Desperation kan gøre mange ting ved selv et forholdsvist rart og mildt fornuftigt menneske som mig. Der har været dage (og der skal komme mange flere), hvor jeg har haft lyst til at kaste babserne i ringen, tænde op i lokummet med papirbleer og opdragelseslitteratur og drikke ufortyndet, billig vodka af en sutteflaske, mens jeg græder mine vattede tårer. Jeg har overvejet anger management, den lukkede familieafdeling eller haft heftige fantasier om at kællingeklaske små, fede kinder, oh, yeah!

Grunden er selvfølgelig den svære kommunikation mellem mennesker, eller rettere de svære, men fuldt berettigede ordreudbjæfninger fra mig til de børn, jeg lever sammen med. Jeg anser mig selv for at tale et nogenlunde flydende dansk, og det er også min fornemmelse, at de fleste i mit kuld forstår de mest elementære danske ord og vendinger. Alligevel evner jeg sjældent at videregive de ønsker, jeg har til deres adfærd eller til deres medvirken til udførelse af større eller mindre opgaver i husligt regi, på en måde, så jeg er overbevist om, at vi altid taler samme sprog.

Jeg har før forsøgt at forklare, hvad børn egentlig siger, når de altså ikke skriger og tisser på en, men hvad jeg selv siger til dem er åbenbart ikke så simpelt eller letforståeligt, som jeg ellers går og tror. Jeg taler ikke om de mere indlysende eksempler, hvor man beder et lille lækkert barn om at tømme sine sko for sand udenfor, og ungen bliver til en brølende minidjævel, som hælder både sand og maveindhold ud over sofaen. Det er jo helt normalt og bare det direkte modsatte af (i store træk i hvert fald), hvad jeg egentlig bad om.

Nej, der, hvor det går virkelig galt for mig, er, når jeg ikke kan se sammenhængen mellem, hvad jeg siger, og hvad de gør. F.eks. ligger jeg ofte søvnløs over, at “Er du sød at dække bord?” tilsyneladende kommer ud af min mund som “Læg dig hurtigst muligt skrigende på gulvet, mens du sparker mig over skinnebenet!”, eller at “Vær lige rar at børste tænder.” kan høres som “Gider du lige råbe lortemor og gemme dig under bordet?”, mens “Kom, vi skal lige skynde os lidt, skattebasse!”, kun opfattes som “Søde skat, ville det være for meget forlangt, at du med det samme går i gang med at tampe din lillesøster og synge julesange (i marts) med en decibelstyrke, der ville få Jan Gintberg til at bide sig selv i panden af misundelse?”

Jeg er desværre endnu ikke kommet frem til en ordentlig løsning på vores dårlige kommunikationskemi, selv om jeg jo er den stolte forfatter til meget roste publikationer som “Har du råbt ad dit barn i dag?” og “Lige om lidt bliver mor meget sindssyg”, men er man helt ude i hampen og trænger til et pusterum, så er der selvfølgelig altid trusler. Trusler forstår de fleste børn, og vi ved jo alle, at hvis hammeren falder hårdt nok, er der ingen af os, der gider have nallerne på sømmet.

Jeg forsker ufortrødent, omend arrigt, videre og kan i den forbindelse oplyse, at det bedste resultat, jeg indtil nu har opnået, er, at “Nu drikker jeg mig lammestiv i Bailey’s og pudser vinduer hele natten!” har en gavnlig effekt på vaskemaskinens vandforbrug.

Lydspor: Rage Against The Machine - Bombtrack