Hendes upopularitet skyldes et miks af dårlig timing, dårlige beslutninger og almindeligt uheld. Dommen over hende er for hård, men det kan man ikke forklare vælgerne.

Den konservative nedsmeltning er en kendsgerning.
Og det er altovervejende den konservative leders personlige ansvar. Samtidig er udenrigsministeren tilsyneladende bragende god til sit job. Ifølge hendes embedsmænd og kolleger. Men det giver hende ingen kredit hos vælgerne.

Hvorfor? Tre årsager.
1) For det første er udenrigspolitikken ikke et område, som for alvor optager danskerne. Jo, Afghanistan og EU-spørgsmål af mere principiel karakter, men så stopper festen.
Espersens fejl består ikke i, at hun har kørt udenrigspolitikken i sænk. Den består i, at hun har skiftet Per Stig Møller ud, samtidig med at hun har udvist en mangel på arbejdsiver i forbindelse med mødet med Hillary Clinton i Arktisk Råd. Hvis udenrigspolitikken havde fyldt lige så meget i vælgernes bevidsthed som eksempelvis skattepolitikken og udlændingepolitikken, ville hendes konkrete resultater have trukket lidt i den rigtige retning. Sagt på en anden måde: Det job, hun bestrider sig som udenrigsminister, kan ikke bringe hende fremad, men det kan sænke hende. Vælgernes forventer, at Lene Espersen kan klare sit job.

2) Espersens konkrete fejl var en moralfejl. Hun sad på Mallorca, da hun skulle have siddet ved polarcirklen.
Hendes vælgere er alle mennesker, som arbejder hårdt. Små selvstændige erhvervsdrivende. Advokater, som dag og nat må svare på opringninger fra hysteriske kunder. Sygeplejersken og politibetjenten med masser af nattevagter. De dømmer hende ikke på udenrigspolitikken.
De mener, at Clinton-episoden afslørede et karaktertræk. Og den slags ændres ikke af en undskyldning.
Hun begik i realiteten et karaktermord på sig selv.

3) Hendes ledelse af partiet forud for fejlen var ikke en succes. Da sagen kom, havde hun derfor ikke noget i banken hos vælgerne, som kunne trække i den anden retning. Hun havde flakset rundt og på et år ment alt, fra at de offentligt ansatte skulle hygges om, til at der skulle indføres burkaforbud.

I konservativ forstand ikke akkurat kernepolitiske emner. Hendes vælgere ønsker ikke at betale mere skat, end godt er, hvorfor de offentligt ansatte ikke skal forkæles. Og burkaforbuddet var en uvelkommen strandhugst hos Kjærsgaard.
Når historien (måske snart) skal skrives om Espersens fald, vil de mere nøgterne betragte det som delvis uberettiget.
Hun var uheldig med timingen af fejlen. Det er ikke usædvanligt, at en partileder skal sidde i flere år, før det endelig går fremad, og der kommer styr på linjen og de politiske budskaber. Spørg S-leder Thorning-Schmidt, spørg Lars Løkke Rasmussen, spørg Margrethe Vestager.
Den nye, famlende formandsrolle og det, at fejlen kom, lige efter at hun brutalt og uklogt tog jobbet fra partiets nestor, Per Stig Møller (der stadig topper ranglisten som den mest populære minister), samt dens moralske karakter, er tilsammen den grimme cocktail, som siden har martret Espersen.

At gøre det godt som udenrigsminister er en bunden opgave og kan aldrig bringe hende fremad. Det eneste, som hjælper nu, er en klar K-linje og synlige resultater som følge heraf.
Men tiden er for længst forpasset hertil.