Finansministeren pudser regeringens ansvarlighed af med tanker om i fremtiden at spare på det en kernevelfærdsområde for at finde penge det andet. Ansvarligt ja, men uden politisk gang på jorden.

Da finansminister Claus Hjort Frederiksen i gårsdagens avis meldte ud, at regeringen ikke agter at udvide den offentlige sektor i år fremover, forsøgte han at lave en kant til oppositionen. Hjort har gode faglige argumenter, men det er langt fra sikkert, at hans politiske boldøje holder.

Hvis ikke vælgerne køber hans sortsyn, men i stedet satser på oppositionens løfter om mere velfærd, er regeringen færdig. Mange regeringer har gennem tiden forsøgt, at vinde vægernes gunst med at agere forsvarligt – og tabt.

Dem eller os?

Man skal som altid passe på med at overfortolke et interview fra en toneangivende minister. Men finansministeren er selvfølgelig ikke blind overfor de signaler, som han sender. Sagen er, at budskabet om de færre offentlige udgifter flugter med regeringens økonomiske plan - Genopretningsplanen - som blev aftalt i foråret og vedtaget med finansloven. Det politiske budskab fra finansministeren er enkelt: Regeringen vi holde fast i en sund økonomi, og oppositionen vil love mere velfærd og lånefinansiere festlighederne.
Hjorts budskaber rammer direkte ind i spillerummet mellem politik og fakta.

Det er korrekt, at Danmark aldrig har brugt så mange penge på offentlig service. Det er korrekt, at Danmark skal reducere sit offentlige forbrug til ca. 26,5 procent af BNP for at komme ned i nærheden af en offentlig sektor, som vi har en chance for at finansiere på længere sigt og som ikke frister finansmarkederne over evne, når de skal vurdere forholdet mellem hvor meget vi tjener ind i skatter og hvor meget vi bruger på at sukre hinanden ind i offentlig service.

Mere indviklet er det ikke, hvis vi skal forhindre at de går amok, som vi så det i tilfældet med Grækenland og senest Irland.
Hjort har formentlig også ret når han påpeger, at oppositionens økonomiske plan med de 12 minutter ikke flyver i alle dele af fagbevægelsen og at de 15 milliarder til mere velfærd skal skaffes af anden vej, en plan B om man vil, som oppositionen klogt nok ikke har den store trang til at ud dybe. Og så er vi fremme ved det, som Hjort ikke har ret i.

Ingen politiker kan sige nej til velfærd

I interviewet med Politiken leverer Hjort eksempler på velfærd, som skal finansieres inden for de 26,5 procent i fremtiden. Øgede udgifter til medicin. Tanken om, at vi da for pokker også må kunne finansiere vores medicinforbrug og sundhedsvæsenet i øvrigt inden for de 26,5 procent af BNP, er på overfladen sympatisk og sund borgerlig politik. Men djævelen ligger som bekendt i den virkelige verdens realiteter. Ingen regering kan sidde overhørig, at der pludselig ikke er råd til nye typer af livsvigtige medicintyper. Så falder den. Ikke mindst sundhedsområdet er forbundet med politisk livsfare.

Hjorts påstand om, at der i så fald skal skæres på andre områder, hvis der skal skrues op øget medicinkøb lyder flot men holder kun i teorien. Det er svært at se hvorfra besparelserne skal komme hvis et flertal skal stå bag dem?
I de kommende år, hvor finansministeren vil finansiere nye velfærdsinitiativer med besparelser kommer der et uhyggeligt pres på behovet for velfærd. De mange nye ældre koster penge i sundhedssektoren og plejesektoren.

Det bliver svært at vælte alle nye besparelser over på kommunerne, uden at de piver og giver regeringen skylden for nedskæringer af velfærden.
Det som Hjort og regeringen stiler efter er altså politisk vurderet for optimistisk til den stramme side, eller sagt på en anden måde, ikke realistisk. Jo, vi kan komme ned på 26,5 procent i offentligt forbrug, men vi kan ikke holde det nede ved at gennemføre større eller mindre besparelser her og der.

Skal tallet holdes - og det er klogt nok - skal der gennemføres langt mere grundlæggende reformer, som tvinger flere ud i job og holder andre væk fra pensionen, og dermed bidrager til at hæve Danmarks BNP (så bliver de 26,5 procent jo et større tal). Her snakker vi bl.a. afskaffelse af efterlønnen og udskydelse af pensionsalderen, som er blandt de større kandidater til at løse opgaven. Men Hjort nævner dem ikke, for det er jo heller ikke populært hos vælgerne.

Vælgerne vil have de røde

Finansministerens forsøg på at markere en ansvarlig linje overfor den røde blok, som vil arbejde 12 minutter længere slår fejl, idet han ikke vil kunne samle et politisk flertal bag sin sparedoktrin. Dansk Folkeparti undsagde ham da også i går, hvilket i sig selv viser, hvor svært regeringen har det med den politiske linedans for tiden.

Præcis som man overdoserede Genopretningspakkens besparelser, overdoserer finansministeren strammerpolitikken til et urealistisk niveau, hvilket gør hans udmelding til tom symbolsnak. Det er ægte reformer, som der er brug for, såfremt ministeren vil leve op til sin målsætning, men Hjort tør ikke tale herom, af frygt for vælgernes reaktion.
Politisk er det højt spil at melde en så konsekvent besparelsespolitik ud så tæt på et valg. Historien viser, at vælgernes evne til at se de finere samfundsøkonomiske sammenhænge er begrænsede. Hjort skulle i stedet have valgt mellem reformer eller politisk realistiske besparelser.

Selv om han havde valgt det sidste, ville han stadig have stået mere ansvarlig tilbage end det røde alternativ, som i stedet nu er blevet styrket.