I går startede finansministeren sin rituelle snak med partierne om årets finanslov. Men det er alt andet end rituelt i år. Det er sidste chance for VKO til at sætte en klar blå politisk dagsorden. Men det bliver tæt på umuligt, givet Espersens desperation og nedtur? Fejler VKO-sammenholdet, er Thorning-Schmidt så godt som sikker på at blive statsminister.

Claus Hjort Frederiksen skal nu forhandle næste års finanslov på plads. Det er ganske givet sidste chance for at lancere større initiativer, som kan vedtages med effekt i valgåret 2011, og måske lige så vigtigt, lancere vigtige forslag, som der ikke kan vedtages.

Som altid bliver det Dansk Folkeparti (DF), som bliver den centrale forligspartner og Liberal Alliance, som skal øve sig at være ansvarlige. Dog med den (kraftige) krølle på halen, at finansministeren – som kun råder over 89 mandater sammen med DF – først vil gå efter at få en af løsgængerne med i et forlig, før de taler med Anders Samuelsen.

Dansk Folkeparti har en interesse i at holde Liberal Alliance væk fra en indflydelsestung vetoret og Venstre, der bløder stemmer til Samuelsen, ønsker heller ikke at den lille parti bliver overeksponeret. En ansvarlig, men også ideologisk, finanslov er sat i ovnen.

De røde skal stoppes

Meningsmålingerne i alle aviser sender S-leder Thorning-Schmidt ind i Statsministeriet med flere hestehoveders margin. Og ja, Thorning-Schmidt gør det jo fint, efter at skattesagen er døet ud, men hånden på hjertet, regeringens katastrofale forløb omkring Mail Gate bidrager aktuelt kraftig til den røde fremmarch.

Sagt lige ud er det vanskeligt at se hvad VK-regeringen kan gøre på kort sigt for at ændre situationen på nær at gennemføre et finanslovsforløb, hvor den seriøse politik og VK-enighed er i centrum. Regeringen skal af al magt have opmærksomheden over på politiske diskussioner, og helst på den slags, som giver vælgerne en idé om forskellen mellem de to blokke.

Udlændingepolitikken er billig

Finansloven vil grundlæggende være bygget op omkring Genopretningsplanen fra foråret. I tæt forlængelse af statsministerens strategi om, at fremstå som den ansvarlige leder der redder landet, samtidig med, at han selv fremstår en tand mere kedelig, end en kold kop kaffe. Men flere udfordringer trænger sig på i år.

For det første er det reelt sidste store chance inden valget for Dansk Folkeparti at markere en udlændingepolitik, som strammes til fordel for Kjærsgaards Galluptal. Udspil i 2011 vil blive betragtet som rene valgoplæg. Dansk Folkeparti skal have betaling for sine stemmer og der er ikke rÃ¥d til at betale kolde kontanter for hvad DF mÃ¥tte have af ‘vilde ideer’.

Derfor bliver det symbolpolitikken, der skal sættes øverst på dagsordenen, hvilket regeringen ikke vil beklage.
Løkke har ikke som Fogh elsket udlændingepolitikken.

Men det er klart, at jo længere nede i traktorfuren, at regeringen er kørt ned, jo mere parat vil Løkke være til at drikke den trylledrik, som skaffede hans forgænger tre valgsejre på stribe. Dansk Folkeparti kender sin rolle i VKO samarbejdet og vil med glæde trække udlændingedebatten.

I går greb partiets udlændingeordfører, Peter Skaarup, chancen og markerede et ønske om at sende kriminelle ghettobeboere af anden etnisk herkomst, hjem til det land de kom fra.

Espersen kan afspore Hjort

Hvilket bringer os til næste udfordring: Lene Espersen. Det er ingen skam at føle sig desperat, når man balancerer på afgrundens rand. Som formand har Espersen set tilslutningen til sit parti bliver halveret.

Espersen må i disse uger finde ud af hvordan hun bedst kan udnytte finanslovsforhandlingerne og markere K-standpunkter. Den hårfine balance mellem hendes ekstreme behov for profilering og regeringens samlede ditto for at stå sammen kan kun give ballade.

Hun er lige kommet hjem fra et konservativt landsråd, hvor efterlønnen og andre politisk besværlige reformer blev erklæret konservative mærkesager. Løkke vil naturligvis ikke høre om dette, men har Espersen råd til at ikke at bringe emnerne op?

En undersøgelse i gårsdagens avis viste, at 74 procent af vælgerne alligevel forventer at efterlønnen er på vej væk, og Espersen ved, at hendes vælgere er at finde blandt dem, som står forrest i køen for at erklære dette. Et enormt pres på Espersen kan få hende til at gøre mærkelige ting.

Endelig er Espersen og Dansk Folkeparti heller ikke hinandens kop te når det gælder udlændingepolitikken. Espersen kan personligt godt se fidusen i, at Hjort på dette punkt lader Kjærsgaard løbe frit, idet det kan være et bidrag til regeringens overlevelse, og dermed Espersens egen overlevelse.

Men det konservative bagland vil nedsmelte, hvis Kjærgaard kører af sted uden at Espersen også får et par klare konservative gevinster til amagerhylden i årets forhandlinger.

Dansen om finansloven er derfor i år for en gang skyld vigtig. Det er nu sidste chance for Løkkes anskudte regering til at sætte en klar dagsorden inden valget. Men de indbyggede modsætninger mellem partierne taler for, at forløbet kan blive dramatisk.

Det handler om regeringens overlevelse, hvilket bør få en disciplinerende effekt på aktørerne, men Espersens profileringsbehov kan udbygge konflikten mellem Venstre og konservative. Svigter det fælles VKO-parløb i de næste måneder vil vælgerne ikke længere kunne flyttes tilbage til den blå blok.

Spørgsmålet er, om det ikke allerede er for sent.