meget generelle vendinger, såsom at lønningerne skal ned, Danmarks skal være blandt de mest innovative, der skal skaffes nye højproduktive job (hvad det så er?), mere forskning (hørt i årtier) og etablering af vækstvirksomheder (findes der ikkevækstvirksomheder?).

Alt sammen formuleringer, der ikke bringer os videre, hvorfor der da også henvises til Vækstforum. Men af Vækstforums centrale såkaldte barriere for vækst kan kun lidt lade sig gøre inden et valg. Bedre uddannelse virker kun på lang sigt, og den demografiske udfordring kræver reformer, som Løkke ikke vil gennemføre. Ingen aner, hvad øget innovation og vækstvirksomheder er for størrelser. En mere effektiv offentlig sektor er kodesprog for nedskæringer, og det kan ikke lade sig gøre inden et valg og næppe heller efter.

Så Vækstforum kan givet afskrives, endnu før det sidste møde er holdt i 2011.

I den røde blok har S-SF formuleret sig endnu mindre opmuntrende i oplægget ‘Fair løsning’. Det er uklart, hvad der skal ske, men hvad det end er, skal det ske med LO, ATP og LD i centrum. Desuden skal de onde have med kæppen; det vil sige banker, multinationale virksomheder og landbruget.

Og hvis virksomhederne ikke selv kan afstå penge til at skabe nye klimainitiativer, skal skatten hæves. Ikke meget håb for vækst dér.

Konklusionen er den enkle, at for Løkke udgør snakken om vækst og erhvervslivet en mulighed for, at han kan reklamere for sin seriøse kriseløsende profil, en imagemaskine.

For de røde emmer politikken af, at man stadig ser erhvervslivet som et uendelig depot af skattepenge til brug i den offentlige sektor og en mulighed for at profilere sig med en grøn tvangsfodring af virksomhederne. Ret gammeldags i grunden.

Dermed handler vækst i erhvervslivet umiddelbart mere om en normal politisk tjubangdebat end om Danmarks redning.

Det var en superspændende lørdag på Danmarks bedste økonomistudium. Men næppe mange af konferencens cirka 150 økonomer gik hjem fra universitetet med optimismen i behold.

Alt godt,

PEM