En brumbasse kan ikke flyve. Men det ved den ikke, hvorfor den flyver alligevel. Foghs tid var en brumbasse værdig. Den borgerlige regering burde være kollapset alene på grund af økonomien, men fløj videre. Fremtiden byder på helt andre forhold på Borgen, og justeringen af efterlønnen, som statsministeren varsler, er blot en lille indledning.

Om den borgerlige regeringsperiode er endegyldigt forbi, ved vi efter næste valg. Men at det seneste årtis måde at føre politik på er en saga blot, ligger allerede nu fast. Her ved nytårstid, på vej ind i 2011, må en politisk analyse af, hvad vi kom fra, og hvad vi er på vej til, være på sin plads. Og store forandringer på Borgen ligger forude.

Men først et politisk tilbageblik.

Foghs brumbasse fløj og fløj

Vi, der blev født i midten eller slutningen af 1960′erne og voksede op i 1970′erne og 1980′erne, hørte skrøner om, hvordan det hele bare var fantastisk, dengang Danmarks velfærdssamfund for alvor blev stablet pÃ¥ benene. I modsætning til 1970′ernes og 1980′ernes nedtur og massearbejdsløshed kunne alt lade sig gøre i 1960′erne. Der var arbejde til alle. Vi var vist mange, som helt op til starten af 1990′erne mente, at vi var født mindst et Ã¥rti for sent. SÃ¥dan vil det ogsÃ¥ blive for de Ã¥rgange, som er kommet til verden i Ã¥rene fra 2001 og frem til finanskrisen. Under Anders Fogh Rasmussen fløj brumbassen ubegribelig højt af mindst fire Ã¥rsager:

1) Fogh overtog regeringsmagten, efter at Nyrup i 1990′erne havde gennemført en stribe nødvendige reformer af bÃ¥de skattesystemet og arbejdsmarkedet.

Og der var kommet gang i den økonomiske vækst igen, efter at Nyrup siden 1993 havde kæmpet med 360.000 ledige. Foghs grundlag for fremgang var godt.

2) Foghs mirakel anede han næppe selv. Normalt køres økonomien totalt af sporet, nÃ¥r der kommer for meget gang i hjulene. Lønningerne stiger, varerne fordyres, og eksporten falder med tabt konkurrenceevne. Det skete ikke her. Da Fogh indførte skattestoppet, betød det reelt, at han pumpede milliarder ud i økonomien. Men den normale katastrofale lønudvikling udeblev mirakuløst, idet relevant reservearbejdskraft strømmede ind over grænserne fra Polen til Baltikum. Det betød, at Fogh som en anden fætter Højben kunne fyre op under kedlerne, uden at det hele gik galt som i 1980′erne under Schlüter. Og det betød igen, at han bÃ¥de kunne finansiere et offentligt forbrug af næsten ‘kommunistiske dimensioner’ og samtidig fÃ¥ et rekordstort overskud pÃ¥ de offentlige finanser. Lige inden finanskrisen var det dog alligevel ved at koge for meget op, hvad ingen erindrer nu, idet krisen lagde et lÃ¥g pÃ¥ den detalje.

3) Foghs kontraktpolitik var mulig. I gode tider som disse var det offentlige budget et tagselvbord. Fogh havde ganske enkelt penge til at love dette og hint og levere det. Sammen med Pia Kjærsgaard, hvad der var årsagen til, at det hele forblev en lukket politisk fest mellem dem.

4) Den sidste årsag er Fogh selv. Der har næppe været en så suveræn politiker på Christiansborg siden socialdemokraten Jens Otto Krag. Selv om der var konstant fremgang, blev statsministeren testet. På lokale trusler mod opsvinget.

På udenrigspolitikken, hvor ikke mindst Irakkrigen givet havde lagt andre statsministre i graven. Men Foghs star quality og almindelige overblik sikrede, at man oftest navigerede uden om de værste politiske skær. Befolkningen havde en kompetent politisk ankermand, der med sin drejebog i hånden konstant gik rundt og delte gaver ud.

Læg hertil hans kyniske spil på fremmedangsten, et politisk område, som oppositionen endnu ikke efter ti år har lært at håndtere.
De gode tider, samt Foghs person, gjorde det borgerlige Ã¥rti til et ‘onemanshow’ og reelt en umulighed for oppositionen at slÃ¥. Det ændrede sig fælt med finanskrisen og Lars Løkke Rasmussen.

Nye tider på Borgen

Krisen og Løkke signalerede to monumentale ændringer af det politiske landskab i det næste årti.

1) Fremadrettet er det umuligt at se en økonomisk julemandspolitik, som den Fogh stod for. Inden for få år bliver der langt færre på arbejdsmarkedet til at skrabe pengene sammen til den offentlige service. Og endnu værre stiger behovet for velfærd eksplosivt. Alene dette betyder, at der skal prioriteres i den velfærd, som Fogh udbyggede efter behov.

Manglen på velfærdspenge vil bringe dansk politik tilbage til normalen. De ubehagelige beslutninger vil stå i kø. Og dermed vil trangen til at få så mange politiske partier som muligt med til at dele ansvaret komme tilbage. Løkkes aktuelle ønske om at tage patent på evnen til at træffe de store ubehagelige beslutninger er valgkamp, og ingen i oppositionen vil være med før et valg.

Statsministerens ventede udspil omkring efterlønnen i nytårstalen skal som alt andet forklares i lyset af valgkampen.
Dels har Løkke lagt sig i selen for at være det ansvarlige tilbud til vælgerne. Og efter at han gik planken ud med genopretningsplanen, er situationen modnet politisk, til at han kan profilere sig yderligere med en reformkurs af hidtil uset omfang. For det andet er situationen uholdbar for Løkke, hvis han undlader.

Ikke mange borgerlige vælgere kan forstå, at man kan være ansvarlig og samtidig lade efterlønnen gå ram forbi. Det er uansvarligt. Derfor udhuler Løkke sin egen troværdighed og fremstår usympatisk taktisk, hvis han ikke agerer i sagen.

Læg hertil, at Liberal Alliance af denne grund skovler stemmer ind fra bl. a. Venstre. Det er valgkamp, men også et signal om, at fremtiden står i de store økonomiske prioriteringers tegn.

Dansk politik uden stjerner

Efter et valg vil der til gengæld atter komme en mulighed for, at oppositionen kan profilere sig ved at ‘være i arbejdstøjet’, og meget taler for, at dansk politik atter vil forlade blokpolitikken i valgperiodens første Ã¥r. Dermed vil muligheden for valg i utide ligesÃ¥ stige, idet det gammelkendte folketingsvalg, udskrevet pÃ¥ en regeringskritik af en uansvarlig opposition, genindføres.

2) Dansk politik er i det næste årti et himmellegeme uden stjerner. Politikere som Fogh og Nyrup, der i deres storhedstid både havde appellen og politikken, findes ikke. Socialdemokraternes fortsatte dårlige målinger illustrerer dette til fulde. Hvis Thorning-Schmidt var blevet købt af befolkningen, som Fogh blev i 2001, ville tilslutningen til S ligge langt over det nuværende lave niveau.

Hun kan nå det endnu, men nogen aktuel bølge rider hun ikke på.

Søvndal, som lignede et bud på en stjerne, er ved at gå død før tid. Og hos de borgerlige er Løkke måske udstyret med samme indsigt som Fogh i den politiske substans, men vælgerne har heller ikke købt ham, og hans troværdighed er raslet ned. Hans politiske beslutninger er nok ansvarlige, men Foghs vinderudstråling, formuleringsevner samt kynisme og sans for at tækkes vælgerne synes så langt fraværende.

Flere vælgervandringer

For vælgerne betyder manglen på ledestjerner, at næste årti kan blive de store vælgervandringers årti. Vælgerne føler sig ikke bundet af én person, og de politiske spørgsmåls ofte yderst komplicerede karakter gør, at fraværet af dominerende politiske personer får dem til at flakse. Vi ser det p. t. med vælgervandringen mellem de konservative, Venstre og Liberal Alliance, som ikke kan forklares med en politisk tour de force fra Anders Samuelsens side (for så var fremgangen vel kommet før), men en udefinerbar utilfredshed med K-leder Espersen og Løkke selv. Dette taler alt sammen for, at vælgerne næste gang vil prøve noget nyt.

Det er opbrudstid pÃ¥ Christiansborg, og meget kan tyde pÃ¥, at det samarbejdende folkestyre vender tilbage af nød, fordi der skal spares. Og de, som er unge og vokser op fra nu af og frem mod 2030, vil spørge os andre, hvordan det egentlig var at leve dengang i de vilde 00′ ere, hvor pengene og jobbene var rigelige, og politik var en forholdsvis simpel ting at beskæftige sig med?

Godt Nytår

PEM