Det er bare ikke nemt at være SF’er. Slet ikke SF-skatteminister, som skal stå i spidsen for en skattereform, der i regeringsgrundlaget beskrives som følger: …en fuldt finansieret skattereform, der markant sænker skatten på arbejde, så arbejdsudbuddet øges med ca. 7000 personer …og de offentlige finanser dermed varigt styrkes med 3. mia.kr. gennem øget beskæftigelse. Sandheden er, at skatteminister Thor Möger ikke har andet valg end at følge aftalen fra ’Tårnet’ og dermed reelt har mere indflydelse på reformens ’indpakning’ end på substansen.

Den valgte ’indpakning’ – at skattereformen er til glæde for dem som smører leverpostejsmadder og som bærer uniform – er det eneste fornuftige valg. Thors to alternativer handlede nemlig enten om at reformen vil gavne de rigeste eller dem på overførsel. Alternativer, som er aldeles uden for enten politisk og/eller samfundsøkonomisk rækkevidde.

Det sidste først. Da Thor Möger skruede sin ’indpakning’ sammen i form af en kommentar til ’tanten i Pilestrædet’ handlede det om at finde en forklaring på en skattereform, som uanset ministerens fokus på de lavlønnede, også (igen) vil give skattelettelser til de højtlønnede. Hæver man beskæftigelsesfradraget eller sænker bundskatten vil dette også gavne de højtlønnede. Og en topskatteændring er svær at komme uden om ligeså. Men det gik ministeren klogt nok behændigt uden om. Og de to økonomiske problemer, som SF’s skatteminister skal overleve er følgende to forhold:

1) Reformen skal varigt skaffe ekstra 7000 par hænder og 3 mia.kr i statskassen. Disse to måltal hænger ikke sammen. De indebærer nemlig, at hver ny person skal levere knap 430.000 i statskassen hvert år. Normalt antager man, at en ny person kan bidrage med 290.000 kroner.  At topskatten nødvendigvis skal sænkes, hvis det skal kunne betale sig at arbejde ekstra viste skattekommissionen fra 2008 – med Carsten Koch i spidsen. Kommissionen forsøgte at finde frem til en ny metode til at skal skabe øget arbejdsiver uden at sænke topskatten, men forgæves.

Til illustration kan nævnes, at det kræver en sænkning af topskatten fra 15 til 5 procent for at få 3 mia.kr. i kassen ved at flere ønsker at arbejde mere. Til sammenligning koster det svimlende 15 mia.kr. at bruge beskæftigelsesfradraget til at få 7000 personer ekstra i sving. Socialist eller ej, sådan fungerer økonomien. Det er det sidste (beskæftigelsesfradraget), som Thor Möger antyder at han vil bruge, men det er det første (topskatten), som han tvinges gøre brug af. Netop fordi at topskatten må komme i spil, er det klogt af skatteministeren at italesætte, at der også vil falde noget af til ’manden på gulvet’.

2) En lempelse af skatten i bunden af skatteskalaen, til gavn for de ’arbejdere’, som Thor Möger vil hylde, vil altså skabe et kæmpe hul i statskassen, helt op til 15 mia.kr, som skal finansieres af anden vej hvis ikke man bare skal tage pengene igen fra de samme personer, for da at være lige vidt. Det er ikke lige pt. til at se hvor pengene skal komme fra - et spørgsmål som alle i nærheden af Slotsholmen tænker over 24-7.

Og så til det politiske. Da Thor Möger sad i ’Tårnet’ havde han næppe forestillet sig omfanget af SF’s politiske nedtur. Han tænkte sikkert, at en skattereform, der gavner de beskæftigede – og godt nok også de højtlønnede – kunne medvirke til at give SF en profil som regeringsduelig. Hvis man så Johanne Schmidt Nielsen (EL) på tv i kølvandet på Mögers lancering af sine skattetanker, forstår man hvad SF er oppe imod. Enhedslistens politiske ordfører lignede en kat der lige havde fået frisk mælk. Möger kan kun komme i mål med de borgerlige, vel vidende, at EL aldrig kan acceptere en skattereform, der giver topskattelettelser til de højtlønnede og maser dem på overførselsindkomst.

Melder Lars Løkke også fra til disse forhandlinger, ligner det et politisk kollaps for regeringen. De radikale vil aldrig kunne leve med EL’s krav, som bringer reformen langt fra både 7000 nye par hænder og 3 mia.kr. ekstra i statskassen. Reformen er dermed blevet til en politisk lækkerbisken for både EL og oppositionen. Thors fokus på de lavtlønnede, som er i arbejde, er klart den politisk mindst ringe – og for SF den eneste farbare - fremstilling af en skattereform, som nødvendigvis også kommer til at gavne de vellønnede.

Hatten af for en skatteminister, som også timingmæssig rykker ud i tilpas god tid, så alle omkring ham forstår hvem han – den stærke mand i SF pt. - tænker på. Det er defensiv politisk positioneringsteknik på højt plan.

Skattereformen bliver svær/umulig  og Thor Möger havde reelt intet valg da han ville formulere sig. SF’s bagland siger ikke meget…man holder vejret…dramaet venter forude…