Ikke altid er politik retfærdigt. Selv om etableringen af et fælles S-SF pointsystem er langt klogere end at acceptere regeringens ditto, kan det pludselig ende i katastrofe for den røde blok. De nye stramninger af udlændingepolitikken har vækket den røde venstrefløj op fra Tornerosesøvnen og styrket Vestager.

To uforudsete forhold, som kan få de tilbageværende udlændingekritiske socialdemokrater til at forlade den røde blok af frygt for en svækkelse politikken i en Thorning-regering.

Hvis de to ledere fra S og SF syntes at deres pinsler ingen ende vil tage, kan man godt forstå dem. Fra at have været igennem et mareridtsagtigt forløb om hvordan de skulle reagere på det nye pointsystem fra VKO, er de nu godt i gang med at ende i en rædselsfuld sandwich, hvor de opfattes som slappere af deres højrefløj og som strammere af deres venstrefløj.

Egentligt ikke specielt rimeligt, men de betaler nu prisen for deres røde zik zak kurs og Pouls Nyrup Rasmussens genopstandelse i rollen som fanebærer for alle dem pÃ¥ venstrefløjen, der med en Ã¥relang dÃ¥rlig smag i munden, nærmest orkanagtigt er ved at udføre et regulært udlændingepolitisk oprør i S og SF’s baglande.

Læg hertil, at de radikales fremgang igen understreger fejlen ved ikke i tide at skabe en robust alliance med det lille parti. Jo større de radikale bliver, jo lettere bliver det for fjerde gang for VKO at splitte den røde blok i en valgkamp.

Man læste situationen forkert

Nogle gange rykker den politiske scene sig uden varsel. I visse tilfælde sker det når politikerne pludselig mener noget overraskende. Som for eksempel da S og SF sagde nej til VKO-regeringens pointsystem forleden aften. Denne ydmyge analysemager blev en tand mere ydmyg idet forventningen til at budskabet ville være det modsatte var stor.

Ikke mindst fordi at SF’s svar pÃ¥ Asterix og Obelix – Søvndal og Sohn – eftertrykkeligt havde banket deres egen landsledelse effektivt pÃ¥ plads inden regeringens udspil var endeligt afklaret. Søvndal havde ligefrem udtalt, at det var ‘udtryk for kynisme’ ikke at acceptere regeringens pointsystem, underforstÃ¥et at S-SF aksen i det lys ville fremstÃ¥ som slappere og dermed tabe endnu et valg pÃ¥ udlændingepolitikkens alter.
Beslutningen om at gÃ¥ imod VKO var faktisk klog, fordi Thorning-Schmidt nu har sin egen mindre ekstreme platform. Og fordi at hun, siden hendes eget og Søvndals oprindelige ja til VKO’s pointsystem, fik problemer i sit bagland. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen viste sig pludselig at have et voldsomt gehør for hvor baglandet befandt sig i sagen.

Hvor det hidtil har været næsten grænseløst hvad de regeringssultne socialdemokrater har kunne finde sig i, var nok nu pludselig blevet nok. Var det det med den statsregulerede kærlighed, som var dråben? Nyrup var klar til en åbenlys konfrontation med partiledelsen og hun måtte bakke tilbage til det kompromis, som vi kender i dag – et VKO-pointsystem i S-SF forklædning.

Og så skulle sagen ellers være lagt ned, men nej. Man havde læst situationen forkert og må sande, at den politiske scene pludselig er rykket på udlændingeområdet. Baglandet er kørt sur i medløberiet overfor DF. Protestforeninger i S blomstrer og den sædvanlige S-doktrin om, at VK-regeringen skal følges til dørs i forhold til muslimerne, står måske for fald?
De seneste indmeldelser hos de radikale tyder på det. Og Jyllandsposten kunne i går rapportere, at 79 procent af vælgerne i den røde blok deler Nyrups synspunkt om, at Kjærsgaard ikke er stueren. Og yderst opsigtsvækkende er der 46 procent af alle vælgere, som er enig med Nyrup imod kun 38 procent imod. Havde Thorning-Schmidt og Søvndal haft denne viden fra starten, burde de have undsagt pointsystemet i det hele taget.

Den radikale happy hour

Ikke overraskende smiler Margrethe Vestager i tiden. Den pludseligt opstÃ¥ede Grand Canyon mellem ledelserne i S og SF og deres vælgere om udlændingepolitikken kunne hun ikke have forudset. Men oprøret gavner Vestager idet hun nu ser ud til at gÃ¥ frem af især strammer-trætte SF’ere.
Dermed får Thorning-Schmidt og Søvndal to yderligere problemer. For det første vil Vestager, som tidligere har fået at vide, at hun ikke får indflydelse på de radikale mærkesager på skatte- og udlændingeområdet, med sin vælgerfremgang få en stærkere position på netop de to områder, når regeringsgrundlaget skal forhandles. Hvis man nogensinde når hertil. For jo stærkere Vestager bliver, jo vanskeligere får S-lederen ved i valgkampen at fastholde påstanden om, at skattesystemet ikke bliver ændret i radikal retning, hvilket bl.a. bringer boligbeskatningen i spil.

Og hun får sværere ved at fastholde påstanden om, at den udlændingepolitiske linje ikke svækkes yderligere. Det sidste synes måske ikke at være et problem nu, givet at baglandets seneste skrig om lempelser, men Thorning-Schmidt er næppe mere naiv end at hun godt ved, at en del af hendes vælgere stadig vil stemme borgerligt, hvis de tror at Vestager får for meget magt.

Selv om hun har gjort det rigtige og skabt sin egen udlændingeplatform, kan den blive opfattet som ringe af kritikere fra både højre venstre, hvad der i en tæt valgkamp kan ødelægge hendes chancer for at blive statsminister.

Politik er dog en under uforudsigelig størrelse.