Løkkes regering er nu for alvor ved at nedsmelte. De konservatives interne nedtur handler om, hvordan de skal klare en politisk atomvinter efter et valg, snarere end om, hvordan valget skal vindes. Og alt andet tolkes ind i regeringens nedtur. På rystende kort tid er Løkke kommet tæt på det punkt, hvor valget er tabt, før det er udskrevet.

I en analyse 10. december skrev jeg her i avisen, at det eneste, som kan tvinge statsminister Lars Løkke Rasmussen til at udskrive valg før tid, er den konservative nedsmeltning. Kommer det til en egentlig borgerkrig i K, vil Løkke ikke kunne føre en valgkamp, idet hans regeringsalternativ er smadret. Hvorfor han må rykke før. Da jeg sendte analysen i trykken 10. december, havde jeg ikke troet på, at en weekend som den seneste lå så tæt på. Løkke må nu se i øjnene, at der i disse sene juledage spredes en erkendt nederlagsstemning omkring hans muligheder for at genvinde magten. Og han kan ikke gøre noget ved det.

Brian, Lars og den fede dame Økonomi-og erhvervsminister Brian Mikkelsen brugte weekenden på at sprede usikkerhed om sin politiske fremtid. Problemet er ikke, at han som fremtrædende konservativ forholder sig til sin fremtid efter et valgnederlag. Problemet er, at han gør det offentligt. Det siger sig selv, at når nummer 2 i et regeringsparti omtaler sandsynligheden for, at regeringen taber valget, i en offentlig sammenhæng, er slutningen om, at han har givet op, ikke snublende langt væk. For sådan fungerer politik.

Der kæmpes netop ikke, til ‘den fede dame har sunget’ op til et folketingsvalg.

Såfremt der bare lugtes en mindre sandsynlighed for et valgnederlag, går det politiske maskineri i gang: Hvem skal med i partiets nye magtkonstellation efter et valg? For de konservative er lugten af nederlag ekstra dyr, idet alle ved, at Espersens job bliver ledigt, hvis ikke VK-regeringen kan fortsætte. Oversat til almindeligt dansk betyder det, at der bliver rigtig mange nye indflydelsesrige pladser at slås om i partiet, såfremt Espersen snubler. Brian Mikkelsens helligbrøde bestod derfor i at give næring til indtrykket af, at man i toppen af partiet lægger planer for tiden efter et nederlag.

Nedsmeltningen i K fik et yderligere bidrag, da justitsminister Lars Barfoed sendte et forslag ud i lørdagsavisen om, at han ikke kan se K som en del af en ny borgerlig regering. En utrolig uklog melding. Barfoeds betragtning fortæller enhver, at de konservative ikke kan leve med det politiske indhold i et borgerligt projekt, som minder om det, som de nu har været en del af i ti år. Med andre ord undsiger justitsministeren hele VK-regeringsprojektet og sender endnu en klar tabermelding til omverdenen om, at den konservative ledelse er i gang med at planlægge for den politiske atomvinter, som måske ligger lige om hjørnet.

Endelig, i går, gik to yngre konservative folketingskandidater ud og undsagde partiets politik på alle de områder, hvor der er givet indrømmelser til Dansk Folkeparti gennem årene. En selvpromoveringsøvelse af de mest sårbare givet tidspunktet, idet enhver ved, at årsagen til VK-regeringens lange levetid netop skal findes i de kompromiser, som er indgået med Kjærsgaard.

Løkke må notere sig, at siden analysen 10. december er K rykket længere frem mod den magtkamp, som kan ødelægge hans politiske fremtid.

Fænomenet Bertel Haarder

Bertel Haarder gik amok over for en DRjournalist i fredags. Den tydeligt overarbejdede, tidspressede og Ã¥benlyst genneminterviewede minister vidste ikke, om han skulle gÃ¥ eller blive. Han skulle være gÃ¥et - for længst. Det var dÃ¥rlig stil af DR at bringe indslaget med en minister, som var i sin gode ret - uden rullende kamera - til at diskutere, om journalisten var inden for den ‘kontrakt’, der var aftalt for interviewet.

Selvfølgelig var Haarder langt ude.

Men for os, der har arbejdet tæt på ministre, er det ikke usædvanligt, at de flipper ud. De er under et konstant pres og altid en bunke papirer bagud. DR kan måske glæde sig lidt nu, men de brød i bedste Ekstra Bladet-stil en vigtig uskreven lov mellem politiker og journalist, som begge har meget på spil. Når det er sagt, er Haarders manglende overskud med til at cementere billedet af ikke alene en frustreret minister, men en frustreret regering.

PÃ¥ nuværende tidspunkt er det langt værre med den slags udfald, end dengang eksempelvis Anders Fogh Rasmussen i filmen ‘Fogh bag facaden’ skældte ud pÃ¥ en medarbejder for rullende kamera. Dengang havde regeringen grundlæggende momentum, og episoden blev alene et unikt indblik i den normalt hÃ¥rde tone, som er en del af hverdagen i toppolitik. Nu fremstÃ¥r Haarders udfald som endnu en pind til regeringens kiste.

Kigger vi tilbage i tiden, er der altid en tendens til at give den urimelige presse ansvaret for en kuldsejlet regering. Og linjen over for pressen bliver mere uforsonlig, når et valgnederlag står for døren. Det oplevedes ligeså under Nyrupregeringen i dens sidste år. Dengang var lugten af nederlag tyk, og det betød ikke længere noget, hvad statsministeren og andre ministre foretog sig. Løkke må konstatere, at han siden 10. december nu kun er et mulehår fra at være i samme situation, som Nyrup var dengang. I lyset af det der er sket de seneste ti dage, kan man berettiget spørge, om regeringen holder ti dage mere?