Venstres landsmøde afslørede en statsminister, som ikke har glemt den ædle kunst at føre valgkamp. Løkke var i sin tale til de udmattede partifæller sjælden skarp, og demonstrerede hvorfor det måske er for tidligt at afskrive ham.

Da statsministeren i dag holdt sin peptale til Venstres modløse medlemmer, vidste han udmærket, at der skulle noget ekstraordinært til, hvis moralen skulle bankes op. Talen blev holdt i skyggen af krisesager en mas og et surt bagland.

Men værst af alt var timingen for landsmødet. Lige nu, hvor der forhandles finanslov på Christiansborg, kan statsministeren ikke fremsætte nye ideer uden at DF vil undre sig. Løkke havde kun én mulighed: en stærkt ideologisk valgkampstale med indbygget kritik af oppositionen. Og det lykkedes i et sådan omfang, at rygtet om statsministerens politiske endeligt muligvis er overdrevet.

Løkke skal levere det hele selv

Det bliver Løkke selv, der skal slæbe valgsejren hjem. Og i et forsøg på at optræde som en statsmand, forsøgte han at fortælle hvad det i grunden er for et samfund, som Venstre står i spidsen for på niende år i træk.

Løkke trak den gamle symbolpolitik frem. Skattestoppet blev pudset af og den gamle retorik mod venstrefløjen om, at de ikke kan passe på pengene, fik ligeså en frisk gang lak. Det var klogt af Løkke at åbne op for en mere direkte kritik af oppositionen.

Han har reelt kun muligheden for at spille ‘ansvarlighedskortet’, idet der ikke findes en ’silver bullit’ i form af en ny politik, som kan fÃ¥ ham til at fremstÃ¥ visionær og ‘Kennedy-agtig’ i de kommende mÃ¥neder op til valget.
Og længe har han taget med alt for blide fløjlshandsker på Søvndal og Thorning-Schmidt. Den gamle politiske doktrin om at partilederne skal tage sig af de saglige politiske markeringer og overlade kritikken af fjenden til blodtørstige løjtnanter holder ikke i Løkkes tilfælde. Dels fordi han ikke har ret meget saglig politik at formidle og dels fordi han selv skal trække læsset, ingen andre kan.

Og endelig fordi han skal overdøve støjen fra striben af møgsager, der dagligt suger blodet ud af regeringen. Det haster kolossalt med at få de kritiske pointer om oppositionens politik ud til de borgerlige vælgere. Og ingen har en større megafon end statsministeren.

Derfor var kritikken af den røde bloks økonomiske politik, med dens geværgreb omkring de 12 minutter til løsning af alle problemer, velvalgt, set med borgerlige øjne. I bedste valgkampsstil valgte statsministeren at tage enkeltelementer ud af deres sammenhæng og blæse dem op. Således satte han lighedstegn mellem en ny rød regering og flere skatter, og valgte – urimeligt men effektivt – ikke at se skatteopkrævningerne som nødvendige for at finansiere den foreslåede røde investeringsoffensiv.

Tværtimod blev investeringerne ogsÃ¥ behandlet isoleret og beskrevet som en øget gældsstiftelse, som Danmark ikke har brug idet ‘man ikke betaler gæld med gæld’.
I ugen der gik betegnede Kjærsgaard, med slet skjult ironi, Løkke som alt andet end en ‘værdikriger’. Løkkes tale forsøgte at rette op herpÃ¥. Det var første gang at vi sÃ¥ et klart bevis pÃ¥, at han er pinlig klar over, at skal han vinde valget skal ‘udlændingekortet’ ikke bare spilles, men ogsÃ¥ virke. Det første skete i gÃ¥r, det næste kender vi svaret pÃ¥ efter valget.
Som altid er statsministeren den eneste, som ikke kan malke situationen til fordel for sit eget parti. For Løkke handler det om at blive statsminister efter næste valg, ikke om at Venstre skal gå frem. Derfor takkede han både Dansk Folkeparti og Liberal alliance, som måske kommer til at indgå i regeringens parlamentariske grundlag efter næste valg. Løkke forsøgte klogt at samle.

Stadig lang vej hjem… men..

Løkke vidste alt for godt, at Liberal Alliance blev smidt ud af finanslovsforhandlinger dagen før talen. Et nedslående resultat for både Løkke og Samuelsen, idet begge fra starten ville vise at de kunne samarbejde. Og Løkkes trængsler stopper ikke her.

Lene Espersens bil ligger med bunden i vejret, hvis man skal bruge Zulu Djævleræs som metafor for hendes situation. Personsagerne står fortsat i kø og Venstrebaglandet ulmer af kritik. Der er således lang vej hen til den forkætrede valgsejr for statsministeren, og talen er ikke nok, men Løkkes viste i går hvorfor han er en god kampagnepolitiker, og hvorfor oppositionen ikke skal rejse hans politiske mindesten endnu.

PEM