Det handler ikke længere om at lande en sag om grænsekontrol. Det handler nu for Løkke om, at EU ikke fremover tror at Danmarks holdning til EU afspejler Kjærsgaards mere end hans egen. Venstres historiske pro-EU politik er under pres.

En ægte Rønn-Hornbech. I den grad.

Hvis vi skal ind til kernen, var spørgsmålet, om fruen egentligt havde tænkt sig at vælte regeringen på fredag og udløse et sommerferievalg i juli måned.
Det ville hun så ikke. Først krævede Rønn et juridisk notat, der garanterede, at den nye grænseaftale holder sig inden for internationale aftaler. Så fik hun en snak med statsministeren, og så var alt godt igen.

Men det betyder ikke, at Birthe Rønn Hornbech ikke havde en god pointe denne gang.

Sagen om grænsekontrollen er vokset ud af kontrol og fylder nu langt mere, end nogen omkring forhandlingsbordet havde drømt om, da finansminister Claus Hjort Frederiksen for nogle uger siden gav indrømmelsen til DF-leder Pia Kjærsgaard.

Kjærsgaard har jublet lige siden, mens stadig flere Venstrefolk begynder at forstå, at deres EU-politik er trådt under fode. Problemet for regeringen er netop, at den kendte uenighed i VKO om EU er ved at tippe til Kjærsgaards fordel. Og så er det ikke længere kun i spørgsmålet om udlændingepolitikken, hun for alvor bekæmper fællesskabet.

Med angrebet pÃ¥ Schengen-aftalen har Kjærsgaard fremprovokeret et helt nyt og stærkt dansk signal til EU – budskabet er, at Danmark er kritisk overfor EU’s grundlæggende idé og konstruktion.

For Venstre, hvor herrerne ynder at gÃ¥ med EU’s logo syet ind i strømperne, er dette stærk kost, grænsende til det uspiselige.

Rønns protest er berettiget
Og selvfølgelig kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke flygte fra aftalen med Dansk Folkeparti, bare fordi Birthe Rønn Hornbech gik solo. Sådan spiller klaveret ikke.
Og Rønn havde aldrig tænkt sig at vælte regeringen, som det var sket, hvis hun havde undermineret Løkkes aftale om tilbagetrækningsreformen. Den reform er et kabinetsspørgsmål.
Derfor blev ‘Birthe talt til rette’, med alt hvad det har krævet af trusler, slesk tale og billig portvin.

Med sit krav ville Rønn signalere, at hun ikke accepterer, at regeringen fifler sig frem til en løsning, hvilket den gennemførte sagsbehandling i den grad tyder på.
Det siger sig selv, at djævelen ligger i detaljen, og at den praktiske løsning bliver et uskønt kompromis med EU’s vagthunde, som ikke er interesseret i at Schengen-samarbejdet undergraves.

Rønn er optaget af, at Danmarks renommé som et EU-positivt land – som er Venstres politik – ikke undergraves yderligere af Pia Kjærsgaards ekstremt vellykkede kampagne for indholdet af grænseaftalen.

Rønn Hornbech har korrekt forstået, at der lige nu er langt mere politisk på spil, end blot det at få Kjærsgaard gjort tilfreds. Eller at få ro på sagen i Bruxelles.
Det er hele Venstres EU-politiske linje, der er i spil.

Schengen-aftalen udgør en af unionens centrale byggeklodser, som intet har at gøre med kriminalitetsbekæmpelse, men handler om at skabe det effektive indre marked.
Og dermed er vi ovre i Rønn Hornbechs kritik af Kjærsgaards spektakulære angreb på tyskerne.

Samme bekymring. Skal Danmark anses som et land, der gerne vil spille positivt med inden for unionens grænser og i tæt samarbejde med store lande som Tyskland? Eller skal vores EU-partnere se os som aggressive fodslæbende kværulanter fra randområderne?

Det er helt tydeligt, at EU-sagen nu er blevet et langt mere principielt spørgsmål, der ikke bare handler om at finde en mindelig løsning på sagen om grænsevagterne.
I den reelle debat, som nu handler om Danmarks forhold til EU, er Venstrefolket med god ret ved at blive bekymret over, at Kjærsgaards kritiske EU-linje vinder.

VKO holder til det
Rønn Hornbechs kritik af grænseaftalen og Dansk Folkeparti eksponerer diskussionen om, hvorvidt Kjærsgaard rent faktisk – som debatten er skredet frem – har fået for meget, snarere end for lidt for at indgå aftalen om tilbagetrækningsreformen med det giftige efterlønsindgreb?

Løkke fik banket Rønn Hornbech på plads, og det var han nødt til, for der var intet, han kunne give hende. Det ville Kjærsgaard ikke tillade.
Men Løkke ved, at de politiske krigsskadeomkostninger ved grænseaftalen vokser med raketfart. Uffe Ellemanns europæiske linje er nu truet af DF, og Venstres politiske hjerteblod er derfor pludselig i spil. Og den kendsgerning har Rønn Hornbech og stadig flere venstrefolk forstået.

Ingen anede, at den undseelige grænseaftale kunne udnyttes så eksplosivt og effektivt af Kjærsgaard.

At den skulle udløse internationale diplomatiske kriser, en tysk ambassadør, der kritiserer danskerne og ildebrand down town Bruxelles var uventet. Selve det, at der er uro i VKO betyder intet i forhold til Løkkes genvalg. Det er vælgerne så vant til. Og EU-uenigheden er velkendt. Problemet er i stedet, at noget mere alvorligt er bragt i knæ, nemlig Danmarks anseelse i EU i almindelighed. Ingen aner hvor det ender hvorfor Rønn Hornbechs oprør i en venstremands øjne var yderst berettiget.

Kære kommentarskribenter. Debatten pÃ¥ min blog har været skinger og usaglig den seneste tid, og mange har misbrugt stedet til bizarre indlæg skrevet under falske navne osv. Det er hverken i Politikens eller engagerede læseres interesse. Derfor lukker vi nu for kommentarer pÃ¥ min blog, og mine indlæg er sat pÃ¥ ‘read-only’ i en rum tid fremover. Beklager. - PEM.