Arktisk råd og andre sager af den art berettiger nok til at Espersen får dask, men ikke til den aktuelle kernenedsmeltning af det konservative parti og dets formand.

Men sandheden er også, at vælgerne tjekkede ud langt tidligere på grund af en manglende politisk profil, siden Espersen kom til og efterlod hende sårbar overfor selv mindre sager. Det er nu svært at se en comebackmulighed.
Efter endnu en monsteruge med kritik af K-formand Lene Espersen må mange af hendes partisoldater alligevel undre sig over, at det er kommet hertil? Eller rettede fundere over hvorfor, at det er kommet hertil. For de tre sager omkring Arktisk Råd, fravær fra mødet i EU i sommerferien og den seneste batalje om hvad Espersen har sagt i folketingssalen berettiger nok til tørre tæsk, men ikke til den aktuelle kernenedsmeltning i og omkring partiet.

Hvad er da det reelle problem? To ting. Dels har Espersen ikke sat en klar politisk linje, og dels oplever hun – som alle svage partiledere – at hendes fjender udnytter hendes tab af magt.

Espersen startede jo godt

Hun havde satset alt på et liv i politik. Som enhver anden ny partileder fik hun faktisk lidt medvind i starten. Men derfra gik det galt. Hvorfor? Det enkle svar er, at hun manglede politikken.
Præcis, som det i flere år var S-leder Thorning-Schmidts problem, at ingen anede hvad hun ville gøre med magten hvis hun fik den – nævner i flæng bare den svingende S-holdning til skattestoppet – har det fra starten været uklart hvad Espersen har villet.

Og ligesom Thorning-Schmidt har hun været næsten hidsig, når man antydede, at de mange hyldemeter med politik om alting, kan opfattes som politik om ingenting.
Egentlig blev hun opfattet, som en mere hard core konservativ. HÃ¥rd pÃ¥ skatten og reformer af efterlønnen, dagpenge, retspolitikken osv. I klar modsætning til Connie Hedegaard. Hun har heller ikke været moralsk plaget af den stramme udlændingepolitik gennem Ã¥rene, hvis effekt pÃ¥ regeringens popularitet, hun ikke har været blind for. I modsætning til hendes tidligere kollega og kampfælle, Gitte Seeberg, som af den grund sagde ‘nok er nok’ og stiftede ‘Ny Alliance’.
Men som en hoppende myggesværm har vi set Espersen danse politisk rundt mellem fedteri for de offentlige ansatte, grundlovsstridige forbud mod burkaer, krav om skattereduktioner og afskaffelsen af efterlønnen, som senest her i weekenden. Og justitsminister Lars Barfoed er gået soft på de kriminelle, hvilke ligeså får skærmen til at flimre hos K-vælgerne.

Læg hertil, at man ikke kan have et overordnet moralsk problem med Dansk Folkeparti - som udstillet her i weekenden, hvor Espersens slagnummer var modstanden mod og sidde i regering med Kjærsgaard - og samtidig gå på strandhugst hos Kjærsgaard med en massiv kampagne mod burkaer.

Konservative vælgere har ikke alene væmmedes herved, de er blevet politisk rundtossede og er sivet til Liberal Alliance eller Venstre.
Derfor var Espersen mildt sagt ikke særligt godt politisk polstret da Arktis-sagen brød ud. Og da hun én gang til dummede sig i sommer, var hendes fjender ikke sene til at udnytte blottelsen.

Lenes dårlige beslutninger

En partileder får magt af to veje. Dels ved en stor vælgertilslutning dels ved at være vellidt, have tjenester hun kan indkassere og lyst til at dele magten. Espersen har tydeligvis ingen af delene. Per Stig Møller – som er sur over at hun tog hans job som udenrigsminister - gik i kødet på hende i sommer og bad hende prioritere sin tid bedre.

Og den seneste mail-skandale, som har sat fokus på hendes udtalelser i salen fra 2009, er sat i scene af en sur Jakob Axel Nielsen, der stadig ikke kan forstå, at han blev fyret som sundhedsminister. Læg hertil, at K-gruppen ikke ligefrem klappede da samme Axel Nielsen blev erstattet med den totalt ukendte – og fortsat ukendte – Charlotte Sahl-Madsen. Sagt lige ud, så ved en erfaren partileder, at man kun kan pisse på sin gruppe når man er stærk. Og selv da er det uklogt.

Kan hun komme tilbage?

Espersens tab af magt er en ond spiral. Inden valget kan hun næppe komme igen som en kompetent og magtfuld politiker. De konservative må støtte hende, formelt men landsrådet viste, at i kulissen har mange konservative allerede afskrevet hende: magtkampen er dermed i gang. Mængden af hendes interne fjender vidner om, at turen op af magtstigen har været dyr – alt for dyr.

De vil herfra have let ved hele tiden at genere hende, idet hun vil forblive svag. Dermed forbliver Espersens parti ustabilt i en grad, som kan blive udslagsgivende for, at den blå blok taber næste valg.
Espersens eneste chance er nu at gÃ¥ ‘konservativ classic’, in casu reformer, skattereduktioner og forsøge, at fÃ¥ den linje banket ud til vælgerne i bestræbelsen pÃ¥ at fÃ¥ stoppet blødningen til oppositionen. Men der er ikke meget hÃ¥b.

Vælgerne har fravalgt den politiske inkompetence, som længe har kendetegnet blå stue. Og de er ikke tjekket ud på grund af småsager som Arktis råd men langt tidligere, på grund af en mangel på en klar politik, hvilket – hvor trist det end er for Espersen – er opmuntrende på dansk politiks vegne.