Tiden er kommet til at regeringen må tænke alternativt for at kunne overleve. Et overraskende dristigt træk vil være, at den fatalt anskudte Espersen trækker sig som minister.

Espersens næse er ligegyldig. Det er den konstante medieopmærksomhed og den uendelig række af samråd, som er det politisk centrale i sagen. På vej ind i sit årsmøde må statsminister Lars Løkke Rasmussen sande, at hans regering befinder sig i et frit fald.

Og at udenrigsministeren bærer en stor del af ansvaret herfor. Hvad skal han gøre? Lige nu er det nemmere at give gode råd til en zebra, med en løve hængende i hvert ben.

Espersens exit?

Det er ikke nemt at hedde Lene Espersen. I går gungrede den konservative nestor - Poul Schlüter - med overvejelsen om, at det var en fejl, at hun blev udenrigsminister. Et utidig konservativt spark til partiets formand, som er umenneskeligt fladtrykt.

Hvis man spørger hvor langt længere ned Espersen kan komme er svaret: Ikke længere.

Med mindre at hun træder ud af regeringen. Espersens næse vil fra nu af blive brugt igen og igen af oppositionen til at tæske løs på regeringen frem til valget.
Men vi er ved at nå det tidspunkt, hvor regeringen skal til at tænke yderst alternativt, hvis den vil overleve næste valg. Og nogle få gange i politik er store overraskende, og endda ulogiske, træk relevante.

Hvis analysen hos Løkke og hans fæller i Venstre er, at Espersen er blevet et politisk passiv af dræbende karakter, kan det ikke undre. Dermed vil Løkke være på linje med stadig flere i Espersens eget parti. Men hvad kan de stille op?
I udgangspositionen er en ærefuld sortie for Espersen ikke mulig. Dels fordi hun er partiformand og vicestatsminister. Dels fordi det kommer på tværs af hendes egne ambitioner.

Dels fordi en ny formand vil ændre magtkabalen i partiet, hvilket også påvirker karrieren for andre konservative folketingsmedlemmer. Og dels fordi at et exit fra lederposten vil være en ufattelig stor indrømmelse til oppositionen.

Men situationen begynder at minde om den som Svend Auken stod i da han i 1990 havde vundet valget men ikke magten. Hans partifæller indså, at S ikke kunne vinde magten til det næste valg, med Auken i spidsen. Og han måtte gå.

Espersen presses af logikken

Løkkes problem er helt enkelt, at krigen om magten - i en katastrofal mangel på sprudlende politikudvikling i begge blokke - aktuelt udkæmpes som en kamp om hvilken blok, der begår færrest fejl. Og den krig taber VKO lige nu stort.

Løkke selv har taget kampen op og har senest nægtet at tage flere samråd i Privathospitals-gate, hvilket har hidset oppositionen op, men også udstillet dens ivrige arbejde med at holde sagen i gang. Løkke har en anden politisk platform at kæmpe fra, idet han ikke, som udenrigsministeren, har indrømmet at have begået nogen fejl.

Espersen bør overveje det utraditionelle og dristige politiske træk at gå som minister, idet hun repræsenterer for meget politisk dødvægt. Rimeligt eller ej.

Trækker hun sig? Næppe, idet zebraer i den politiske verden hellere vil lade sig æde af løver.

PEM