Elendighederne vælter ned over regeringen, og Margrethe Vestager ligger lavt. Lavt gennem finanslovsforlig med Enhedslisten. Lavt gennem Ole Sohn-sagen. Lavt gennem Carsten Hansen-sagen. Lavt gennem nedturen for rød blok i meningsmålingerne.

Spørgsmålet er, hvornår Vestager begynder at tage livtag med den svære opgave, der ligger i at få en stadig mere ydmyget regering på noget, der bare minder om ret køl. For den radikale leder, som i princippet kan være ligeglad med næste valgresultat, idet hun i teorien kan skifte side, må der være en nedre grænse for, hvor dilettantisk en forestilling hun kan deltage i?

Men hvad skal hun i givet fald gøre? Her kommer et bud.

En god bekendt fra fagbevægelsens top sagde til mig i torsdags: »Peter, jeg var faktisk forberedt på at blive lidt skuffet over den nye regering, men jeg havde aldrig forestillet mig noget i nærheden af dette«. Vedkommende udtalte sig som menig socialdemokrat. Og det er vel præcis det, som ligger bag de elendige selvsmagende meningsmålinger: vælgernes skuffelse over både politik og performance.

Senest er varmemesteren fra Fyn - boligminister Carsten Hansen - sprunget ud som deltager i en sexchikanesag fra sidste julefrokost i S-gruppen. Som om ‘Svendborg-sagen’ om akutgarantien ikke var nok. Samme Hansen, som ganske og moralsk fordømmende svang kniven over unge Jeppe Kofoed, dengang han var kommet lidt for tæt på en lidt for ung dame til en DSU-fest.

Hansens sexsag er problematisk for regeringen.

Er der eksempelvis noget moralsk forskelligt i at hamre beruset ind i en betonklods og så - som Hansen - gå for langt i forhold til det modsatte køn? Svaret er vist nej, og er der forskel, kommer Engell ikke ud som taber i den sammenligning.

Hans Engells berømte møde med bemeldte betonklods på Helsingørmotorvejen kostede ham formandskabet i K samt hans politiske karriere som sådan.

Men Carsten Hansens sexsag, som måtte forliges med den forulempede kvindes fagforening, HK, har ikke stået i vejen for, at han efterfølgende fik tildelt en ministerpost af Thorning-Schmidt.

Selv om Hansen havde en central rolle i S-gruppen før regeringsdannelsen, undrer hans ministerpost såre. Hvorfor tage chancen? Statsministerens dømmekraft er givet i mange vælgeres øjne nået et nyt lavpunkt, idet hun før hans udnævnelse var fuldt bekendt med Hansens trang til at give sig sine drifter i vold den vinteraften på JazzHouse.

Med bl.a. Sass-sagen, Hansens tvivlsomme moral in mente og Ole Sohns stadig mærkeligere sag (hvad dækker manden egentlig over, idet det ikke kan være et problem for Sohn at indrømme, at DKP fik penge, det ved vi jo alle, at alle kommunistpartier verden over fik dengang?) er regeringen nu ved at være faretruende anskudt. Finansloven, som S-SF-alliancens eneste positive overraskelse - finansminister Bjarne Corydon - fik bakset hjem, blev ikke den håbede ‘gamechanger’ og blev aldeles begravet i det almindelige kaos. Status er nu, at målingerne viser 46 mod 54 procent til oppositionen, at troværdigheden er væk - og noget nyt må ske. Men hvad?

Tja, man kan jo starte med at se sig omkring for at finde en ledende politiker, som ikke enten har elendige meningsmålinger eller fægter for sit liv med truende personsager. Personen hedder Vestager.

Margrethe Vestager har klogt og berettiget ligget helt lavt, alt imens diverse S og SF-personager har ligget på stegepanden.

Hun er bare gået frem i målingerne, og hun skylder ikke Thorning-Schmidt og Søvndal det mindste jf. tiden i årene op til den nye regering, tæt på spærregrænsen, hvor de ikke bare ignorerede hende, men også mobbede hende.

Men spørgsmålet er, om ikke der er en nedre grænse for, hvor amatøragtigt et show Vestager kan holde til at deltage i? Det vil ikke blive en historisk succes for de radikale eller hende personligt, hvis regeringen falder på almindelig inkompetence og personsager allerede til næste valg. Vestager bør derfor træde i karakter og tilbyde sig som den, der går ud og forsvarer regeringen som helhed. Hun er den eneste partileder, som p. t. kan det.

Præcis som Pia Kjærsgaard gjorde med sammenbidte tænder, når Løkke igen og igen styrtblødte i sin tid som statsminister.

Som modydelse bør Vestager kræve orden i regeringens sagsbehandling. Kræve et minimum af ledelse, hvilket Thorning-Schmidt ifølge kilder nærmest helt har fravalgt. Og kræve, at ministrene fra både S og SF kommer ud og kæmper i medierne for resterne af den nye regering - en mediestrategi. Lige nu ligger de røde ministre med få undtagelser angstfyldte under deres skriveborde og holder sig for ørerne.

Hun bør ligeledes kræve udarbejdelsen af en fælles politisk handleplan for hele regeringen, så de næste politiske udspil sendes gennemtænkt ud til vælgerne.

I regeringsgrundlaget lover man reformer af førtidspensionen, kontanthjælp, fleksjob mv. Forstå dette som et øget pres på de svageste for at få dem i job. Skaffer regeringen ikke 59.000 flere par hænder, ryger dens mulighed for at få flere skatteindtægter og få lukket det gigantiske hul i kassen. Læg hertil, at finansloven for 2013 indeholder for milliarder af kroner nedskæringer i offentlige investeringer og skattestigninger for at kunne overholde EU’s krav. Alt sammen nødvendigt, men desværre også gedigne politiske rædsler for især S og SF (og LO). Intet tyder på, at S og SF af sig selv ser fremtidens politiske rædsler i øjnene, hvorfor tiden er kommet for Vestager til at træde i karakter, internt og eksternt i regeringen.

For såfremt S og SF fortsat ligger helt ned, når de ubehagelige beslutninger skal træffes, er spørgsmålet, hvor meget hendes ‘røde allierede’ kan stå model til - regeringsgrundlag eller ej.

Alt godt,

PEM

Margrethe Vestager har klogt og berettiget ligget helt lavt, alt imens diverse S-og SF-personager har ligget på stegepanden.