Kampen om de næste Ã¥rs globale økonomiske vækst udkæmpes mellem verdensdelene i regi af G20 gruppen hvor aktørerne primært er Kina, USA og EU. EU stÃ¥r til at tabe pÃ¥ grund af EU’s manglende handlekraft, og dermed stÃ¥r Løkke til at tabe næste valg fordi vælgerne til november næste Ã¥r kun kan mærke en beskeden fremgang.

 

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen søndag aften sÃ¥ DR’s tv-serie ‘Borgen’, har han endnu engang kunne ærgre sig over, at tilværelsen som statsminister ikke er sÃ¥ let i virkeligheden, som i filmens verden.

Forskellen til den stærkt forsimplede tv-serie må have stået ekstra tydeligt i relief, da han i går morges modtog sin orientering om weekendens begivenheder.

Øverst i bunken lÃ¥ en gennemgang af weekendens møde mellem finansministrene fra G20 landene, verdens 20 toneangivende økonomier. En international økonomisk gysertime, hvor skræmmeffekterne bl.a. er USA’s versus Kinas valutakurs og manglen pÃ¥ vilje til at aftale hvordan den globale velfærd skal deles i form af fordelingen af over- og underskud pÃ¥ landenes handelsbalancen.

Hvor ‘Borgens’ politikere for længst var tjekket ud er Løkke nødt til at erkende, at G20 landenes komplicerede diskussioner kan afgøre hans muligheder for at forblive pÃ¥ posten efter næste valg. Vi taler om hvorvidt der er økonomisk fremgang i Danmark om et Ã¥r, nÃ¥r valget kommer? Og lige nu ser det ud til, at Løkke sammen med sine kolleger i resten af Europa, bliver tabere i kampen om den økonomiske vækst.

Hvorfor er G20 vigtigt?

Der er ingen tvivl om, at skal man pege på én politisk kraft i dagens verdensorden, som rent faktisk kan flytte noget, da er det G20. Hvis den tidligere britiske premierminister – Gordon Brown – har bidraget med én positiv ting i sit politiske liv, så var det da han i den grad boostede G20 mødet i London, midt under finanskrisens rasen.

Dér stod det klart, at verden, i næsten John Lennon’sk stil, kunne ‘come together’ nÃ¥r det virkeligt blæser. Kinesere, amerikanere, tyskere, alle trak de pÃ¥ samme hammel og aftalte at brænde penge af, for at holde hÃ¥nden under verdensøkonomien.

Bizart nok ligger den gode nyhed i den triste kendsgerning, at det ikke længere blæser som dengang, og at John Lennon derfor atter er lagt på hylden til fordel for den vanlige kamp om hvilke nationers politikere, der skal se bedst ud i deres vælgeres øjne, når de banker væksten og antallet af arbejdspladser op, ved deres virksomheders salg af varer til andre lande.
Løkke kan ikke varme sig ved, at den akutte krise heldigvis er aftaget. For G20 landene er delt op i tre blokke, som ikke formelt, men principielt, repræsenterer resten af verden, og Danmark befinder sig i taberblokken.

Kina og Brasilien (sidstnævnte boykottede weekendens møde) tilhører gruppen af lande pÃ¥ vej frem. En gruppe, som derfor hele tiden er berettiget til stadig mere indflydelse, og som kræver den, hvis de skal spille med. Men hvem skal afgive noget og dermed levere denne indflydelse? Den anden gruppe er USA og Canada. USA’s rolle er sÃ¥ stor, at Obama ikke betaler noget.

Endelige er der Europa. Verdens gamle trætte mand, som lige nu ser ud til at betale gildet, bl.a. i form af indflydelse i de internationale organisationer, som eksempelvis Den internationale Valutafond, hvor EU nu overdrager magt i form af øget stemmeret til Kina m.fl.
USA mener, at Kina alt for længe har kørt med en kunstig lav valuta og dermed været alt for konkurrencedygtig med sine varer verden over. Og der er ikke udsigt til de store ændringer.

Kineserne lader sig kun presse minimalt, og skovler dermed fortsat store indtægter ind via sin eksport. USA lader ligeså sin valuta forblive lav, via en historisk lav rente, så amerikanske virksomheder kan sælge sine varer billigt og med billige lån sætte gang i væksten. Og tilbage er der Løkkes Europa, som står til at blive taberen i kampen om den fremtidige vækst og velfærd bl.a. grundet en høj Eurokurs i forhold til dollaren og den kinesiske valuta.

Det som desværre foregår lige nu er, at G20 landene i mindre grad samarbejder om en styrkelse af den globale økonomiske vækst og velfærd, og i højere grad et hundeslagsmål om hvem der skal have hvilken del af den økonomiske vækst, som der nu engang er til stede.

Merkel hjælper ikke Løkke

Den tyske kansler har for længst forstået, at hvis ikke EU kan arbejde mere som en fasttømret økonomisk enhed (læs: fri for tabere som Grækenland), vil vi blive kørt over af Kina og USA. Derfor kræver hun nu, sammen Frankrigs Sarkozy, en ny traktat. Et politisk mareridt, men en soloklar lære af finanskrisen.

EU konkurrerer med sin svage beslutningskraft imod et kinesisk diktatur og imod et USA, hvor antallet af nye arbejdspladser definerer en præsidents skæbne én til én. Men en traktat for Europa kommer ikke i kraft før næste folketingsvalg i Danmark. Derfor forstod statsministeren i går, at Danmarks økonomiske vækst vil slæbe sig - alt for - langsomt opad, i takt med EU.

Lige nu har vi faktisk ikke mange ledige i Danmark i forhold til andre EU lande. Men fornemmelsen hos vælgerne er jo det som tæller i politik. Og vælgerne føler krise og usikkerhed. Hvor Birgitte Nyborgs skæbne kobles til politisk petitstof, såsom en ligestillingslov, kobles Løkkes til et stort ustyrbart internationalt slagsmål om retten til den sparsomme vækst.

Løkke må og skal finde en særlig vej for Danmark frem mod næste valg. Kører han med hovedfeltet hjem vil han, som landet ligger efter weekenden, se yderligere anskudt ud på valgdagen i november 2011.