I går duellerede Løkke og Thorning for første gang om det valgkampen handler om: efterlønnen. Thorning var skarp, men statsministerens anklage om manglende substans ramte plet.

Duellen mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og S-leder Helle Thorning-Schmidt blev som ventet generalprøven på dansen om efterlønnen.

Det klippeskær, som skiller oppositionen og regeringen, er blevet større med statsministerens seneste dramatiske udspil.
Hvor oppositionslederen igen og igen slår på det følelsesmæssigt forkerte i at fornægte de pressede specialarbejdere, forsvarer statsministeren sig med, at dem, som virkeligt er nedslidte, selvfølgelig ikke skal slagtes sammen med efterlønnen.

Thorning-Schmidts chance var at skabe billedet af en statsminister, som er ond ved de svage, en mand der bryder løftet fra 2006 om den efterlønsordning, vi har i dag.

Løkkes plan var at udstille S-lederen som økonomisk uansvarlig og helt uden konkrete svar. Der gÃ¥r Ã¥r og dag imellem at S-SF-planen ‘Fair Løsning’ kommer til en grundig debat. Men denne aften løste statsministeren opgaven. Han fik udstillet det som tvivlsomt, nÃ¥r Thorning-Schmidts i sin plan kalkulerer med, at fagbevægelsen sige ja til at lade deres medlemmer arbejde en time mere - blot fordi de skal forhandle med en S-SF regering.

Siger fagbevægelsen ja til det? Det samme lykkedes med skattepolitikken, som Thorning-Schmidt ikke ‘orkede’ at redegøre for. Hun var presset.

Da debatten kom ind på den offentlige sektors omfang erklærede Thorning- Schmidt frisk at den offentlige sektor skal blive mindre, men at velfærden skal udbygges gennem effektiviseringer.

Men hvilke effektiviseringer? Løkke havde ret, da han påstod, at S-lederens svar ikke var særligt præcise. Det kan man ikke bebrejde S-lederen.

Thorning-Schmidt ønsker af gode grunde ikke at komme i dybden med, hvordan den offentlige sektor skal slankes eller effektiviseres. For her har hun et problem - både hvis hun vil bruge mere, eller bare det samme beløb som i dag, eller hvis hun vil skære ned. Det bedste hun kan håbe på, at det fortsat henstår frugtbart uklart, hvad hun vil med det offentlige forbrug. Og at flertallet af vælgerne forventer, at sektoren under hende nok vil undergå færre besparelser end med Løkke ved roret.

Begge lærte af duellen

Løkke havde bedre fat i oppositionslederen end tidligere af en eneste grund: hun er ikke konkret nok med sin politik.
Statsministerens strategi handler om at fremstå seriøs og ansvarlig.

Genopretningsplanen, det seneste efterlønsforslag og de konkrete udspil på skoleområdet gav endelig pote, og de gav Løkke en debatmæssig fordel. Thorning-Schmidt klarede sig som vanlig ikke dårligt, og dem som holder med hende vil synes, at hun gjorde det godt.

Men hvis hun ikke læser op på sin økonomiske politik, sin plan for at finansiere efterlønnen og sin detaljerede folkeskoleplan vil hun stå stadig mere uskarp i forhold til de konkrete problemer, som Danmark står overfor.
En lang valgkamp vil give Thorning et problem. Løkke mærkede, at hun kunne presses i detaljen. Det har både hun og han lært af.

Hvad siger I til duellen? Hvordan klarede de to kandidater sig?

PEM