Kritikken er på alle punkter lige så forfejlet, som den er forsimplet. Måske skyldes den mærkværdige argumentation dårlig samvittighed over, at VKO skar i bistanden gentagne gange? Jeg vil med glæde tage en længere debat om hvordan vi skaber en bedre bistand efter 10 års ørkenvandring, men lad mig i denne omgang kort kommentere Ellemanns indlæg.
 
Blind kritik af budgetstøtte
For det første, glemmer Ellemann i sin kritik af budgetbistand, at den ikke uddeles med bind for øjnene. Tværtimod følger brugen af budgetstøtte klare kriterier. Der hvor de er opfyldt, er budgetstøtte en effektiv og bæredygtig bistandsform, der fremmer lokalt ejerskab og bekæmper fattigdom bedre end nogen anden form for bistand.

Tilgangen med at diktere udviklingslandene er forældet og forfejlet. Det burde også Venstre vide efter et årti i Udenrigsministeriets kontorer.

Væksten skal være grøn og bekæmpe fattigdom
For det andet, er økonomisk vækst vigtigt, men det skal være grøn vækst, der skaber bæredygtig udvikling og bekæmper fattigdom. Tiden er løbet fra den naive forestilling om at vækst automatisk fjerner.

Ellemann bør også huske på, at vækst bygger på sociale fremskridt indenfor blandt andet sundhed og uddannelse. Det skal Danmarks udviklingsstrategi selvfølgelig afspejle.
 
Stop homofobisk lov i Uganda
For det tredje, er der enighed i hele Folketinget om, at det homofobiske lovforslag i Uganda er fuldstændig uacceptabelt; Medlemmer fra alle partierne har skrevet under på en protest, som er sendt til Ugandas præsident og parlament. Gennemføres lovforslaget skal det have konsekvenser i form af omlægning af Danmarks udviklingssamarbejde i Uganda.

Men nu er det jo sådan, at vi med bistanden ønsker at støtte Ugandas befolkning – ikke dens regering. Spørgsmålet er derfor: Vil Venstre gamble med de fattigste uganderes levned for at straffe deres regerings dårskab?
 
En mere åben fordeling af bistandsmidler
For det fjerde, er det noget decideret sludder, når Ellemanns påstår, at den nye udviklingslov vil gøre uddelingen af bistandsmidlerne mindre demokratisk.

Virkeligheden er, at den nye lov vil åbne processen op for alle, hvor den i dag foregår bag lukkede døre. Og jeg har, ærlig talt, svært ved at se det udemokratiske i at alle borgere får mulighed for at komme med høringssvar til bistandsprojekterne.
 
Mit budskab til Ellemann og Venstre er derfor klart. Kritikken er forfejlet, så drop spillet for galleriet og brug hellere kræfterne på at samarbejde om Danmarks udviklingspolitik.

Det er en mærkværdig prioritering. Danmarks største problem er, at under halvdelen af befolkningen er i arbejde, mens vi har verdensrekord i offentlig forsørgelse. Men mens efterløn, dagpenge og førtidspension er hellige køer for fagforeningerne og resten af venstrefløjen, er de klar til at hæve skatterne og skære ned på ferien for det arbejdende mindretal.

I stedet for at få de mange, der ikke laver noget, ud på arbejdsmarkedet, vil venstrefløjen altså tilsyneladende bede de få, der arbejder, om at arbejde endnu mere.

Når vi i forvejen har verdens højeste skattetryk, og når Danmark derfor også næsten er det land i verden, hvor det dårligst kan betale sig at tage en uddannelse, burde fagforeningerne måske overveje, om ikke grænsen er nået for, hvor meget man kan bede arbejdende mennesker bidrage til det fællesskab, som risikerer at miste sin solidariske karakter og blot blive til udnyttelse af folk, der er så dumme at tage en uddannelse og et arbejde.

Det kan ikke være rigtigt, at fagforeningerne i dagens Danmark ser sig selv som interesseorganisation for folk på passiv forsørgelse i stedet for at kæmpe for det arbejdende folk, som har skabt dem. De burde kæmpe sammen med den borgerlige fløj for reformer af efterløn og førtidspension i stedet for at gå forrest i at hæve skatterne og afskaffe helligdagene for folk, der går på arbejde.

Sidst og mindst kan det i øvrigt undre, hvorfor fagforeningerne ikke tilbyder at afskaffe den overflødige 1. maj som øldag i stedet for absolut at ville afskaffe en traditionsrig og højt skattet kristen helligdag …

Til det korte referat. Dansk Folkeparti og VK-regeringen fik i forbindelse med forhandlingerne om den såkaldte 2020-plan genindført grænsekontrollen ved Danmarks grænser. Det var S med på. Blandt andet sagde Henrik Dam Kristensen til JP: ”Det er rigtigt godt, at vi nu øger kontrollen. Det kunne de have fået vores stemmer til for flere år siden. Jeg bor ikke langt fra grænsen, og jeg kan se, at østeuropæiske bander har for let ved at komme ind og ud af landet”.

Men så ændrede S pludselig holdning, og man ville alligevel ikke være med til mere kontrol ved grænsen.

Sommeren 2011 bød så på kritik af grænsekontrollen fra en håndfuld EU-begejstrede politikere i Tyskland og fra EU-side, fordi man frygtede, at andre lande ville få samme gode idé, og det ville bringe Europa et skridt væk fra Europas Forenede Stater. Det hjalp nu ikke meget, for Holland har indført mere grænsekontrol.Og Tyskland har netop øget sin grænsekontrol mod Polen.Valget i september gav et nyt flertal på Christiansborg, der som noget af det første afskaffede grænsekontrollen. Det fik udenrigsminister Villy Søvndal en ”dybfølt tak” for fra tyske politikere, hvilket jo er nærmest er komisk, idet Tyskland jo selv indførte grænsekontrol kort tid efter.

Men nu til det nye. For hvordan gik det egentligt med den øgede grænsekontrol i den tid, den var der? Var den en succes? Tilbage i november 2011 konkluderede en artikel i JP, at ”grænsekontrollen var til ingen nytte”.

Allerede dengang var det en sandhed med modifikationer, når man så nøjere på tallene. For eksempel blev der i perioden 01.07.11 – 30.09.11 (altså med den øgede grænsekontrol) taget 3.514 kg khat ved grænsen mod sølle 26,7 kilo i samme periode året før. Desuden blev der i perioden med grænsekontrol konfiskeret seks gange så mange kontanter (altså illegale pengebeløb) ved grænsen i forhold til samme periode året før. Alligevel sagde skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) dengang, at ”Nu står det klart, at det hele var unødvendig “symbolpolitik”.

Jeg fik for nyligt en opgørelse fra justitsminister Morten Bødskov (S), som jeg havde bedt om. Den viste, at Syd- og Sønderjyllands Politi som følge af Skats toldkontrol (grænsekontrollen) fra 15. juni til 15. november 2011 fik overdraget 88 sager. Blandt andet var der to sager om menneskesmugling, to sager om personer med indrejseforbud og to sager om personer efterlyst i Danmark eller via Schengen-informationssystemet.

Det var ikke ligefrem det billede, som regeringen med skatteminister Thor Möger Pedersen i spidsen i november forsøgte at fremmane. De nye tal giver unægtelig et helt andet billede. Det er oprørende, at Thor Möger Pedersen og regeringen har forsøgt at vildlede danskerne om så vigtig en sag.

Tallene (be)viser, at der var en markant effekt af grænsekontrollen, mens den stod på. Tænk nu, hvis grænsekontrollen havde fået lov til at køre længere. For slet ikke at tale om den præventive effekt, som SKAT selv erkender, ikke kan måles, men SKAT skrev dog i sin rapport fra november 2011: ”Det kan dog ikke udelukkes, at den megen presseomtale mv. har påvirket ”lysten” til at forsøge smugling, og at der vurderet i det lys har været en præventiv effekt.”

Men heller ikke dette afholdt dengang Thor Möger Pedersen fra at tale om unødvendig “symbolpolitik”. Jeg synes, det er flovt og pinligt for regeringen, at man konsekvent har forsøgt at nedtone fakta og nedtone effekten af grænsekontrollen. Det er i orden, at man er uenige med Dansk Folkeparti om vores politik, men man skal altså ikke forsøge at fortie eller nedtone fakta for at nå frem til den konklusion, der passer ind i ens politiske kram. Det er ikke en regering værdigt.

Hermed konkluderer jeg så seneste kapitel i sagaen om grænsekontrollen. For jeg kan love læserne og regeringen, at Dansk Folkeparti aldrig giver op, når det handler om at få genindført grænsekontrollen. Grænsekontrol er sund fornuft og godt for Danmark, og Dansk Folkeparti arbejder for og med begge dele.

Med venlig hilsen Peter Skaarup

Siden 8. maj 2007 har jeg kørt denne Klik-blog.

Det har været en lærerig og fantastisk oplevelse med hundredevis af solide gratisspil,  gode/skæve/gakkede debatindlæg og generelt en friplads for debatter, som står mit hjerte nær.

Men nu er det Game Over - i sidste uge lukkede Politiken dog hele deres blog-univers ned, så fremover bliver alle debatter og debattører kørt over på det nye debat-site. Samtidig indføres CPR-tjek af alle kommentatorer, så ændringerne er markante.

Dette gælder også debatter om spil- og tech-relaterede ting, mens jeg vil fortsætte traditionen med Fredagsspillet, men dog i regi af Tjek - som ved de to seneste Fredagsspil Midas og Game Jam-spil. Fordelen er så, at det kommer mere ud på Politikens forside - så jeg håber det bedste og en større læserskare til disse fænomenale gratis spil, som nettet er proppet med.

En stor stor tak for alle jeres inspirerende, kritiske og personlige indlæg. Vi ses derude.

Mit første indlæg på Klik

http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/

Vi mennesker har svært ved at forstå værdien af virtuelle varer. Udviklingen er simpelthen gået så hurtigt, at vi har svært ved at forstå forholdet mellem den fysiske og virtuelle verden - og når det kommer til digitale spil kontra de fysiske brætspil, så står logikken fuldkommen af.

For nok har Apples App Store bragt tusindvis af fantastiske nyskabelser og spiloplevelser med sig til næsten ingen penge, men den herskende brugermentalitet har samtidig skabt en parallel-økonomi, der opererer på helt andre, og ofte mindre logiske regler end i virkeligheden.

Humlen er, at en fadøl eller en hapsdog føles langt mere værd end timevis a godt gameplay i en app til iPhone.
Yes - det er umuligt at sammenligne, men det fagre virtuelle værdibegreb mærker danske Bezzerwizzer i høj grad for tiden, efter de har følt sig nødsaget til at ændre deres forretningsmodel for deres nye quiz-app. De blev simpelthen overdænget af høtyve og fakler efter de lancerede deres app til 18 kroner, og samtidig krævede, at folk betalte en 2-3 kroner pr. quiz efterfølgende.

På den ene side kan man kalde de kritiske røster, der brokker sig over en betalingsmodel som denne for forkælede møgunger, der ikke forstår, at kvalitet koster penge. Også i App Store, og også når vi taler lokal dansk indhold, da app´en kun er ude på dansk i første omgang.
Brugerne er flintrende ligeglade med, at Bezzerwizzer på flere punkter fungerer som en avis i kraft af sin vidensproduktion, og derfor skal have løbende indtægter, hvis de skal udsende nye quizzer hver eneste uge. Hvorfor vil I ikke betale for kvalitet, når det kommer til apps? lyder spørgsmålet. Svaret er dog langt mere komplekst, for her kolliderer meget forskellige verdenssyn og værdibegreber.

For på den anden side har brokkerøvene fuldkommen ret. Det er en aggressiv betalingsmodel først at forlange 18 kroner i entré (der rækker til 10-12 quizzer), hvorefter app´en grundlæggende ikke fungerer igen, før man betaler ved kasse 1. Og allerede her har Bezzerwizzer brudt en af lovene i nettes værdibegreber, når deres app går “i stykker”, hvis man ikke bliver ved med at mikrobetale.

Det er rent psykologisk en svær pille af sluge - også fordi man hele tiden gøres bevidst om, at man rent faktisk betaler pr. quiz.

Hagen er nemlig også, at i modsætning til de fysiske Bezzerwizzer-brætspil, hvor man lægger 400 kroner på disken og derefter har det til evigt eje (selvom også det har en begrænset holdbarhed), så forsvinder alle de quizzer man spiller i app´en ud i intetheden. Det er lutter engangs-oplevelser, som man betaler for, spiller én gang og derefter glemmer.

Og netop her tror jeg, at Bezzerwizzer er gået galt af app-markedet. Når vi lægger penge i App Store - uanset om det er 6, 18 eller 200 kr. - så forventer vi et spil, der fungerer hele tiden - om så bare på et helt basalt niveau - uden merkøb.

Bezzerwizzer kunne have satset på månedsabonnementer og så ugens gratis quiz, eller krævet et højere engangsbeløb, der dækkede 50 selvvalgte quizzer (som ikke blev slettet fra telefonen) med løbende gratis smagsprøver. Eller andet. Bagklogskab er let, men alt for at skabe et større oplevet gratis spillerum for spillerens éntrepris, i stedet for at lade spilleren ramle direkte ind i betalingsmuren - uanset hvor længe denne spiller.

OPDATERING 26/2 - kl. 21:15
Jeg skrev fejlagtigt, at alle quizzerne forsvinder fra telefonen efter køb. Det er ikke korrekt. Dette gælder kun for de normale Bezzerwizzer-quizzer, mens alle tilkøbte temaquizzer bliver tilgængelige på telefonen.

Regeringen har ellers skiftet kurs masser af gange. Først var forklaringen, at man ikke ville lade EU-Kommissionen stå for at opkræve skatten. Dernæst var forklaringen, at en transaktionsskat kun ville virke, hvis den var global. De seneste uger har man, i tæt samspil med Finansrådet, kørt på, at skatten vil betyde tab af arbejdspladser - og groft manipuleret med EU-kommissionens tal.

Men nu har regeringen ændret kurs. Forklaringen er nu, at man ikke mener, at forslaget er »robust« nok  til at sikre, at handler ikke blot flytter ud af EU, når skatten indføres. På pressemødet i går sagde Thorning:

»Vi har ingen ideologiske problemer imod transaktionsskat eller at regulere den finansielle sektor«, og at »det er regeringens samlede politik, at vi kigger på finansiel transaktionsskat, men at vi skal være sikre på, at den er tilstrækkelig robust, så vi ikke bare risikerer, at transaktionerne flytter et andet sted hen«.

I gårsdagens udgave af Politiken udtaler Vestager sig i samme tråd. Her siger hun, at

»Hvis Kommissionen kommer med et andet forslag, så må vi tage den derfra«.

Og der er godt nyt til Thorning og Vestager. For i øjeblikket arbejder EU-kommissionen med at integrere elementer fra den britiske stamp duty tax i sit forslag, så det i praksis bliver umuligt at undgå skatten.

Netop den britiske stamp duty tax er efter min mening det bedste argument for, at modstanderne af en finansskat tager fejl. Handel med aktier fra virksomheder indregistreret i Storbritannien beskattes med 0,5 %, uanset hvor i verden handlen foretages. Det er altså fem gange så meget som i den model, kommissionen har lagt op til. Hvis modstanderne havde ret, skulle investorerne altså flygte fra London. Men tværtimod er byen blevet Europas finanshovedstad.

Når Vestager og Thornings eneste bekymring for en finansskat er, hvorvidt den er robust nok, så er det på tide, de melder sig ind i kampen. I stedet for at diskutere, hvorvidt vi skal have skatten eller ej, så må den logiske konsekvens af gårsdagens udmeldinger være, at den danske regering nu kaster sig aktivt ind i kampen for at designe skatten så effektivt som muligt, så vi sikrer bedre regulering af den finanssektor, der med finanskrisen har kostet millioner af arbejdspladser og 34.000 milliarder kroner i ekstraregninger til de europæiske skatteborgere.

Til syvende og sidst handler finansskatten om social retfærdighed.

Det er trist, for de problemer, som vi politikere har fået til opgave at løse, er alt andet end ligegyldige. De er faktisk så alvorlige, at vi slet ikke har tid til at vente med at løse dem. Med udsigt til underskud på statens finanser så langt øjet rækker, lavvækst og et fortsat tab af arbejdspladser burde udfordringerne være tydelige for enhver! Desværre er det tilladt at tvivle på dette, for ligegyldige petitesser ligger i et bekymrende omfang bag politikernes gøren og laden.

Tag nu eksempelvis SF’s Pernille Vigsø Bagges kamp for et navneskift af Kirkeministeriet, så vi i stedet kunne kalde det Ministeriet for livsanskuelser! Det kan næppe være den vigtigste mærkesag for landets folkesocialister, men så gik der da tid med det!

Eller da ligestillingsminister Manu Sareen valgte at bruge tiden på lyserøde legoklodser, fordi han fandt det ’ærgerligt, at LEGOs unikke og inspirerende legetøj nu er med til at tegne så traditionelle kønsroller’.  Tja…

Ja, der gik også tid med, at Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), ville ændre rygereglerne på Christiansborg. Vi holder dampen oppe!

Og knap var røgen lettet, før landets folkevalgte igen fandt noget at bruge tiden til, takket være Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti, som ville have fødevareministerens vurdering af, hvorvidt det er i orden, at et dyrehospital, der har fået indleveret en bortløben kat, nøjes med at kontakte en person via Facebook før de afliver katten!

Festen stopper desværre ikke her, for ufortrødent bliver vi politikere bare ved ligesom før ved kun at give efter, og dermed går snakken op i slipseknuder og engelske gloser, når den falder på vores udenrigsminister, og på den baggrund kan statsministeren så bruge tiden til at fortælle os alle sammen, at vi bør misunde udenrigsministerens evner til at tale både tysk, spansk og hollandsk.

Vi kan selvfølgelig godt bruge tiden på perfekte slipseknuder, navneskift af diverse ministerier, et røgfrit Christiansborg eller legoklodser i bestemte farver, men det er næppe det, der skaber vækst og nye arbejdspladser. I stedet burde vi måske bruge tiden på at lytte til John F. Kennedy, som engang sagde, at vi må udnytte tiden som et redskab, ikke som en sofa. Eller måske skulle politikerne lytte engang til Tøsedrengene, for her vil de rent faktisk kunne lære noget!

I sangen hedder det sig nemlig: Vi ku´godt ha´klaret det, bare vi havde brugt kræfter.  Det kan man ikke ligefrem sige, at regeringen gør, og derfor er omkvædet anderledes rammende for regeringens adfærd: Så gik der tid med det – satte ingenting på spil. Indledningsvis synger Tøsedrengene tilmed: Vi troede ikke selv på det - uden håb, ikke en chance.  Om regeringen har det på samme måde må stå hen i det uvisse, men når den rådvildt vælger ikke at sætte noget på spil, så er det jo snublende nært at antage, at både troen og håbet er forsvundet. Når alt kommer til alt, må lektien derfor være, at Danmark godt selv kan klare skærene, hvis vi ellers tager os sammen og bruger kræfter. Gør vi ikke det, ender politikerne derimod som de reelle tøsedrenge.

Vender vi blikket tilbage til Kennedy, så kan tiden først blive udnyttet som et redskab i det øjeblik, hvor vi rent faktisk bruger den til at udvikle bæredygtige reformer, der igen kan få sat gang i væksten, skabe balance i de offentlige budgetter og på ny bringe arbejdspladser og kvalificeret arbejdskraft til landet. I den forbindelse har Liberal Alliance brugt tiden på at anvise en vej ud at krisen. En vej som er brolagt med lavere skatter, en reducering af de offentlige udgifter og en effektivisering af det danske samfund. Det er i den retning, vi bør bevæge os, hvis vi fortsat vil have råd til velfærd.

Pårørende til de dræbte ønsker teaterstykket taget af plakaten på forhånd, fordi det vil være med til at sprede Breiviks holdninger. En har f.eks. udtalt: »Breiviks hovedformål har været at sprede budskabet i manifestet, og det gjorde han ved at dræbe alle de mennesker. Det lykkedes for ham! Ved at skabe endnu mere opmærksomhed om manifestet optræder man som nyttig idioter, der danser efter Breiviks pibe.« (TV2.dk, 19.1.2012).

Christian Lollike, der er Café Teaterets kunstneriske leder, har imidlertid forsvaret sig med, at man er nødt til at trænge ind i tankesættet bag de grusomme handlinger for at forstå, hvad der er sket, og undgå en gentagelse.

I en kommentar påpeger han, at dette også er »kunstens opgave«, og forklarer: »Hvad er det i vores kultur, der gør, at en forholdsvis velfungerende mand som Breivik vælger at opgive de demokratiske spilleregler og i stedet påbegynde en selvvalgt og gennemkalkuleret radikaliseringsproces? Hvad er det for et tankesæt og menneskesyn, han har ladet sit sind med? Og hvorfra stammer det?« (Politiken, 23.1.2012).

Når pårørende reagerer så voldsomt, skyldes det ikke mindst, at pressen har været meget hurtig til at udlægge det hele så dramatisk som muligt.

De fleste politikere vil ikke blande sig i den kunstneriske frihed, uanset holdninger til stykket, men en del har alligevel reageret ganske afstandtagende - over for et stykke, de hverken har læst eller set. Mest forarget er Pia Kjærsgaard: »Jeg har kvalme, jeg synes, at det er så usmageligt, det er pinligt, og jeg synes, det er flovt, at Caféteatret kan finde på det.« (Politiken.dk, 19.1.2012).

Det er ikke vanskeligt at sympatisere med de pårørende, som bare helst vil have deres sorg i fred, men omvendt er Breiviks handlinger (og bevæggrundene bag) jo indlysende af offentlig interesse - og ret beset bliver de pårørende netop ikke nødvendigvis ‘konfronteret’ med Breivik igen.

Kun, hvis de ser teaterstykket - og det er jo helt op til dem selv og os andre. Det foregår i et rum, som man trods alt skal betale en billetpris for at gå ind og ud af. Ingen tvinges ind. Der er med andre ord ikke tale om at blæse Brevik og hans konspiratoriske hysteri op i synet på hvem som helst, der ikke har lyst til det. Også af den grund adskiller teaterstykket sig naturligvis fra den type politiske propaganda og hatespeech, der ikke anerkender skranker af nogen art.

Jeg er således enig med forfatter og redaktør Klaus Slavensky, der forsvarer teageret i et indlæg i Politiken:

Respekt for en modig teatermand, Christian Lollike, der går i Holbergs, Ibsens, Brechts og Dario Fos provokerende fodspor. Og af respekt for ofrene og pårørende efter den afskyelige tragedie i Norge.

Timing? Hvornår er det tid til at gøre op med vanvid, fascisme og ekstremisme? Til alle tider, vil jeg tro. (…)

Omvendt er det svært at finde respekten for de politikere, der bruger forargelsen til at knægte den kunstneriske ytringsfrihed.

Ikke mindst fordi nogle af de samme politikere i årevis har talt had og udtrykt negative holdninger til ’de fremmede’, som Breivik frygtede så meget, at han slog de landsmænd ihjel, som han påstod, han ville beskytte.
Politiken, 24.1.2012

Kjærsgaards udfald er af samme grund tankevækkende. Hun af alle er en af landets mest ivrige forkæmpere for ‘retten’ til at dæmonisere indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed - hvilket Breivik kun kan være enig med hende i.

Her er imidlertid tale om en kunstnerisk bearbejdet fremstilling, som - hvis den bliver god, og det ved ingen jo endnu - måske kan være med til at kaste lys over, hvorfor holdningerne bag er blevet til blodig brutalitet. Hvad kunne være vigtigere?

Derfor er det helt ved siden af, når Kjærsgaard tilføjer: »Jeg synes ikke, at der er nogen udfordring overhovedet. For der er jo ikke delte meninger om det her. Det er ikke noget man kan sidde og diskutere, om det er rigtigt eller ondt, det han har gjort. Det er kun ondt.«

Ja, dét er der ingen (eller meget få) delte meninger om - men når vi konfronteres med holdningerne, der drev Breivik til sine voldelige yderligheder, bliver sagen straks mere speget. Det er dét, det er så væsentligt at tage fat på, og det er i den henseende, at teaterstykket kan vise sig væsentligt.

At Kjærsgaard finder en belysning heraf problematisk, er vel ikke så lidt tankevækkende i sig selv.

APROPOS

> Indvandrerfjendtlig polemik og propaganda

Den radikale kirkeminister lagde for ved at sløjfe julen fra Kirkeministeriets julekort. Man troede nærmest, det var politisk satire, da Kirkeministeriet ikke længere måtte ønske glædelig jul, men i stedet skulle skrive ”Season’s Greeting”. Det var det dog ikke. Det var bare vores kulturradikale regering, der gik i gang. Så havde vi en ophedet debat, om feltpræster må velsigne vores soldater, som de har gjort i århundreder. Og nu vil SF også sende Kirkeministeriets navn til afblegning i den store politisk korrekte, multikulturelle balje, hvor alle farvninger fra vores kultur skal vaskes af. Ministeriet skal derfor fremover hedde intet mindre end “Ministeriet for Livsanskuelser”.

SF’erne drømmer tilsyneladende om en neutral stat, som ikke bekender sig til eller favoriserer et bestemt værdigrundlag. Den drøm deles også af mange liberale. Men i virkeligheden er det et fatamorgana. Det kan aldrig opnås. Selv en nihilistisk stat, som forsøger at være neutral overfor alt, får derved et værdigrundlag, som den må holde fast i og kæmpe for. En stat kan ikke vælge at være uden værdier. Den kan kun vælge, hvilke værdier, den skal vedkende sig.

Folkekirken har en særstatus i samfundet, fordi den danske stat vedkender sig, at den eksisterer for at bevare det danske samfund, og at samfundet bygger på kristendommen. Grundloven, som SF’erne i øvrigt har skrevet under på at ville overholde, stadfæster hermed blot det historiske faktum, at vores moral, kunst, arkitektur, sprog, flag, kalender og meget mere har kristendommen som hovedkilde. Kristendommen er dermed samfundets fundament.

Man kunne ligeså godt bede den danske stat holde op med at tale dansk som at forsøge at fjerne alle henvisninger til kristendommen fra statsapparatet. Det er ikke blot en umulig opgave. Det er også respektløst overfor vores historie og kultur. Danmark er ikke en tilfældig klat jord, vi kan gøre med, som vi vil. Det er ikke et blankt stykke papir, vi kan tegne, som det passer os. Det er et fædreland med en tusindårig historie, som vi har pligt til at stå vagt om fremfor at forsøge at tage afstand fra.

Den valgte ’indpakning’ – at skattereformen er til glæde for dem som smører leverpostejsmadder og som bærer uniform – er det eneste fornuftige valg. Thors to alternativer handlede nemlig enten om at reformen vil gavne de rigeste eller dem på overførsel. Alternativer, som er aldeles uden for enten politisk og/eller samfundsøkonomisk rækkevidde.

Det sidste først. Da Thor Möger skruede sin ’indpakning’ sammen i form af en kommentar til ’tanten i Pilestrædet’ handlede det om at finde en forklaring på en skattereform, som uanset ministerens fokus på de lavlønnede, også (igen) vil give skattelettelser til de højtlønnede. Hæver man beskæftigelsesfradraget eller sænker bundskatten vil dette også gavne de højtlønnede. Og en topskatteændring er svær at komme uden om ligeså. Men det gik ministeren klogt nok behændigt uden om. Og de to økonomiske problemer, som SF’s skatteminister skal overleve er følgende to forhold:

1) Reformen skal varigt skaffe ekstra 7000 par hænder og 3 mia.kr i statskassen. Disse to måltal hænger ikke sammen. De indebærer nemlig, at hver ny person skal levere knap 430.000 i statskassen hvert år. Normalt antager man, at en ny person kan bidrage med 290.000 kroner.  At topskatten nødvendigvis skal sænkes, hvis det skal kunne betale sig at arbejde ekstra viste skattekommissionen fra 2008 – med Carsten Koch i spidsen. Kommissionen forsøgte at finde frem til en ny metode til at skal skabe øget arbejdsiver uden at sænke topskatten, men forgæves.

Til illustration kan nævnes, at det kræver en sænkning af topskatten fra 15 til 5 procent for at få 3 mia.kr. i kassen ved at flere ønsker at arbejde mere. Til sammenligning koster det svimlende 15 mia.kr. at bruge beskæftigelsesfradraget til at få 7000 personer ekstra i sving. Socialist eller ej, sådan fungerer økonomien. Det er det sidste (beskæftigelsesfradraget), som Thor Möger antyder at han vil bruge, men det er det første (topskatten), som han tvinges gøre brug af. Netop fordi at topskatten må komme i spil, er det klogt af skatteministeren at italesætte, at der også vil falde noget af til ’manden på gulvet’.

2) En lempelse af skatten i bunden af skatteskalaen, til gavn for de ’arbejdere’, som Thor Möger vil hylde, vil altså skabe et kæmpe hul i statskassen, helt op til 15 mia.kr, som skal finansieres af anden vej hvis ikke man bare skal tage pengene igen fra de samme personer, for da at være lige vidt. Det er ikke lige pt. til at se hvor pengene skal komme fra - et spørgsmål som alle i nærheden af Slotsholmen tænker over 24-7.

Og så til det politiske. Da Thor Möger sad i ’Tårnet’ havde han næppe forestillet sig omfanget af SF’s politiske nedtur. Han tænkte sikkert, at en skattereform, der gavner de beskæftigede – og godt nok også de højtlønnede – kunne medvirke til at give SF en profil som regeringsduelig. Hvis man så Johanne Schmidt Nielsen (EL) på tv i kølvandet på Mögers lancering af sine skattetanker, forstår man hvad SF er oppe imod. Enhedslistens politiske ordfører lignede en kat der lige havde fået frisk mælk. Möger kan kun komme i mål med de borgerlige, vel vidende, at EL aldrig kan acceptere en skattereform, der giver topskattelettelser til de højtlønnede og maser dem på overførselsindkomst.

Melder Lars Løkke også fra til disse forhandlinger, ligner det et politisk kollaps for regeringen. De radikale vil aldrig kunne leve med EL’s krav, som bringer reformen langt fra både 7000 nye par hænder og 3 mia.kr. ekstra i statskassen. Reformen er dermed blevet til en politisk lækkerbisken for både EL og oppositionen. Thors fokus på de lavtlønnede, som er i arbejde, er klart den politisk mindst ringe – og for SF den eneste farbare - fremstilling af en skattereform, som nødvendigvis også kommer til at gavne de vellønnede.

Hatten af for en skatteminister, som også timingmæssig rykker ud i tilpas god tid, så alle omkring ham forstår hvem han – den stærke mand i SF pt. - tænker på. Det er defensiv politisk positioneringsteknik på højt plan.

Skattereformen bliver svær/umulig  og Thor Möger havde reelt intet valg da han ville formulere sig. SF’s bagland siger ikke meget…man holder vejret…dramaet venter forude…

Ellers havde jeg nok fået et par flade.

For hun var vred. Emnet var dronning Margrethes netop afholdte 40-års regentjubilæum, lod læseren mig forstå. Så vidste jeg, at der var to muligheder: enten havde vi skrevet alt for meget om en fuldkommen latterlig samfundsinstitution, der hører hjemme på et museum - eller også havde vi groft negligeret en vigtig begivenhed i et anfald af den sædvanlige latterlige republikanske politikenske selvfedme.

Det er yderst sjældent, jeg bliver præsenteret for andre muligheder.

Læseren tilhørte den sidste kategori, fandt jeg hurtigt ud af. Hun havde holdt avisen i 30 år, men abonnementet havde kurs mod opsigelse. For vi skulle skamme os over, at vi slet ikke dækkede dronningens jubilæum sidste weekend. Det eneste, vi havde skrevet, var nogle svinske ting om kronprins Frederiks indsats for idrætten. Skulle læseren sammenfatte vores dækning i ét ord, ville det blive ‘ majestætsfornærmelse’.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Politiken før i tiden havde det svært med, at Danmark er et monarki.

Men i de seneste år har der bredt sig en erkendelse af, at eftersom der ikke tegner sig noget flertal for at ændre på tingene, kan vi passende tage kongehuset alvorligt.

Det er meget enkelt: Vi skal interessere os for det som for alle andre samfundsinstitutioner, der har en opgave ifølge grundloven.

Det er ikke det samme som at slå ind på andre blades linje: På Berlingske skal chefredaktørerne ligefrem skrive under på den såkaldte redaktørerklæring af 1948, der foreskriver, at bladene skal drives i national og demokratisk ånd »i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt«. Jeg kan oplyse, at Gud, konge og fædreland ikke optræder i vores chefredaktions ansættelsespapirer.

EFTERSOM kongefamilien helt åbenlyst består af tænkende væsener, kunne pressen passende lade det afspejle sig i den måde, den omgås kongefamilien på. Begavede spørgsmål har det med at afføde begavede svar, som det i vid udstrækning var tilfældet i chefredaktør Bo Lidegaards interview med dronningen nytårsdag. Eftersom dronningen ikke kan blande sig i partipolitik, stiller man selvfølgelig spørgsmål, der ikke bringer hende i forlegenhed.

Det er ganske almindelig hensyntagen til en kilde.

Interviewet handlede blandt andet om dronningens rolle ved regeringsdannelser - ikke om, »hvorvidt De, Deres Majestæt, drømmer i farver« og lignende tåbeligheder, pressen har præsenteret hende for gennem årene.

Når vi tager kongehusets opgaver alvorligt - og selvfølgelig ser kritisk på dets rolle og undersøger, om det lever op til sine forpligtelser - er det i mine øjne at vise betydelig mere respekt end at gøre som dele af pressen og bavle op ad døre og ned ad stolper om diademer og kjoler og batteriet Sixtus, og der kommer sandelig kammerherre og lensgreve Dillerdaller af Pjonkenholm op ad den røde løber.

I det hele taget ville man gøre kongehuset - og journalistikken - en kolossal tjeneste ved at glemme personerne og lade kongehusets medlemmer være i fred i det daglige. For få år siden skrev jeg jævnlig Sket i ugen bag på PS om søndagen og pjattede engang med, at tv uden tvivl ville sende direkte, når prins Nikolai skulle til skoletandlæge. Det var noget af det mest fjollede, jeg kunne finde på, hvad angår presse og kongehus. I dag forekommer sådan en transmission slet ikke urealistisk. Store dele af pressen behandler kongehusets medlemmer som kæledyr, man kan tage ud af buret og klappe - og er deres kongelige højheder ikke fantastiske? Det er uværdigt for alle parter.

Og journalistik er det i hvert fald ikke.

HAVDE VOR læser så ret i, at vi lod hånt om jubilæet og nøjedes med at svine kronprinsen til? På ingen måde, viser et tjek. Vi bragte mindst en snes større artikler og et væld af mindre optakter, boganmeldelser, noter og andet småt.

Når det kongelige stof alligevel ikke fylder så meget i vor læsers bevidsthed, er det formentlig, fordi det ikke var så forskelligt fra andre artikler i avisen: Det handlede om noget. Almindelig, kritisk journalistik. På baggrund af en meningsmåling skrev vi blandt andet om, at 8 ud af 10 går ind for kongehuset, men også om, at et flertal gerne så, at kronprins Frederik overtog tronen.

Mellem jul og nytår var vi også med Frederik i Vietnam for at finde ud af, om det er sandt, at kongehuset åbner døre for erhvervslivet.

Vi havde sågar en stor reportage fra selve jubilæet! »Men det var et regentjubilæum og ikke en fødselsdag. Derfor var det en god anledning til at gøre status og undersøge, om vi får det ud af monarkiet, som vi forventer. Er det dette her, vi vil have? Derfor fik vi blandt andet lavet Megafonmålingerne for at høre befolkningens mening. Og vi valgte at bringe artiklerne som en serie mellem jul og nytår som optakt til jubilæet«, forklarer Elisabeth Astrup, der er Politikens faste medarbejder på kongestoffet.

Chefredaktør Anne Mette Svane afviser, at artiklerne om, at kronprins Frederik pjækker fra møderne i Danmarks Olympiske Komité - og de historier var ikke en del af jubilæumsdækningen - blev bragt netop i festdagene for at genere kongehuset.

»Det har ingenting på sig. Det var ganske enkelt den bedste historie, vi havde til avisen den dag. Det var et rent tilfælde«, siger hun.

Der er i øvrigt ingen planer om at fylde flere diademer og kareter i avisen, understreger Politikens monarkimedarbejder: »Det er altså ikke karetturene, der er det vigtige. Det er kongehusets forskellige funktioner, der er interessante. Og derfor kan jeg også sige allerede nu, at der ikke er planlagt nogen større dækning af den kommende kongelige fødsel«, oplyser Elisabeth Astrup.

Jeg kan vist godt forberede mig på endnu en opringning.

bjarne.schilling@pol.dk

Reformen burde ellers være “socialt afbalanceret”, hvis man skulle tro løfterne under valgkampen og regeringsgrundlaget , men mens pensionisterne og de, der er blevet fyret under krisen, må stå over, så overvejer regeringen samtidig at lette på topskatten . Hvordan Thor Möger og resten af regeringen kan få sig selv til at fremstille sådanne skattetanker som socialt afbalancerede, forbliver et mysterium.

Hårdtarbejdende mister også jobbet
Skatteministerens argumenter for at holde de arbejdsløse og pensionisterne uden for, bidrager ikke til at mindske mystikken. Thor Möger taler varmt om alle de hårdtarbejdende danskere, der hver morgen står op og holder hjulene i gang.

Men han glemmer bekvemt, at der er tusindvis af danskere, som plejede at stå op hver morgen, men som er blevet ramt af ledighed på grund af krisen. Er de 1.300 fyrede fra Vestas ikke hårdtarbejdende danskere, der fortjener regeringens opmærksomhed og omsorg helt på linje med de af deres arbejdskammerater, som stadig har et job at stå op til? Og har pensionisten, der har stået op hver morgen og knoklet gennem et langt liv, fortjent igen at blive forbigået, når der skal uddeles skattelettelser?

Borgerlig jubel
Hvis ikke skatteministeren vil tage mine ord for det, så burde det i hvert fald mane til eftertanke, at store fagforbund som HK og FOA er bekymrede. (http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/01/18/135039.htm) De organiserer netop titusinder af de hårdtarbejdende danskere og har derfor også mange arbejdsløse medlemmer. Imens jubler arbejdsgiverne og de borgerlige. Ganske tankevækkende er det først og fremmest den ultraliberale tænketank Cepos, konservative Brian Mikkelsen og arbejdsgiverne i DI, der glæder sig over, at folk uden for arbejdsmarkedet ikke skal have del i skattelettelserne. (http://i.pol.dk/politik/article1512119.ece)

Der skal ikke være nogen tvivl om, at Enhedslisten hellere end gerne vil være med til at give skattelettelser til de lavest lønnede i Danmark. Det foreslog vi selv før valget, og det mener vi sjovt nok stadigvæk. Men det nytter ikke, hvis man samtidig holder de hundredetusinder, der er ramt af arbejdsløshed, udenfor festen.

Lønnen presses ned
Det er som om, at der i regeringen har bredt sig en holdning om, at man kun kan være rigtig forkæmper for de lavtlønnede og hårdtarbejdende, hvis man samtidig indtager en stejl holdning over for de grupper, der er uden for arbejdsmarkedet.  Og det lover ikke godt for de ufaglærte og lavest lønnede i dette land.

I al den megen debat om at det skal kunne betale sig at arbejde, er det et overset faktum, at de laveste lønninger nærmest mekanisk  lægger sig lige over niveauet for overførselsindkomsterne. Derfor vil et større spænd mellem løn og understøttelse føre til, at mange virksomheder vil sætte de laveste lønninger ned, som også borgerlige økonomer påpeger. (http://jp.dk/indland/indland_politik/article2637573.ece) Gevinsten for de lavest lønnede kan blive yderst  kortvarig, når de ubønhørlige markedskræfter først sætter ind.

Skab job i stedet
Langt de fleste danskere vil gerne arbejde, og for stort set alle kan det i den grad også betale sig. Problemet er derimod, at der ikke er nok job at få. Økonomerne har da også for længst aflyst behovet for reformer, som øger arbejdsudbuddet.  Der er ingen grund til at bruge en skattereform til at øge arbejdsudbuddet, medmindre regeringen ligefrem ønsker at gå arbejdsgivernes ærinde på bekostning af de, der står uden for arbejdsmarkedet. Til gengæld er der et stort behov for, at regeringen kaster sig helhjertet ind i kampen for at skabe arbejdspladser og øge beskæftigelsen den vej rundt.

Samtidig er regeringen på vej til at forspilde en oplagt mulighed for at rette op på nogle af den tidligere regerings fejltagelser. En skattereform kunne både mindske uligheden i samfundet og samtidig lette på skattebyrden for de lavest lønnede, hvis man bad de ti pct. rigeste i landet om at bidrage lidt mere. Men regeringen er altså på vej til at gøre omtrent det modsatte.

Vi er parate til forhandling
Det er ingen hemmelighed, at Enhedslisten meget gerne vil være med til at lave en skattereform. Vi er faktisk også villige til at gå på kompromis omkring mange ting, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at trække regeringens skattereform i en mere solidarisk retning. Vi går derfor til forhandlingerne med to klare mål: For det første skal afstanden mellem rig og fattig mindskes. Og for det andet skal regningen betales af de rigeste, der fik store gaver af den tidligere regering og kørte på første klasse under det økonomiske opsving. Det troede vi egentlig også, var regeringens mål.

‎Dina er en 24 årig nyuddannet russisk kvinde, der bor i Danmark, men som så mange andre er ramt af den udlændingepolitiske mur og står til at blive smidt ud af landet den 31. marts - på trods af at der er en virksomhed, der gerne vil ansætte hende …

Se hende selv forklare sin sag i denne Youtube-video, der blev lanceret under folketingsvalget, men desværre ikke fangede pressens interesse. Den er imidlertid ikke blevet mindre aktuel nu, hvor udvisningen nærmere sig:

God weekend til Dina med håb om det bedste – og god weekend til jer andre!

WEEKEND-ANBEFALINGER

> En god bog at læse: Moby Dick
> Smuk natur at se: Ørkenen på Anholt
> En god film at leje: Whatever Works
> En ny hjemmeside: Polifilo.dk

Det var en lidt gumpetung popsang, som ikke levede op til tidligere tiders hits som Barbie Girl, Cartoon Heroes eller Around the World.

Men teksten var til gengæld ret sjov, og beskrev politikere, rockstjerner, TV-serier og andre fænomener fra 1980erne.

Søde sager og dåseøl
Hvis sangen havde været på dansk, er jeg ret sikker på, at Aqua også havde sunget om de berygtede shopping ture til Tyskland, hvor man tog bussen ned over grænsen og med sit pas i hånden handlede søde sager og dåseøl.

Forleden dag da jeg kom hjem lå der en invitation fra Scandlines, som til forveksling mindede om et levn fra tiden inden EF-pakken, det Indre Marked og Schengen-aftalen.

Sådan bestiller du nemt en 1-dagsbillet med Rødby-Puttgarden færgen.

Lige da jeg så brevet, tænkte jeg, at det måtte være en vittighed.

Der er da ingen, der tager på shopping tur til Tyskland længere? Men det var ingen vittighed!

Og tallene taler for sig selv.

Der er faktisk 1,2 milliarder gode grunde til, at Scandlines genopliver de gamle shopping ture til Tyskland, som var så populære tilbage i 1980erne.

Scandlines har fået vind i sejlene
Scandlines har bogstavelig talt fået vind i sejlene efter skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) i december fremsatte lovforslag om en række afgiftsforhøjelser på chokolade, slik, is, sodavand, tobak samt vin og øl.

De nye afgifter skal få danskerne til at leve sundere.

Men de skal også skaffe flere indtægter til staten.

En opgørelse fra Skatteministeriet viser dog, at skatteministeren slet ikke er så naiv, som han giver udtryk for.

Han ved selvfølgelig godt, at de nye afgifter på chokolade, slik, is, sodavand, tobak samt vin og øl både koster danske arbejdspladser og skaber øget grænsehandel.

Skatteministeriet har faktisk regnet sig frem til, at de nye høje afgifter koster den danske detailhandel 1,2 milliarder kroner i øget grænsehandel.

Derudover anslås det, at afgifterne vil koste 480 job i den danske detailhandel.

Masser af vækst og arbejdspladser - i Tyskland
I en lettere polemisk, men ikke desto mindre realistisk kommentar til afgiftsforhøjelserne sagde Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, at der ikke er tvivl om, at denne her øvelse er god for væksten og skaber en masse arbejdspladser.

Desværre er det i Tyskland, tilføjede han.

Jeg kender Torsten Schack, og taler med ham jævnligt, og derfor bliver han ikke sur, hvis jeg skriver, at han glemte, at Scandlines heldigvis også får lidt mere at lave, når Finansloven er vedtaget i dag.

God tur!

Game Jam-spil - eller spil skabt under adskillige benspænd og kreative begrænsninger - rummer ofte en unik nerve. Et friskt drive, hvor designet og ideen står i centrum, og hvor grafik og lyd spiller anden-violin.

Som f.eks. denne uges primære Fredagsspil ‘Midas’ (herover), der blev skabt under den seneste Ludum Dare konkurrence.

Denne kører fire gange om året, og hvor reglerne er, at man skal arbejde alene og skal lave et spil over et tema på 48 timer. ‘Midas’ herover er bygget over temaet “Alone”,og i spillet styrer man den lille kong Midas, der gør alt til guld ved sin berøring.

Dette betyder desværre også, at alle blokke, som Midas rører ved, bliver til guld (og bliver derved tunge), så målet i hver bane er først at nå over til den blå blok, og derefter nå sit hjertes udkårne (her placeret i venstre side) uden at hele banen falder sammen under en.

Og uden at afsløre for meget, så fungerer den spilmekanik simpelthen fremragende godt - gåderne er svære, meget forskellige og viser, hvor langt en central idé kan nå.

Inspireret af Midas faldt jeg også over det ligeså minimalistiske ‘100 th’, hvor udgangspunktet er en lille fyr med en ballon. Og den ballon skal “bare” fragtes sikkert gennem et væld af forhindringer.

Så glem lige for en stund, at grafikken måske virker primitiv og unødig gold: både Midas og 100th excellerer i solidt design, som med garanti vil overraske selv de mere garvede gådeknækkere.

God weekend

Spil Midas her

Spil 100th her

Faktisk er det lidt pinligt at opleve et parti, der har siddet for bordenden i løbet af de sidste ti år, fralægge sig ethvert ansvar for samtlige beslutninger om Danmarks udvikling.

Jeg har tidligere kritiseret Venstre og Lars Løkke for deres fem sigtelinjer, for at være useriøse. Det mærkværdige er, at samtlige sigtelinjer går stik imod den politik, Lars Løkke og Venstre stod for, i de ti år de havde magten i Danmark. På samme måde er det hamrende useriøst og pinligt at opleve Venstres forhandlingsstrategi, når de store beslutninger skal træffes.

I dag er Venstre ved at melde sig ud forhandlingerne om en ny energiaftale. Venstre bryder med 40 års tradition for at man laver brede forlig på energiområdet. I løbet af ugen har ellers Venstres kommunale bagland indtrængende opfordret partiet til at deltage, ligesom at erhvervslivet har rost regeringens udspil.

Det eneste som adskiller Venstre og regeringen er 38 kr. i merudgift for den enkelte dansker – i 2020(!) Og det endda uden at tage i betragtning, at hvis man ikke laver en energiaftale der kan gøre Danmark fri for fossile brændstoffer, så bliver det endnu dyrere for den enkelte dansker i fremtiden pga. de stigende oliepriser.

Venstre klynger sig et selvopfundet mantra om, at man ikke vil deltage i forlig der gør det dyrere at være dansker. Lige nu er pointen at, hvis man ikke laver en ny energiaftale så bliver det helt sikkert dyrere.

Man skulle tro at Løkke og resten af partiet Venstre har modtaget rådgivning fra Bush’ tidligere toprådgiver Karl Rove, der efter sigende har rådgivet Det Republikanske Parti til en ”blokér-alt” strategi. Siden Republikanerne fik flertallet i Kongressen i 2010, har partiet gjort alt hvad man overhovedet kunne for at obstruere Barack Obamas forsøg på at skabe brede aftaler og resultater.

Det har været pinligt at opleve Republikanerne fralægge sig ethvert ansvar for USA’s økonomi og udvikling, alene med det formål at ødelægge Obama.

Venstres nuværende strategi minder om noget, der er inspireret af Republikanerne. Hold da op, hvor det ikke klæder dem.

Løkke og Venstre må begynde at tage et medansvar for de store beslutninger. Hvis ikke, kan man kun håbe at vælgerne vil straffe dem for deres forsøg på at blokere og obstruere – lidt ligesom vælgerne i de nyeste meningsmålinger gør i USA.