‘Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet’, sagde Gorbatjov til DDR-bossen Eric Honecker, fÃ¥ dage før han lukkede Sovjetunionen ned. Sohn kom i den grad for sent.
Hvordan i alverden kan hele den politiske verden gå i selvsving over et brev sendt i 1989 fra Ole Sohn til DDR-bossen Eric Honecker, her mere end tyve år efter. Sagen om Sohns lidt for kåde opbakning til DDR-systemet rammer mindst ind i tre politiske kamppladser i dansk politik, som alle er med til at afgøre næste valg.

1) Sagens substans

Man kan næsten sige hvad man vil i dansk politik, men man kan ikke sige det hvornår man vil. Alle har vidst, at Sohn har en fortid som leder af DKP i Danmark og alle har set hans forvandling til demokrat og nu en magtfuld nummer to i SF. Så langt så godt.

Problemet for Sohn er ikke hans opbakning til det totalitære system, men at den blev erklæret i 1989, på et tidspunkt hvor alle andre for længst havde indset sovjetblokkens undergang.

Brevet til Honecker, som gratulerer for 40-Ã¥ret for DDR’s tilblivelse, fremstiller sÃ¥ledes Sohn som den sidste mohikaner, der næsten Taleban-fanatisk besynger hvad alle andre for længst har vendt sig imod. Det er et problem.
Da Mikhail Gorbatjov, flere år forinden Sohns hyldestbrev indførte reformprocessen Perestrojka og en ny åbenhed i samfundet (Glasnost) skete det ikke mindst fordi den store union var ved at bryde sammen økonomisk.

Ronald Reagan lagde gennem 1980′erne et kolossalt pres pÃ¥ den sovjetiske økonomi ved at skrue op for vÃ¥benkapløbet, et kapløb østblokken ikke havde rÃ¥d til. Det havde USA heller ikke, men det er en anden historie.
Ole Sohns problem og aktuelle politiske sÃ¥rbarhed skyldes det forhold, at selv mindre politisk interesserede gennem 1980′erne kunne følge Sovjetdiktaturets gradvise nedbrydning, med Gorbatjovs berømte dødskys til netop Eric Honecker til festen for 40-Ã¥ret for DDR’s tilblivelse, som den endelige kapitulation.

Sohns substansproblem er derfor hans timing for afsendelsen af brevet, hvori han udtrykker en forældet fanatisk opbakning til et diktatur, som er tæt på sin undergang, hvilket umiddelbart afslører et karaktertræk, der er svært foreneligt med at sidde med ved magtens bord i det danske demokrati. Hans dokumenterede langmodige hyldest til DDR-modellen gør ham til en udsat lækkerbisken for hele den borgerlige lejr, hvilket bringer os til det næste punkt.

2) Edderkoppen Sohn

Det er ingen hemmelighed, at man i den borgerlige lejr i høj grad tilskriver Ole Sohn SF’s strategiske skifte efter Villy Søvndals magtovertagelse.

Som en anden neddæmpet edderkop er Sohn manden der holder styr på butikken imens Søvndal sælger billetterne. Sohn er pragmatikeren, der med magten i sigte er parat til at gå meget langt for at sikre alliancen med socialdemokraterne.
VKO har tidligere forsøgt at stikke gaflen i det fremstormende SF, uden hvilket, S-leder Helle Thorning-Schmidt godt kan glemme alt om at komme til magten. Men Løkke og konsorter har aldrig rigtigt fået fat.

De blÃ¥ har uden succes kørt hele møllen med kritik af SF’s manglende finanspolitiske ansvarlighed. Men SF stemmer nu for finanslovene og har sammen med S fremlagt et økonomisk program, hvor millionærskatten og grønne belastninger af erhvervslivet er hvad der er tilbage af klassekampen.

SF har nu sÃ¥ længe holdt masken, som et parti, der har forladt den politiske hængekøje, at regeringsblokken reelt har opgivet at forklare vælgerne sagens ’sande sammenhæng’. Vælgerne tror ikke pÃ¥ dem.
Søvndal selv har ligesÃ¥ været udsat for en stribe forsøg pÃ¥ karaktermord, men uden held. Det er derfor en frustreret og desperat borgerlig regeringsblok, som ikke rigtig har kunne fÃ¥ ram pÃ¥ de glatte SF’ere og som er hÃ¥bløst bag ud i meningsmÃ¥lingerne, der pludselig fÃ¥r serveret Ole Sohns politiske hoved pÃ¥ et fad.

Sohns rolle som edderkoppen i midten og manden som er ‘inde i Villy’, og hans centrale rolle som brobygger til Socialdemokraterne gør ham til en præmieskalp i Lars Løkkes øjne. En svækket Sohn er en svækket Søvndal. En svækket Søvndal er et svækket SF. Et svækket SF er en svækket Thorning-Schmidt.
VKO’s hidsige angreb pÃ¥ Sohn vil derfor gÃ¥ pÃ¥ at kritisere Sohns dømmekraft i almindelighed og moral i særdeleshed. Præcis som kritikken af Lene Espersens dømmekraft og arbejdsmoral i forbindelse med Arktisk rÃ¥d mødet nu har sendt hende til tælling. Hvilket bringer os til det sidste punkt.

3) Hvem er mest stueren?

Da Søren Espersen med vanlig sans for mediedrama i fredags sammenlignede kommunismen med nazismen og Ole Sohn med Johnny Hansen (lederen af de danske nazister) søgte han at sætte prædikatet ‘ekstremist’ pÃ¥ ryggen af den tidligere DKP formand.

Espersen ved godt, at Dansk Folkepartis fremgang hænger tæt sammen med at Kjærsgaards tropper ikke stemples som ekstremister i deres syn på muslimer og folk af anden etnisk herkomst. Den sære politiske logik går derfor på, at jo mere Dansk Folkeparti kan udråbe andre til ekstremister, jo mere mainstream bliver de selv.
Derfor giver det mening at føre en kritik frem med klare moralske undertoner, som fortæller vælgerne, at de glatte SF’ere, som minimum ikke er mindre moralsk anløbne end Dansk Folkeparti.
Ole Sohn har gemt sig siden fredag. På ferie, hedder det. Det er en yderst uklog måde at håndtere sagen. Han må ud og fægte for at undgå, at det ligner en tilståelse.
‘Den der kommer for sent bliver straffet af livet’. Citatet er Gorbatjovs, og han leverede det til Eric Honecker i forbindelse med den nu berømte 40 Ã¥rs fødselsdag for DDR. Selv om der er lidt strid om det præcise citat, er der ingen tvivl om, at Sohn i den grad kom for sent, dengang i 1989. Om han bliver straffet af livet, som sine tidligere kommunistiske kampfæller, er tvivlsomt.

Sagen er gammel og kun vælgere over 45 Ã¥r husker 1980′erne. Og Sohn har siden tilpasset sig den mere demokratiske lugt i bageriet i Enhedslisten og SF. Men VKO vil gøre hvad de kan, for nu har de for første gang bare lidt fat i en af de Ã¥leglatte top-SF’ere.