Med et fingerknips fjerner LO grundlaget for S-SF-planens hofnummer: merarbejdet pÃ¥ 12 minutter. Børsting kan ikke fÃ¥ medlemmerne med, hvad S-SF-alliancen naturligvis mÃ¥ have forstÃ¥else for i en tid, hvor LO skal ‘godkende ministerlister’. Nu mangler Thorning og Søvndal nye ideer til at finde 15 milliarder. Eller gør de?

Det massive tilbageløb på forslaget om, at danskerne skal arbejde 12 minutter ekstra er - planlagt eller ej - klog politik. S og SF må længe have lugtet de kolde realiteter, nemlig at det ikke bliver muligt for fagbevægelsen centralt at forhandle en overenskomst med en S-SF regering om øget arbejdstid, som decentralt bliver belønnet med et ja ved en urafstemning.

Lige nu, hvor Thorning-Schmidt og Søvndal fører monumentalt i meningsmålingerne, er tidspunktet ligefrem velegnet til at afmontere en kæmpe usikkerhed i det faglige bagland om, hvorvidt sosumedhjælperen eller metalarbejderen skal knokle mere efter et valg. Med katten ude af sækken har S-SF-alliancen og fagbevægelsen til gengæld skabt en yderligere monumental usikkerhed om, hvordan de vil finde de famøse 15 milliarder. Men til regeringens frustration har dette så langt været en debat for økonomer og andre petitesseryttere.

S-SF-koordinering med LO

Der tales og skrives så meget om den tætte koordinering mellem LO og en kommende S-SF-ledet regering. Skal LO godkende ministerlisten? Den slags historier er givet godt for LO; om det også er godt for en SSF-valgkamp er en anden sag. Men på de utallige koordinationsmøder mellem S-ledelsen og LO har der hele tiden ligget den bombe, at LO og Børsting ikke har været for lykkelige ved de 12 minutter. Man har ikke skullet pirke længe i det faglige bagland for at få en fornemmelse af, at et krav om øget arbejdstid ikke var en sukret lækkerbisken, slet ikke hos de grupper, der i forvejen mener, at de knokler fysisk hårdt i det daglige.

I S-SF-planen ‘Fair forandring’ stÃ¥r følgende pÃ¥ side 9:

»Vi vil ikke acceptere forringelser i velfærden… Danmark skal arbejde sig ud af krisen… Derefter lukker vi hullet i statskassen med en større arbejdsindsats. Det kræver en trepartsaftale, hvor lønmodtagernes organisationer bidrager til, at vi samlet set øger arbejdstiden…«.

Det siger sig selv, at når S-SF-planens største og mest opreklamerede slagnummer - de 12 minutter - ikke rigtig duer i virkeligheden, har man et problem.

S-SF og LO havde intet valg

Afskaffelsen af et afgørende politisk shownummer sker kun sjældent, uden at det er med fuldt overlæg. Og at LO ukoordineret har skåret benene væk under S-SF i sagen om de 12 minutter synes lidt utænkeligt.

Og dog, meget sker i politik, som er mindre planlagt. Under Nyrup-regeringen i slutningen af 1990′erne oplevede jeg selv pÃ¥ helt tæt hold, hvor langt LO vil gÃ¥ for at opnÃ¥ en rolle i samfundsudviklingen.

Fagbevægelsens melding om, at man alligevel ikke kan regne med, at de 12 minutter indgÃ¥r i en kommende trepartsaftale, og Henrik Sass Larsens ( S) efterfølgende rolige udtalelse om, at de 12 minutter nu kun er et ‘worst case scenario’ i en kommende aftale mellem parterne, var uomgængelig og derfor ligefrem klog.

For det første er det ikke Harald Børsting og LO, der forhandler overenskomster, hvorfor en central forhandling om en længere arbejdstid ikke kan besluttes af en S-SF-regering, LO og DA. For det andet risikerer den stigende utilfredshed hos LO medlemmerne - om udsigten til at arbejde mere - at springe i luften under en valgkamp.

For det tredje stemmer sure LO medlemmer også til folketingsvalg. For det fjerde er kravet til sort tale hos de faglige ledere - når de har skullet gøre deres medlemmer trygge uden at underløbe SSF alternativet - steget til urimelige højder.

At gÃ¥ baglæns, nÃ¥r man ligger side om side i meningsmÃ¥lingerne med den blÃ¥ blok, har ikke været muligt. Men nu, i vinterferien og hvor den røde blok fører suverænt, har LO (med S og SF i hælene) vurderet at kunne lægge luft til kravet om at arbejde mere. Ja, finansminister Claus Hjort Frederiksen harcelerede som ventet over aktionen, men dels stÃ¥r man i rød blok fast pÃ¥, at de 15 milliarder stadig skal findes, og dels er de 12 minutter ikke helt ‘døde’, men kun ‘ afskaffet’ nu, fordi der p. t. er stor ledighed.

Intet tilbage i den sorte kasse? Status er imidlertid nu, at S-SF og fagbevægelsen skal finde 15 milliarder uden i talende stund at ane hvordan. HK’s formand, Kim Simonsen, mumler noget om at forbedre arbejdsmiljøet. Det er ikke engang fugle pÃ¥ taget, men duer helt oppe i RÃ¥dhustÃ¥rnet i forhold til det krævede. Børsting selv taler om at udbetale overarbejde.

Alt tyder så langt på, at S-SF - når brisen om de 12 minutter har lagt sig - klogt er kommet af med et urealistisk ønske, men til gengæld sidder ganske sårbare tilbage over for en massiv kritik omkring realismen i den kommende trepartsforhandling.

Politisk havde det været bedst at holde fast i de 12 minutter. Men nÃ¥r fagbevægelsen ikke kan levere varen, bliver positionen umulig. Nu mÃ¥ S-SF-ledelsen enten satse pÃ¥ at kunne anvise andre troværdige metoder inden valget til at finde pengene sammen med LO. Eller ogsÃ¥ mÃ¥ de satse pÃ¥ at lave ’snigeren’ i hÃ¥bet om, at regeringen allerede er stendød, uanset hvad de gør.

Meget taler for det sidste.

Alt godt,

PEM