Dansk Folkeparti smuldrer langsomt fra hinanden under Løkkes krisepolitik. Grænsesagen er Kjærsgaards desperate comebackmulighed.
Da Pia Kjærgaard og Anders Fogh Rasmussen indgik en hellig alliance i 2001 – ‘fordi alle andre vil vælte regeringen’, som Fogh yndede at sige – anede hun ikke, hvilke skønne politiske Ã¥r der lÃ¥ forude. Ã…r efter Ã¥r sad hun og Fogh og delte penge ud til Kjærsgaards kernevælgere og førte blodig værdikamp, nÃ¥r lejligheden bød sig.

Som eksempelvis Muhammedkrisen. Kjærsgaard var kommet til højbords – og nød det. Den tilstand sluttede brat med Lars Løkke Rasmussen indtog i Statsministeriet. Ikke på grund af Løkke, men på grund af det, som altid styrer politikerne arbejdsbetingelser: økonomien.
Skiftet fra, hvad der mindede om uendelig økonomisk fremgang til kriseøkonomi, var monumentalt og ændrede fuldstændigt Kjærsgaards eksistensvilkår på den politiske scene. Til det værre, meget værre.

Pia gik ‘økonomisk’

Istider har skabt færre ændringer for livet pÃ¥ jorden end dét, som Dansk Folkeparti oplevede med de nye krav til sparepakker, opsamling af regninger og barbering af centrale velfærdsordninger som eksempelvis efterlønnen. Løkke havde intet andet valg som statsminister end at sikre landet mod spekulation ude fra. Og sÃ¥ledes blev hans ‘ansvarlige linje’ et must, som Kjærsgaard mÃ¥tte tage til efterretning. Løkke kunne ikke flytte sig, og derfor kunne hun heller ikke.
Overgangen fra Fogh til Løkke har været dyr. For hvordan i himlens navn skulle Kjærsgaard pleje sine vælgerskarer – de flygtede socialdemokrater – når det rigtige socialdemokrati fulgte hende nogenlunde til dørs med udlændingepolitikken og i øvrigt lovede mere velfærd? Den nød har Dansk Folkeparti endnu ikke knækket.
Så langt har hun proklameret, at hun nu er blevet et økonomisk ansvarligt parti, der tager ansvar (læs: regeringsegnet). Hver gang Løkke har været tvunget til at stramme op og genere hendes vælgere, har Kjærsgaard forsøgt at udvælge taktiske symbolske krav.

Men hver gang hun har lagt ryg til de sÃ¥kaldte ansvarlige indgreb, har det slidt pÃ¥ hendes vælgeres tÃ¥lmodighed. Auraen af, at ‘der sker jer intet slemt sÃ¥ længe mor sidder med ved bordet’, er slidt tynd. Profilen hvisket væk. Senest kom der en meningsmÃ¥ling hvor DF fik godt 10 procent af stemmerne, et uhørt lavt tal.

EU-sagen en frisk brise

PÃ¥ den baggrund skal man forstÃ¥, at Kjærsgaard med den galopperende ‘grænsekontrolsag’ – der ligesÃ¥ startede som et lidt latterligt symbolsk DF-modkrav til Løkkes 2020-nedskæringer – for første gang siden, at Løkke kom til magten, atter føler sig som den politiker, som DF-vælgerne engang kendte. Kjærsgaard er nu klar til at tage kampen op med hele Europa vel vidende, at folket tror hende, nÃ¥r hun hævder, at det vælter ind med skumle personer syd for grænsen.

Møder man hende in persona kan man i den grad ane, at ryggen er ranket, og blodet ruller hurtigere i partilederens årer. Hvilket der også brug for. Kjærsgaard må spørge sig selv om, hvor længe hun kan lægge ryg til Løkkes politik.

SÃ¥fremt at den nye recession, som dansk økonomi befinder sig i, bliver forlænget, vil Løkke blive tvunget til at føre en ekspansiv politik – den som hele tiden har været S-SF’s strategi. Det vil gøre smerteligt ondt pÃ¥ statsministeren, men mere ondt pÃ¥ Dansk Folkeparti, idet dets vælgere ikke vil kunne forstÃ¥, at netop Kjærsgaard er gÃ¥et med pÃ¥ sÃ¥ meget ondt for sÃ¥ alligevel at tage fejl.
Kjærsgaard er med grænsekontrolsagen den person i Folketinget, som lige nu ærgrer sig mest over, at lederen af Kristendemokraterne – Per Ørum – ikke væltede regeringen på sagen i fredags. DF-lederen vil gøre sit til at holde sagen i live sommeren over. Arbejdet med at blande betonen til de nye skilderhuse er allerede planlagt.

Den hÃ¥rdt prøvede Pia Kjærsgaard har efter de seneste to Ã¥rs økonomiske mareridt mere end nogensinde desperat brug for et mirakel i form af en sag, der gør sig fortjent til prædikatet ‘DF-classic’. Nu har hun grænsesagen, og ingen skal overraskes, hvis det næste bliver, at hun kræver Dannevirke genopført.