“Min telefon er i hvert fald åben.” Sådan sagde topforhandleren Anders Bondo Christensen efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne for 530.000 medarbejdere i kommuner og regioner. Men spørgsmålet er, om de kommunale arbejdsgivere har råd til at snakke med ham. Det afhænger helt og aldeles af, om finansminister Lars Løkke Rasmussen vil give dem lov. Der står slaget om et lønløft til sosu-assistenter, sygeplejersker, pædagoger og andre lige nu.

Inden overenskomstforhandlingerne gik rigtigt i gang besluttede Lars Løkke Rasmussen at forøge sin økonomiske ramme for lønstigninger i 2008 fra 3,25 pct. til 4,0 pct.  Med tre åbent erklærede formål. For det første ville han afmontere det krav om 5 mia. kr.  ekstra til forhandlingsbordet, som SF, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti samme dag var blevet enige om at stille til regeringen. For det andet ville Lars Løkke Rasmussen bane vej for forhandlinger om et større lønløft i 2008, end regeringen ellers havde aftalt med KL og regionerne. For det tredje vil finansministeren spare på automatiske lønstigninger, der ellers var uundgåelige i 2009 og 2010.

Som bekendt lykkedes det første formål til fulde. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne glemte øjeblikkeligt både valgløfterne og det fælles krav med SF.

Det andet formål er foreløbig kun lykkedes på det statslige område, hvor Lars Løkke Rasmussen selv har siddet direkte ved forhandlingsbordet. Her forventer man, at lønningerne er steget med 5,8 pct. inden udgangen af 2008. Men da det er stigninger, som først kommer gradvist i årets løb, er den gennemsnitlige udgift et stykke under de 4,0 pct., nemlig 3,6 pct. Med de stigningerne har Lars Løkke Rasmussen så at sige også givet KL grønt lys for et tilsvarende løft. men heller ikke mere.

Det tredje formål har Lars Løkke såmænd også fået indfriet ganske godt. Lønstigningerne i 2009 og 2010 er klart mindre end i 2008., nemlig 4,0 pct. i 2009 og 3,0 pct. i 2010 (svarende til gennemsnitlige udgiftsstigninger på 2,7 pct. i 2009 og 2,25 pct. i 2010). Med denne ramme har Lars Løkke Rasmussen givet det klare signal til KL og Danske Regioner, at de også kan lave et overenskomstforlig inden for denne ramme.

Det var da også præcis det, som KL og Danske Regioner gjorde, da de mandag forhandlede med Anders Bondo Christensen og det øvrige KTO. Et tilbud til præcis de samme 12,8 pct. over 3 år, som Lars Løkke Rasmussen havde skrevet under på for medarbejderne i staten.

Når det så alligevel sendte Anders Bondo Christensen hjem og vente ved telefonen, skyldes det mindst tre ting. For det første er der blandt KTO’s medlemmer en række grupper med særligt store lønforventninger. Det gælder ikke kun FOA’s social- og sundhedsmedarbejdere, men også grupper som pædagoger og folkeskolelærere. For det andet har de kommunalt ansatte et særligt lønefterslæb på omkring 1,5 pct., som ikke findes på det statslige område, og for det tredje har både kommuner og regioner formodentlig alt i alt flere personalegrupper, som man har svært ved at fastholde uden væsentlige lønløft. På statsområdet har politifolkene været nævnt. men på det kommunale drejer det sig om en hel række grupper som f.eks. social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker, bioanalytikere og uddannede pædagoger.

Disse tre grunde gør tilsammen, at Anders Bondo Christensen sidder og venter ved telefonen. Rammen for et muligt forlig ligger ganske enkelt højere end de 12,8 pct., som Lars Løkke Rasmussen rykkede ud med på statsområdet.

Men skal KL og Danske Regioner for alvor have noget at ringe til Anders Bondo Christensen om, så kræver det, at der træffes politiske beslutninger om at tillade en højere ramme. Søger KL og Danske Regioner et forlig med et væsentligt bedre resultat end de 12,8 pct. uden at få politisk syndforladelse med efterfølgende tilgivelse over bloktilskuddet fra regeringen, er det svært at se andre løsninger end en styrkeprøve: konflikt. 

SF fremlægger med sit finanslovforslag et bud på en fredelig løsning på de offentlige overenskomster. Finansministeren skal ifølge SF’s forslag give kommuner og regioner flere penge i bloktilskud, som kan bruges til at give de lavtlønnede på f. eks. ældreområdet det løft, som er nødvendigt for at fastholde og rekruttere personale til vores fælles velfærd.

Det er et godt, kvalificeret gæt, at lønstigningerne på 12,8 pct. vil være nok til at de offentligt ansattes lønninger kan holde trit med det private arbejdsmarked. Men specielt på det kommunale område er det ikke nok til at løse de særlige problemer, der er med at fastholde forskellige lavtlønsgrupper på det offentlige arbejdsmarked. Det er derfor, SF foreslår, at der afsættes en pulje på ekstra 2 mia. kr. til at løse disse problemer. Det vil - sammen med de 12,8 pct. - betyde, at de fleste lavtlønnede kan sikres lønstigninger på mindst ca. 5.000 kr. om måneden.

SF foreslår endvidere, at der indgås aftale om at nedsætte en ligelønskommission, som kan skabe grundlag for yderligere tiltag i retning af lige løn for grupper med sammenlignelig uddannelse, ansvar og kompetence blandt de offentligt ansatte.

Jeg håber, at Lars Løkke Rasmussen forhandle med SF og dermed give KL og Danske Regioner noget at ringe til Anders Bondo Christensen om.