SF’s vælgere gav Villy en tud efter debatten om pointsystemet og SF ligger pÃ¥ valgresultatet. Holder deres utilfredshed trues Søvndals succes som SF-leder.

Det har været en grim uge for SF’s leder Villy Søvndal. Hans politiske projekt er styrtet i grus, skal man tro fredagens meningsmÃ¥ling fra Megafon. SF er banket tilbage til start med sølle 13,8 procent, svarende til valgresultatet i 2007.

Søvndal ved udmærket hvorfor at det er gÃ¥et sÃ¥ galt. Han kan bare kigge pÃ¥ Enhedslistens fremgang. Selv om SF-lederen aldrig vil indrømme det, er SF’s fremgang det vigtigste. Regeringsmagten kommer i anden række.

Men det første forudsætter det andet. Et svagt SF har langt fra de samme muligheder for at manøvrere og dække socialdemokraternes flanker af end et stærkt SF. Det er som om at Søvndals rækken ud efter magten er steget ham til hovedet. Noget tyder på, at han har siddet i det taktiske lønkammer for længe, og fuldstændigt glemt at bringe sine vælgere hen på samme side i bogen, som ham selv.

Jeg følger bare Helle T.

Da min ældste datter kom hjem fra skole i forgårs havde hun fået 41 vaskere. Til sin fars overraskelse glædede hun sig over opmærksomheden og tog det med et smil. Søvndal må på samme måde føle sig vasket godt igennem, men helt og aldeles uden grund til at smile.

Debatten om det nye pointsystem slagtede SF’s vælgeropbakning og lige nu stÃ¥r Søvndal klædt af som en partileder uden fremgang. Et kolossalt skift fra den suveræne position, som SF og Søvndal har solet sig i siden alliancen med Thorning-Schmidt blev indgÃ¥et. NÃ¥r Søvndal har rystet chokket af sig, vil han sætte sig til at gruble over sagen. Hvad er situationen?
Så langt har dealen mellem S og SF været følgende: Helle Thorning-Schmidt sætter fokus på økonomisk ansvarlighed, (rimelig) stram udlændingepolitik, EU og Afghanistan og Søvndal følger med.

Til gengæld har SF-lederen haft held til at snuppe en stak af Thorning-Schmidts venstrefløjsstemmer, som ikke længere kan kende forskel på S og SF, og derfor hellere vil have Villy, bl.a. grundet et håb om en mere skånsom udlændingepolitik. Thorning-Schmidt har fundet sig i dette, på trods af intern S-uro om socialdemokraternes tab af deres historiske størrelse omkring de 30 procent af stemmerne. Magten tæller mest.

Søvndal vil i lønkammeret hurtigt konkludere omkring Ã¥rsagen til hans nedtur. Da han gik ud og kaldte sit bagland for kynikere fordi at de ikke kunne lide regeringens pointsystem – underforstÃ¥et at de dermed bragte SF’s regeringsposition i fare fordi det røde alternativ potentielt kunne opfattes som slappere – overskred han en synlig grænse for sin vælgeres tolerance. Hidtil har de fuldt ham i tykt og tyndt nÃ¥r han har rykket partiet. Men ikke denne gang. Søvndal mÃ¥ konkludere, at hans deal med Helle Thorning-Schmidt er blevet undsagt.

Hvad nu?

Som altid indebærer politiske nedture en kædereaktion af ulykker. Søvndal vil forstÃ¥, at kommer mÃ¥lingerne ikke hurtigt op igen, vil hans manøvrerum for at følge S i den videre jagt pÃ¥ magten blive indskrænket. Det at fremstÃ¥ som et ansvarligt parti stiller store krav til SF. Lugter baglandet nu blod kan det ‘gamle SF’ atter dukke op og mÃ¥ske lægge pres pÃ¥ SF-ledelsen i den økonomiske politik.

Eksempelvis er de 12 minutter, som S-SF foreslår at vi skal arbejde længere, ikke specielt populært i dele af fagbevægelsen. 3F får svært ved at anbefale sine medlemmer, at de skal stemme for overenskomster, hvor dette indgår og netop fagbevægelsen er en klassisk kampplads i den historisk indædte krig mellem Enhedslisten og SF.

Søvndals værste mareridt opstår, når han må se Enhedslisten succesfuldt gå på strandhugst i bl.a. 3F-land, med klassiske SF-budskaber. Hvilket bringer os til næste punkt.
Enhedslisten har sÃ¥ langt ikke kunne profitere af SF’s højredrejning. Lige indtil sagen om pointsystemet. Det har været et af dansk politiks mærkeligste ting, at Enhedslisten er forblevet pÃ¥ 2 procent. Eneste forklaring er Søvndals personlige tiltrækning pÃ¥ vælgerne. Men nu er magien brudt via udlændingepolitikken og nok er nok for SF’s venstrefløjsmedlemmer, som har taget flugten til EL.
Hvis Søvndal mærker en lille sveddråbe trille ned af sin ene tinding inde i lønkammeret kan det ikke undre.

SÃ¥fremt digebruddet til Enhedslisten er sket fordi Søvndal har mistet sin magiske aura i vælgerskaren, er der grund til en monumental bekymring. Søvndals rockstjernestatus bærer hovedparten af SF’s fremgang, og er han toppet for tidlig vil partiet ende nede omkring valgresultatet. De næste mÃ¥linger vil vise om Søvndal har fÃ¥et et gult eller rødt kort?
Søvndal må ligeså erkende, at de interne modstandere i folketingsgruppen vejrer morgenluft. Özlem Cekiz var en af de centrale aktører, som bragte Søvndal tilbage til planeten Jorden med sin klare modstand imod pointsystemet. Og det har andre i gruppen forstået. Kædereaktionen indebærer, at selv Ole Sohn ikke vil kunne banke dissidenter på plads i kommende sager, hvor SF skal følge den ansvarlige S linje.

Søvndal må gå delvis Classic

Søvndals fornemste målsætning er at vokse til næste valg. Et opgave, som har været løst til perfektion indtil nu. Han kan ikke holde til at gå totalt baglæns på sin nye regeringshungrende profil og hoppe helt tilbage i hængekøjen.

Men kommer der flere elendige mÃ¥linger, vil han blive tvunget til at justere linjen, i retning af en mere SF-classic politik. Og det er ikke godt nyt for Thorning-Schmidt idet hun da vil fremstÃ¥ med et mindre klart alternativ pÃ¥ valgdagen. SÃ¥ skal hun navigere mellem et tungt SF og et ‘umuligt’ radikalt parti.

Den røde blok har et solidt flertal - endnu. Og Thorning-Schmidt er i god træning omkring at leve med en lav tilslutning, mod at få regeringsmagten. Men det er Søvndal ikke.
I lønkammeret mÃ¥ Søvndal erkende, at han stÃ¥r ved en korsvej. Hvis de næste mÃ¥linger ligner den seneste MegafonmÃ¥ling, er hans fremgang og succes som SF-formand truet. Søvndal nærmer sig da et valg: er det magten eller SF’s størrelse, som han skal vælge? Svaret kompliceres af, at de to mÃ¥lsætninger hænger uløseligt sammen.