Han har forladt en natklub med bukserne nede om haserne, kørt galt i sin sportsvogn, været i tumult med en beruset hotelgæst, optrådt arrogant overfor en pizzariaejer, trampet på parkerede biler og – viser det sig nu – været i håndgemæng på et engelsk hotel en gang i september.

Hver eneste dag bliver der begået langt værre lovovertrædelser af 23-årige mænd, så den danske landsholdsspiller i fodbold kan i princippet godt slippe af sted med vedvarende at bede om tilgivelse for det, han ikke kan bruge nogle af sine mange penge på at betale sig fra.

Men netop fordi han er, den han er, bliver det naturligvis ikke ved med at gå.

Nicklas Bendtner er en højt betalt medarbejder i en sportsvirksomhed, der er drevet af ønske om overskud, så selv om tolerancen er høj i netop England, kommer der en dag, hvor den dårlige opførsel vil koste arbejdsgiverne penge – og så vil han selvfølgelig opleve en personlig konsekvens.

I et større perspektiv er landsholdets topscorer et forbillede for en masse glade fodbolddrenge, der gerne vil være lige som ham. Derfor går det selvfølgelig ikke an, at de får den opfattelse, at det er helt i orden at opføre sig fuldstændig respektløst over for sine omgivelser.

Fra et lommepsykologisk synspunkt ligner Nicklas Bendtner prototypen på en ung mand, der aldrig har fået sat grænser som barn. Han har fået lov til at koncentrere sig om én ting: At blive så god overhovedet muligt til at spille fodbold.

Det rækker langt i denne verden, men naturligvis ikke uendeligt.

Allerede som 16-årig skulle han håndtere mulighederne og udfordringerne i at flytte hjemmefra til et andet land for at udvikle sig som fodboldspiller. Og det lykkedes så godt, at den unge dansker har redet på en varm bølge af pæn succes, uvirkeligt store indtægter, ekstrem opmærksomhed og celebrity-status uden for alvor at skulle bekymre sig om at blive voksen, selv om han faktisk også er blevet far i det hektiske forløb.

Selvfølgelig er det oplagt at konstatere, at han selv har ansvaret for, at det er gået så galt, som det er gået på det seneste.

Men meget tyder på, at han også har manglet hjælp og støtte i løbet af sin ekstraordinære ungdom. Forældre, klubledere, fodboldforbund, gode venner – nogle af dem eller optimalt set alle sammen burde undervejs have forklaret Nicklas Bendtner, at der er grænser for, hvordan man kan opføre sig.

Og at de også gælder for fodboldmillionærer.

Hvis der havde stået ‘Spanien’ i stedet for ‘Holland’ på toppen af EM-slutrundens gruppe B, ville det være muligt at hævde, at Danmark havde taget det allersidste trin ned i forventningernes dybeste kælder med lodtrækningen til sommerens fodboldfest i Polen og Ukraine.

At kampene mod hollænderne, Tyskland og Portugal skal spilles i Kharkiv, Lviv og Kiev føjer kun yderligere en dimension til sortsynet efter den langstrakte forestilling med plastikbolde. Uvished om forholdene for fodboldturister i de ukendte ukrainske byer holder utvivlsomt mange rød-hvide fodboldfans fra at tage rejsen til de fjerne tribuner.

Til gengæld er tristessen et lyspunkt i sig selv, for Danmark kan kun overraske.

Ingen – vel ikke engang Morten Olsen selv – kan mobilisere ægte forventninger om, at det skal kunne lade sig gøre at gå videre fra rædselspuljen. Og måske netop deri ligger muligheden for at overraske – udgangspunktet minder i hvert fald ganske godt det, landsholdet havde for en tilsvarende slutrunde for snart 20 år siden…

Uden at læne sig alt for meget op ad nostalgien, står det selvfølgelig klart, at hverken den danske trænerstab eller landsholdsspillerne har tænkt sig at give op på forhånd, så enhver mulighed for succes vil blive forfulgt.

Og de er måske til at finde, mulighederne altså.

Selv om det i sidste ende ikke så sådan ud, så var Danmark faktisk på vej mod et godt resultat mod Holland i åbningskampen ved VM i Sydafrika, da uheldene satte ind, så det skulle vel ikke være umuligt at matche en modstander i samme formation som den danske, mens Tyskland tværer Portugal ud.

Så er portugiserne pressede og skal ud i den offensive mod Danmark, som Morten Olsen har redskaberne til at straffe – som det vel at mærke er sket før.

I den situation er det pludselig ikke så vanskeligt at forestille sig en stille og rolig uafgjort mod Tyskland, der allerede i anden kamp har sikret sig adgang til kvartfinalerne…

Selvfølgelig er det scenario tættere på drøm end virkelighed, men i udstrakt grad hviler forventningspresset i alle tre kampe langt tungere på modstandernes skuldre end på de danske.

Og husk: Under alle omstændigheder kan det kun blive en fest at se nationens udvalgte udfordre nogle af dem, der regnes for klodens bedste.

Lige som han har overlevet beskyldninger om korruption, valgsvindel og alskens andre ubehageligheder, slipper Sepp Blatter utvivlsomt også af sted med sine tragikomiske udtalelser om, at der ikke findes racisme i fodbold.

Det er i hvert fald vanskeligt at forestille sig nogen i hans organisatoriske bagland, der tør tage en konfrontation med præsidenten, inden han – formentlig – træder tilbage ved næste valg i 2015.

At magtfuldkommenheden er så stor hos den aldrende præsident er dybt beskæmmende for verdens mest populære sportsgren. Men realiteten er, at så længe alverdens fodboldforbund – altså også Dansk Boldspil-Union (DBU) – forholder sig passivt i forhold til de absurde udtalelser, så står de også bag dem.

»Jeg ville benægte det«, lød Sepp Blatters svar onsdag på CNN’s spørgsmål om, hvorvidt der findes racisme på fodboldbanen.

»Der er ingen racisme. Måske bruger en spiller ord eller en gestus over for en anden, som ikke er korrekt, men ham, der bliver berørt af det, skulle være i stand til at sige, at det er et spil, at vi er i gang med en kamp. Efter kampen giver vi hinanden hånden. Det sker, fordi vi har arbejdet så hårdt mod racisme og diskrimination«, uddybede Fifa-præsidenten.

Udtalelserne forekommer nærmest groteske i forhold til den virkelighed, hvor eksempelvis det engelske fodboldforbund netop nu rejser sag mod én spiller for at optræde racistisk over for en anden. Enhver, der har været tæt på en fodboldkamp, ved, at omgangsformen mellem spillerne ofte er langt grovere end blot bramfri, så når der er anledning til at rejse en sag, mere end antyder det, at der er grund til at tage racismen i sporten alvorligt.

Derfor klinger det hult, når Sepp Blatter efterfølgende – formentlig med hjælp fra sin kommunikationsafdeling – prøver at trække i land via sin Twitter-profil.

»Racisme og diskrimination af enhver slags hører ikke hjemme i fodbold. Det har jeg sagt mange gange før og vil gøre det igen og igen. Ikke desto mindre – og det er ikke nogen undskyldning – sker det i et ophedet øjeblik, at der bliver sagt eller gjort ting på banen, som er forkert. Det betyder ikke, at der generelt er racisme på banen. Fodbold forener mennesker mere, end den deler dem«, lyder efterrationaliseringen.

Det ville klæde baglandet – blandt andre DBU – at følge engelske spillere eksempel i en klar afstandtagen til Sepp Blatters opfattelse af virkeligheden. Det sker dog næppe.

Langt tungere vejer det for den 62-årige sydsjællænder med bopæl i Belgien at være anerkendt og respekteret af dem, han så seriøst og grundigt forbereder på helst at vinde mere, end de taber. Derfor er det så åbenlyst spillernes støtte og opfordringer, der har fået Morten Olsen til at forlænge sin kontrakt med sæson 13 og 14, så han står i spidsen for fodboldlandsholdet frem til sommeren 2014 med ambitioner om til den tid at spille VM i Brasilien.

Det er kun halvandet år siden, at fodboldlandsholdet senest var til VM og leverede en nedslående indsats, der kulminerede med et skuffende nederlag mod Japan og et folkekrav om fornyelse. At den lod sig gennemføre så hurtigt og vellykket, som sejren på 2-1 over Portugal for tre uger siden dokumenterede, havde selv Morten Olsen ikke forudset – i så fald havde han næppe taget sin afsked med et nej tak til kontraktforlængelse for et år siden.

På vej mod den succesfulde kvalifikation til næste års EM i Polen og Ukraine fik landstræneren imidlertid efter eget udsagn så »mange prik på skulderen fra spillerne«, at han ombestemte sig og sagde ja til den fortsættelse af arbejdet, Dansk Boldspil-Union (DBU) ikke var sen til at tilbyde i forhandlinger, der først definitivt blev afsluttet i den forgangne weekend.

For DBU’s generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, er aftalen en triumf.

Fodboldlandsholdet har – stadig – »den bedste træner, Danmark kan få« med en sjældent massiv opbakning fra befolkningen og spillerne.

Samtidig kan en vanskelig overgangsperiode være undgået. Michael Laudrup får to år mere til at afsøge sine vel nok sidste muligheder for at tage plads på trænerbænken i en spansk storklub. Mislykkes det, vil han som 50-årig sandsynligvis i bogstaveligste forstand føle sig moden til jobbet som landstræner.

Skulle det blive nødvendigt at gå andre veje, har DBU købt sig tid til at tage Morten Wieghorst i endnu nærmere øjesyn som træner for ungdomslandsholdet, samtidig med at Troels Bech som muligt emne udvikler sig yderligere i Silkeborg, hvor han i går forlængede sin kontrakt til samme udløbsdato som Morten Olsens.

Realiteten er jo, at både stillingen og præstationerne understreger, at Brøndby er et bundhold i Danmarks bedste fodboldrække.

Selvfølgelig kan det altid diskuteres, om det var retfærdigt, at klubben med ti danske mesterskaber i historiebogen skulle tabe til FC Midtjylland på et straffespark, der ikke burde være fløjtet.

Til gengæld er det svært at argumentere imod, at holdet fra Herning både i det indbyrdes opgør og generelt spiller sådan, som Brøndby gerne vil, men lige nu kun kan fantasere om at gøre. Når det gælder tempo, teknik og kreativitet må FC Midtjylland ganske enkelt stå som et forbillede for truppen på den københavnske vestegn.

Og det er paradoksalt med tanke på, at Danmark netop har kvalificeret sig til endnu en EM-slutrunde med Brøndby-spillerne Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl fremhævet som afgørende bidragydere.

Selv om der indlysende må være forskel på graden af motivation til en puljefinale i EM-kvalifikationen og 12. runde i Superligaen, så siger det sig selv, at de to ikke kan falde så dramatisk i individuelt niveau i løbet af mindre end en uge.

Altså må der være noget andet galt, når to landsholdsstjerner og deres holdkammerater i den grad underpræsterer.

En indlysende forklaring er selvfølgelig, at Brøndby-truppen helt overordnet ikke består af lige så dygtige fodboldspillere som dem, Morten Olsen har til rådighed, når Danmark skal spille. Derfor lykkes det alt for sjældent at sætte Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl op til at udnytte de kvaliteter, de så underholdende udfolder på landsholdet – og selvfølgelig bliver det ikke lettere, når Mike Jensen er langtidsskadet og Oluwafemi ‘Femi’ Ajilore som i kampen i Herning må udgå efter en halv time.

Desuden har profilernes egen indstilling åbenlys indflydelse på præstationen. I søndagens kamp magtede Dennis Rommedahl ikke at sætte sig op til selv at gøre en forskel – og Michael Krohn-Dehli sloges tydeligvis med det temperament, der jævnligt hæmmer hans præstationer. En advarsel for et åbenlyst irritationsfrispark, endnu en advarsel for frustreret brok til dommeren og ud – det er ganske enkelt for dårligt og ukollegialt af så dominerende en skikkelse i en kriseramt trup.

Men når nogle spillere er ude af stand til at løse opgaverne i tilstrækkelig kvalificeret grad, mens andre svigter ansvaret over for kollektivet, så er det oplagt at sætte spørgsmålstegn ved, om manden, der skal sætte kursen for begge aspekter af holdets indsats, er den rigtige.

Henrik Jensen er selvsagt fredet i forhold til den katastrofe, nedrykning vil være, for Lyngby og HB Køge synes nærmest allerede degraderet.

Men i Brøndby er nedrykningsstregen ikke den målestok, man foretrækker at bruge. Derfor er der ingen tvivl om, at overvejelserne om et skifte på trænerposten må være i gang i klubledelsen, for to af landsholdets største profiler må og skal selvfølgelig kunne udnyttes noget bedre.

Og naturligvis kan det lade sig gøre at genrejse holdet.

Men hvis han hverken kan få Michael Krohn-Dehli eller Dennis Rommedahl til selv at præstere noget bedre i en sammenhængende periode eller lære deres holdkammerater at bidrage til udnyttelsen af deres kvaliteter, så er Henrik Jensen næppe manden til at gøre det.

Kunne man forestille sig Morten Olsen føre en partner gennem en engelsk vals i ‘Vild med dans’ eller tilberede risotto med strandkrabbe i selskab med Claus Meyer i ‘Aftenshowet’?

Nej, vel?

Den slags eksponering holder den danske landstræner i fodbold sig konsekvent på lang afstand af og bruger i stedet så godt som hvert et vågent øjeblik på det, der mere end noget andet samler nationen.

Fodbold, fodbold og atter fodbold har været omdrejningspunktet for den altovervejende del af en nu 62-årig tilværelse drevet af uopslidelige ambitioner om at få det optimale ud af først sit eget og siden kollektivets talent. Den simple leg med bolden har Morten Olsen alle dage og ikke mindst som træner taget så alvorligt, at hans attitude gennem årene har været involveret i det ene sammenstød med den danske folkelighed efter det andet.

Kritikken har haft mange ansigter og udtryk: Han er blevet beskyldt for alt for stædigt at holde fast i aldrende stamspillere, at forklare sig aldeles uforståeligt over for offentligheden og at nærmest tvinge landsholdet til at spille ualmindelig kedeligt.

Det har Morten Olsen ikke bare stået model til i 11 år. Han har faktisk også taget ved lære i den forstand, at han uden at sætte professionalismen over styr har løsnet en anelse på slipset i forholdet til både de spillere og den befolkning, en landstræner hele tiden står til regnskab over for.

Det gjorde han så for 123. gang mod Portugal i Parken, hvor Morten Olsen atter høstede en grundighedens triumf ved at have klædt sit kollektiv på til tage glansen af individualister, vi er vant til at se funkle i Champions League. På det portugisiske landshold, der så ofte bliver kaldt et af verdens bedste, funkler de til gengæld alt for sjældent - i hvert fald mod vanligt velforberedte Danmark, der så mesterligt og helt fortjent vandt 2-1 og nu kan tage til sin syvende slutrunde med Morten Olsen i truppen.

Med Andreas Bjelland som den seneste positive fornyelse har den grundige landstræner haft succes med at holde dampen oppe på det generationsskifte, der viste sig så nødvendigt efter den slatne indsats ved VM i Sydafrika.

Derfor forekommer det også mere og mere indlysende, at Morten Olsen da bare skal fortsætte som landstræner. Han har selv åbnet en dør på klem, mens en anden er blevet lukket i Hamburg, de aktuelle landsholdsspillere står samtidig i kø for at hylde ham som den eneste ene for fremtiden og den rød-hvide fanskare har genvundet respekten for den bedste træner, Danmark kan få.

Hvor absurd beløbet end forekommer, udtrykker det, at det europæiske fodboldforbund (UEFA) holdt ord, da det for en snes år siden lovede kontinentets mest indflydelsesrige klubber at skabe en turnering uden sidestykke, når det gælder økonomisk potentiale.

Det er Champions League blevet i en balancegang mellem hensynet til de største fodboldnationers brede repræsentation og de mindres muligheder for en birolle i det årlige eventyr, der nu for niende gang i træk er bygget op af kvalifikationsrunder, gruppespil og knockoutkampe mellem de 16 bedste hold.

Konceptet er imidlertid blevet så stor en succes, at det truer med at kvæle sig selv – det er blevet så attraktivt at præge Champions League, at sportens verdensomspændende brands ganske enkelt skal være til stede i slutfasen. Derfor investerer – eller låner – storklubberne sig til en så stærk koncentration af nøglemedarbejdere, at den livgivende spænding er ved at fordufte.

Udviklingen er nået dertil, at kun fire-fem klubber synes at kunne vinde turneringen: FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Chelsea og måske nyrige Manchester City. Selv hvis anføreren fra europæiske traditionshold som FC Porto, Arsenal, AC Milan, Inter eller Bayern München løfter trofæet 19. maj, vil der være tale om en overraskelse – og direkte sensationelt at se andre blot i nærheden af finalen.

Den forudsigelighed er så stor en udfordring, at en egentlig europæisk liga med indbyrdes hjemme- og udekampe over en hel sæson må være på trapperne eller i hvert fald under overvejelse. Champions League-ambitionerne gør kun de bedste hold endnu bedre og snævrer en række nationale mesterskaber ind til en kamp mellem maksimalt to-tre klubber, der i langt de fleste kampe kun har alt at tabe.

I længden er det både for risikabelt og for uinteressant, så selv om det naturligvis vil kræve omtanke at gøre op med et århundredes traditioner, synes det både naturligt og nødvendigt at skærpe udfordringerne ved at gøre dem kontinentale året rundt.

Ikke desto mindre fører det til udbetaling af betydningsfulde mentale renter, når intense forberedelser straks bliver belønnet. Det giver et overskud på kontoen, som kan gøre det en anelse lettere at forbedre saldoen i den nærmeste fremtid. 

Det kan eksempelvis kun skabe en vis tryghed i Horsens at få bekræftet den ventede niveauforskel mellem et etableret superligahold og den dårligste af oprykkerne med en klar sejr.

Optimismen må også allerede spire i Silkeborg, når det – godt hjulpet på vej af en tidlig udvisning – lod sig gøre at kunne bygge videre på forårets positive udvikling med en sejr i Herning, som de færreste superligahold kan tillade sig at kalkulere med.

Sådanne to jyske sejre illustrerer så udmærket, at selv 1. spillerunde kan sætte dybe spor i fortsættelsen.

Med et indledende nul i tabellen er FC Nordsjælland straks under pres i søndagens i hjemmekamp mod forventede konkurrenter i bunden af midterfeltet fra Horsens. Og efter skuffende 2-2 på hjemmebane synes Brøndby allerede at have tilsvarende dårligt råd til et nederlag i Silkeborg, hvis krisestemningen i det mindste i sæsonens første fase skal holdes fra døren på den københavnske vestegn.

Overfortolkning af de første 90 minutters spilletid er selvfølgelig en oplagt risiko, men det er altså værd at notere, at såvel FC København som OB med stor naturlighed lagde sikkert fra land.

Ærligt talt er det eneste, der kan undre i den sammenhæng, at de to forventede tophold absolut skal kastes ud i et ressourcekrævende og prestigefuldt indbyrdes opgør lørdag aften som optakt til de vigtige kvalifikationskampe til Champions League. Men det kan jo være, at programudvalget har tænkt, at det er den bedst tænkelige måde at skærpe den europæiske form på.

Derfor er det også værd at lytte, når træneren – hendes far – slår fast, at Caroline Wozniacki kun er 20 år og stadig har meget at lære. Ikke nødvendigvis med ketsjeren og de gule bolde, hvor hun er bedre end de fleste og ’kun’ skal foretage løbende justeringer i sit spil, men i håndteringen af de omstændigheder, der følger med at være den højest rangerede tennisspiller i verden.

Piotr Wozniacki beskriver så udmærket, hvordan en grand slam-turnering er anledning til, at spillere, der kun kan overraske, giver pokker i forventet sportsligt underskud, slår løs fra alle vinkler og så indimellem har dagen, hvor det alt sammen lykkes og favoritten falder, sådan som eksempelvis Kim Clijsters oplevede det mod en ukendt hollænder.

Upåagtet var og er Daniela Hantuchova selvsagt ikke, men hun havde det samme udgangspunkt med alt at vinde mod en modstander, hun aldrig havde slået før. Det er heller ikke sikkert, at det sker igen, men da slovakken måske denne ene gang ramte dagen, manglede Caroline Wozniacki et gearskifte, et overraskelsesmoment eller det, som hendes far kalder en joker at spille ud. Den vil de sammen lede efter i træningsbanernes kortspil.

Imens de bladrer bunken af muligheder igennem, vil de også tale om, hvor vigtigt det er at kunne slappe af på banen for at ramme det rigtige spændingsniveau og netop derfor præstere godt. »Se bare, hvordan Roger Federer optræder«, lød Piotr Wozniackis eksempel efter datterens nederlag.

Og så vil de ellers arbejde videre på at finde frem til de optimale grand slam-forberedelser. Om en uge er Caroline Wozniacki forpligtet til op over begge ører ved WTA-turneringen i Farum. Men derefter spolerer hun ellers sit ry som spilleren, der stiller op overalt, ved at springe turneringen i Eastbourne som opvarmning til Wimbledon over.

Det lyder fornuftigt.