Enten er vi vælgere urimelige, nÃ¥r vi kræver ‘her og nu’-løsninger pÃ¥ næsten uløselige samfundsproblemer, eller taler politikerne ned til vælgerne i den tro, at de hopper pÃ¥ de fine oneliners?

Uanset, i en krisetid er der langt mere brug for en seriøs politisk debat om de komplicerede samfundsspørgsmål end i medvind. Måske leder den amerikanske komiker overraskende flokken ud på forandringens vej, i verden mest poppede politiske arena. Og måske følger vi en dag med her i Danmark.

Er der en voksende afstand mellem politikerne og befolkningen når det kommer til at tale ærligt og i dybden om de problemer, som landet står overfor? Taler politikerne stadig mere populistisk til en befolkning, som (urimeligt) kræver af sine folkevalgte, at de skal løse umulige opgaver på rekordtid, imens vi vælgere selv lukker øjnene for de komplicerede sammenhænge i samfundsmaskineriet?

Noget kan tyde på det. Præsident Obama, som i nat givet lider et nederlag, som ingen for to år siden havde troet muligt, har skuffet oceaner af amerikanere. Hvorfor? Fordi han ikke har løst alle økonomiske problemer på to år.

Herhjemme er det især udlændingedebatten, som har udmærket sig, som forsimplingens arena. Men også i forhold til den økonomiske udvikling og eksempelvis efterlønsdebatten, har politikerne i meget lang tid talt i boblesprog til vælgerne. Men er det gået for langt? Hvornår kommer der en modbevægelse, som kræver en seriøs debat om de afgørende politiske emner i USA såvel som i Danmark? Måske kom den i lørdags?

Jon Stewarts kamp for fornuften
Ja, det er selvfølgelig den berømte talkshowvært pÃ¥ ‘The daily Show’, Jon Stewart, og hans protest foran Capitol Hill i Washington, jeg tænker pÃ¥. I lørdags samledes 280.000 mennesker til hans protestaktion og næsten Thomas Jefferson’ske kamp for at fÃ¥ fornuften tilbage til amerikansk politik. Man kan læse mange ting ind i Stewarts arrangement.

Et skjult træk til fordel for Obamas trængte demokrater? Et svar på Fox News aktion fra august, som handlede om hvordan USA atter får sin ære tilbage efter at Obama har solgt den til de onde? At der kom så mange for at høre en komiker vidner om, at de finder, at noget er helt galt med den politiske debat.
‘Vælgerne vil sige: Du fejlede, Obama, vi gav dig to Ã¥r til at opfylde dit løfte om at fÃ¥ vores økonomi tilbage pÃ¥ skinner. Jeg mener, at situationen i stedet for er blevet værre’. Citat Sarah Palin. Nu er Pahlin en kontroversiel person. Og hun trives i den Tea Party bevægelse, som bestÃ¥r at amerikanere, som i reklamer har sidestillet ham med bÃ¥de Hitler og Lenin.

Palins udtalelse om økonomien er direkte usand. Mange kan kritisere Obama, men næppe nogen, der blot ved lidt om økonomi, vil kritisere ham for, at situationen nu er værre end i januar 2009.

Palin ikke alene
Her i Danmark gik weekendens pressedækning med at tale om Dansk Folkepartis forslag om at begrænse ytringsfriheden for herboende muslimer ved at slukke for deres tv. I integrationens navn, som Kjærsgaard påpegede.

I kølvandet på regeringens 32 forslag til at bekæmpe ghettoerne, fremstår det mere designet til at få folk til at tabe søndagskaffen i skødet, end som et reelt forsøg på at løse et utroligt kompliceret samfundsproblem.
Men Kjærsgaard er ikke alene. Tag debatten om efterlønnen. Vismændene er lige udkommet med en rapport der forklarer, at Danmarks offentlige finanser forværres med cirka 4 procent af BNP frem mod 2020, alene fordi at der er for mange, som går på pension i de næste år. Vismændene beretter, at hvis efterlønnen afskaffes kommer der 80.000 flere personer ud på arbejdsmarkedet og vi redder 2 af de 4 katastrofale procent tilbage.
Siden statsminister Poul Nyrup Rasmussen gennemførte sin berømte efterlønsreform, er vi alle blevet uddannet i den sag. Vi ved alle, at noget skal ske.

Men alligevel undlader danske politikere i det hele taget at gÃ¥ ind i den debat. Løkke tør ikke og S-ordfører, Henrik Sass Larsen, har ligefrem sat sit politiske liv ind pÃ¥, at en ændring af efterlønnen ‘bliver over hans lig’. SÃ¥ kan vi alle vist følge med og mÃ¥ske tænker nogen, at hvis samme Larsen bliver finansminister efter næste valg, skal han administrere Danmark ud af en krise, som har sit udspring i, ja netop, de selvsamme fire procent af BNP. Men Larsen er heller ikke alene.

Man tør slet ikke tænke tanken om, at nogen politiker, overhovedet, skulle forsøge at tale om det skræmmende og uforklarlige tab af produktivitet i vores erhvervsliv, som vismændene (således forgæves) ligeså senest har analyseret.

Det hele skal ikke være P1
Dansk politik ligner amerikansk politik i et stadig større omfang. Politikerne afholder sig fra at diskutere de tunge problemer. Kompleksiteten alene skræmmer vælgerne.

I stedet har vi vænnet os til at blive sukret ind i behagelige let fattelige eller pseudoalvorlige budskaber, der skal illudere handlekraft. Ingen tør tage rigtig fat, af frygt for at blive kaldt en dårlig debattør eller ligefrem nørd. En debat, som den Nyrup og Ellemann havde i 1998 valgkampen, hvor kendskabet til den økonomiske substans var en bærende konkurrenceparameter, er utænkelig i dag.
Vælgerne skal ikke være professorer og alt politisk debat skal ikke kunne klare cuttet til P1.

Og politikerne skal kunne gøre indviklede ting forståelige. Men udviklingen viser, at det ikke mindst i krisetider er et problem, hvis samfundsproblemernes størrelse vokser og politikernes mod til at fortælle vælgerne om dem falder.

Jon Stewarts aktion er interessant pÃ¥ mindst to mÃ¥der. Først mÃ¥ man notere sig den bizarre kendsgerning, at kravet om en forstærket politisk seriøsitet rejses af en komiker. Dernæst kan vi i Danmark mÃ¥ske hÃ¥be pÃ¥, at vores politiske kultur fortsætter med at følge efter USA’s trend – hvis altsÃ¥ Stewart fÃ¥r succes. Men nogen effekt heraf frem mod næste valg kan hÃ¥bet næppe bære.